Døden – min ven

“Arréte! C’est ici l’empire de la mort” Vergil 1Køleskabsmagnet fra de parisiske katakomber

Den blege rytter rider igen, som han har gjort det før. Måske er det ikke historisk, det vi oplever – måske betyder det bare, at vi i vores beskyttede vestlige verden har glemt, at vi kan dø af diverse sygdomme, fordi opfindelsen af vacciner, penicillinen, insulinen og diverse andre lægemidler har gjort tanken om en pandemi  uhørt, ja nærmest uacceptabel. Men ikke desto mindre, han rider igen. Den blege.

Albrecht Dürer: Knight, Death and the Devil, 1513

Vi har det bare med at glemme det. Eller vi vil ikke huske det, ikke tænke det. Det gode ved at se James Bond i disse dage er at det byder på en god portion eskapisme. Selv den mest uhyrlige situation slipper han fra med livet i behold, og (næsten) uden en skramme, mens elskerinder, venner og fjender dør som fluer omkring ham. Man får næsten den tanke, at det er sandt, at man i identifikationen med Bond, kan tillade sig at tro at det – det at dø kun – sker for de andre, ikke for én selv.

Døden er et grundvilkår. Der er dog dem, der ikke vil indse dette. Der er de ekstremt rige Silly con Valley typer, der mener at de kan undslippe døden – uanset dens skikkelse ved hjælp af kunstig intelligens eller ved at få frosset hjernen ned eller … ad absurdum. På en eller anden måde byder det mig imod som en total form for narcissisme eller egocentrisme, ikke at ville dø. 

Vi er er nødt til at indse, at det er vores pligt at dø, når tiden er inde. At give plads for andre, at slippe livet – slægt skal følge slægters gang. At vi er ens i dette vilkår. Vi beder ikke om at blive født, ej heller om at dø. Men begge dele sker, og i den mellemliggende tid er det op til os selv, hvordan vi vil leve med de muligheder, vi har fået givet.

Jeg skriver ikke dette fordi jeg på en morbid måde byder døden velkommen. Nej, jeg er også hundeangst for at dø – dødsangsten kommer ihvertfald over mig i bølger. For lige nu kan vi ikke være sikre på ikke at trække det korteste strå i det spil, der hedder Corona. Nej, jeg er ikke bange for døden, jeg ønsker bare ikke at dø, ikke endnu. Livet og verden har stadig så meget at byde på …

Men på den anden side, er det jo netop det Døden gør. Den minder os, dig og mig om netop dét: Livets sødme. At leve nu, danse nu, elske nu, skrive nu, tale nu, være stille nu, trække vejret nu. 

Memento mori

Husk at du skal dø, så du sætter pris på dette øjeblik.

Da jeg var barn elskede jeg visen Så länge skutan kan gå  2af Evert Taube, sunget af han søn Sven-Bertil Taube. Nu hvor jeg hører den igen får jeg gåsehud. Det er faktisk eventyrerens Everts Taubes fortjeneste, at et af de få oversøiske lande, som jeg ønsker at besøge er Argentina – og det kunne så komme på min ikke-eksisterende bucket-list. Nuvel Taube var en mand af den gamle skole, hvilket hans viser vidner om, mens sangens budskab er evigt gyldigt; hvem har sagt at du er så heldig at kunne leve, kysse, mærke vinden om panden, danse, kunne høre og se?

Det er et forbandet held. 

Det betyder ikke at vi skal frygte døden, naturligvis. Nej det betyder, at vi skal huske at leve. Og det er banalt, så banalt – men ikke desto mindre, så sandt. Og døden minder os også om, at vi skal huske ikke blot at leve, men at sætte pris på dette liv. I det perspektiv er der så mange mellemregninger, der bliver lige gyldige, så mange af de ting der normalt kunne irritere os, og få os til at brokke os, som nu i disse tider kunne falde bort.  

Jeg tror ikke, at disse tider betyder at vi skal alt muligt, jeg er ikke engang sikker på at der er en mening med det hele. Måske kunne vi bare le af tanken om at der skulle være en dybere mening med det hele, og leve som sømanden Fridtjof Anderson – Everts Taubes alter ego. Men selvom der ikke er en mening med det hele, så er der ihvertfald dét; at huske døden og huske at elske livet og leve det, mens det er her – mens vi er her.

Og måske betyder at vi simpelthen blot kunne Glæde os over at det er. 

En anden digter, som jeg kommer til at tænke på nu er Fernando Pessoa – eller rettere ét af hans alter egoer, Ricardo Reis, der med disse smukke ord minder om at drikke live fuldt ud:

“Du skal ikke, Lídia, i rummet opføre
Noget fremtidigt, eller love dig selv
Et i morgen. Tag for dig af i dag, vent ikke.
Du er selv dit liv.
Træf ikke beslutninger, der er ingen fremtid.
Hvem ved om ikke skæbnen mellem bægeret du tømmer
Og det du fylder op igen, har åbnet
Afgrunden for dig?”3Fernando Pessoa: Udvalgte digte. Ved Peter Poulsen. 2016

Lev livet nu – du ved ikke, hvornår døden åbner afgrunden for dig, du ved ikke om Den blege Rytter eller én af hans venner skulle ride hen over dig, eller om du får en tagsten i hovedet …

Og det er derfor Døden er min ven – han minder mig om at leve …

Så med et mere moderne swung:

Elsk det nu, det Satans liv4Popgruppen TV2

Leave a Reply

Your email address will not be published.