Det viste sig ikke bare at være en influenza som andre – og hverdagen er nu noget anderledes end da jeg skrev min sidste blogpost om magtesløshed. Det viser sig – og det vil vise sig – at vi reagerer forskelligt på magtesløshed, og vi vil alle reagere forskelligt på det der sker i ugerne – og måske også månederne – der ligger foran os.
Måske er den bedste strategi at gøre som de unge mennesker i Dekameron 1http://thomasharder.dk/da/dekameron-pa-dansk ; at trække sig tilbage og komme igennem det ved at fortælle historier. I disse tider skal vi imidlertid ikke samles for at fortælle historier. Istedet kan vi vælge at trække os fra nyhedsstrømmen og gøre det, der betyder noget og giver mening.
Een ting er sikker: denne situation viser os, hvor forbundne vi alle er, og at vores individuelle handlemåder har betydning for andre, og for kollektivet. Så når vi hver især isolerer os, og holder behørig afstand betyder det noget for os alle. At lukke ned og indstille det produktive liv for en tid, vil få konsekvenser, og da vi ikke ved hvor længe denne situation skal opretholdes eller hvornår epidemien dør ud, giver det et kæmpe rum for følelsen af usikkerhed, magtesløshed og frygt. Og det er vi simpelthen ikke vant til.
Pointen kan være, at denne situation giver os tid og plads til at besinde os. Måske skal vi besinde os på de måder vi skaber, vi lever, vi rejser og er i verden. På hvor gode vi er til at håndtere det uforudsete, det ukontrollable. Dét som ligger ud over vores egen handlemuligheder. Og vi skal lære at forholde os til at vi ikke kan gøre alt det vi plejer. At vores handlemuligheder er begrænsede nu. Helt konkret.
Alt det vi gør har konsekvenser. Om ikke andet kan vi lære dét af det. Det jeg vælger at gøre i løbet af de næste dage, uger og måneder, har konsekvenser for andre. Når der spises vilde dyr som flagermus og slanger i Kina får det betydning for mennesker på den anden side af Jordkloden. Det er derfor jeg valgte at kalde denne post for sommerfugleeffekten – inspireret af denne udsendelse. I virkeligheden kan vi lære noget, der ligger ud over den aktuelle situation, der dog tjener som anskuelsesterapi.
Sommerfugleeffekten er som bekendt en kaosteoretisk metafor, der handler om, at at “et sommerfuglevingeslag på den ene side af kloden, kan starte en orkan/storm på den anden side. Vingeslaget kan teoretisk igangsætte en påvirkning, der fortsætter og forstørres”2https://da.wikipedia.org/wiki/Sommerfugleeffekten
Sjælen har mange udtryk. Sommerfuglen er ét af dens symboler. På græsk betyder Psyche både sommerfugl og sjæl. Det er en nærliggende tanke, at det måske er verdenssjælen, på latin Anima Mundi, der lige nu slår med vingerne og dermed vil fortælle os et eller andet, om vores forhold til dyrene, til Jorden, og til det ukontrollable – til Kaos?
One thought on “Sommerfugleeffekten”