Meningen

Practice Non-Ado and everything will be in order1 Tao Te Ching

I disse dage kan man spørge sig selv, hvad meningen med alt dette er. Jeg har selv tænkt, at det er Naturen, der svarer tilbage og tvinger os til at være mindre aktive, for klimaets skyld. I tidligere tider var opfattelsen, at pandemier – som fx Pesten i 1400-tallet – var Guds straf for menneskenes synd.

Naturen har erstattet Gud i ligningen her.

Det, der udspiller sig i mange lande nu er en sundhedsmæssige tragedie, der sandsynligvis bliver efterfulgt af en social og økonomisk krise, som vi ikke kan begribe følgerne eller varigheden af. Måske vil det være godt for Jorden og os på længere sigt, måske kan vi lære noget af det, måske vil det forandre os, måske vil det ikke – måske vender vi bare tilbage til business as usual.

Og konfronteret med dette søger vi efter en mening, på såvel mikroplanet som makroplanet. Udtrykt i spørgsmålene: Hvad kan jeg lære af det, hvad kan vi lære af det?

Den tanke, der lige nu byder sig til hos mig er, at der ikke er nogen mening med det, og at vi bare ønsker en mening for at kunne udholde, at dagligdagen pludselig er markant anderledes end den plejer at være. Fordi usikkerheden over, hvornår denne individuelle og kollektive undtagelsestilstand ophører, er alt for svær at bære.

Vi vil have, at der skal være en mening. Vi vil vide, hvad vi skal gøre. Når der ikke er noget at gøre, lurer fortvivlelsen.

I eventyret Tornerose sættes alt i stå i 100 år. Og i samme øjeblik fortryllelsen opløses fortsætter alt som før … men Tornerose selv er forvandlet [Edward Burne-Jones: The Rose Bower 1885-1890]

Meningsløsheden er næsten værre end usikkerheden. De sociale medier er ved at skvulpe over af gode råd om til, hvordan vi skal komme igennem denne tid. Råd om, hvordan man skal udholde at være i et parforhold, og råd om, hvordan man skal udholde at være single. Råd om, hvordan man skal strukturere sin hverdag, råd om at man kan blive mere nærværende, mærke sin krop, udvikle sig, blive mere kreativ, nyde naturen – eller råd til hvilke projekter, man kaste sig over eller hvad man kan læse af bøger eller hilke serier, man skal se på Netflix

Selve det at være menneske i den vestlige verden i det 21. århundrede fordrer at vi skal et eller andet, og selv når vi ikke skal noget, skal vi også noget med dét ikke at skulle noget. Det bliver et projekt i sig selv. Det er en kilde til stress i sig selv.

Måske er det på tide, at vende sig tanke om at der ikke er en mening med noget af det foregår. Kan vi udholde det? Kan vi sidde med følelsen af meningsløshed, følelsen af være sårbar, kan vi sidde med angsten for at tingene er ved at falde sammen om ørene på os, angsten for at blive syg, angsten for tab og død?

Kan vi acceptere, at det ikke betyder noget og vi ikke skal noget med det?
Ideen om, at det har en mening, synes at være et værn imellem os og netop disse tanker, om at vi eller nogen vi elsker kan dø af det.

Det er naturligvis en provokation. Også en provokation i forhold til mig selv. Jeg har altid søgt efter meningen, det er derfor jeg har læst alle de bøger. Uanset hvad er jeg altid endt med den naive og illusoriske tanke, at jeg kan finde svaret i litteraturen, psykologien eller filosofien. Jeg er ikke nihilist, jeg er en håbløst romantisk søgende sjæl, der er sikker på, at der findes en mening med tingene, der rækker ud over mig selv. At der findes et svar.

Men måske findes der ikke et svar. Og det er egentlig ikke, fordi jeg nu er fortvivlet over denne tanke, om at der måske ikke er en mening med tingene som de er nu. Jeg kan faktisk finde ro med, at det hele er meningsløst. På en twisted måde, føles det snarere som en lettelse, som en sort fugl, der er lettet fra mine skuldre. Jeg behøver ikke at gøre noget, eller at bruge tid eller energi på at få det til at give mening.

I tidligere tider har meningen heller ikke været åbenbar når man var midt i en svær periode. For nylig dæmrede det for mig, at vi er midt i en lang udvikling – fx i forholdet til klimaet eller i forhold til relationerne mellem kønnene – og at det ikke nødvendigvis er os, denne generation, der løser problemerne. Det betyder naturligvis ikke at vi nødvendigvis skal gøre det hele værre. Det betyder bare, at jeg ikke er sikker på, at vi har løsningen eller ved, hvad meningen er. Måske er det en illusion at tro, at vi kan se det nu? Måske er opgaven at blive mere bevidste om os selv, hinanden og Jorden. Måske skal der manes til bevidsthed og besindighed – nu.

Det er en masse spørgsmål, som jeg ikke kan besvare. Og som måske blot skal stilles nu – måske kommer der først svar på dem senere, og måske tjener de blot til refleksion. Måske er en del af hele miseren – også i forhold til Jorden – at vi som kultur har vænnet os til at stræbe efter et resultat, et projekt, en løsning eller at der en Mening med tingene, som vi skal kunne forstå. Et svar.

Måske vil opgivelsen af denne stræben i sig selv være et svar. Jeg håber at det giver mening …

I usikkerheden, og tvivlen – men ikke i fortvivlelsen – vender jeg mig mod det simple, stilheden og litteraturen – og kan igen parafrasere over Montaigne og sige, at netop litteraturen kan give lindring og trøst, når ensomheden lurer. Og det kan stilhed faktisk også.

Herom senere.

2 thoughts on “Meningen”

Leave a Reply

Your email address will not be published.