I Astrid Lindgrens bog Grynet og lille splint falder naboens dreng i bækken og er ved at drukne. Han bliver reddet man bliver meget syg med feber. Det er i hvert fald sådan, jeg husker fortællingen.
Lægen siger: vi må vente til “grisen” kommer. Grynet undrer sig over, hvad det er for en gris der skal komme og hvornår kommer den? Hun er meget spændt på at se den mystiske gris. Og hvad har den med sygdommen at gøre?
Der er ikke tale om en gris – men om en krise. Feberen skal nå et bestemt punkt, som drengen skal igennem og det vil vise sig, om han klarer den eller om han vil dø. Jeg kan ikke huske udfaldet. Men jeg har aldrig glemt det med den gris, der skulle komme og Grynets undren over den.
Med overgange følger kriser. Vi skal igennem flere overgange og kriser i livet. Krisen indikerer som “grisen” et vendepunkt i vores liv. Ofte medfører den en rekonstruktion af vores identitet og en reorientering i livet. Det kan være svært og det kan kaste os ud i en fundamental tvivl om, hvem vi er, hvem vi skal blive og hvem vi har været.
Lige nu har jeg ikke nogen gode bud på, hvordan vi skal komme igennem en sådan krise, når den opstår. Måske fordi jeg netop selv er i sådan overgangsfase nu, der medfører spørgsmålet om, hvad jeg skal med mit liv fra nu af?
Jeg er ved at redefinere mig selv, eller reorientere mig. Mod min vilje. Jeg føler mig træt på grund af en kronisk sygdom, som jeg nu skal vænne mig til at leve med. Jeg føler mig også træt på grund af kuren, medicinen. Og jeg netop er blevet 50, som indikerer en væsentlig overgang.
Det betyder, at jeg nu – sandsynligvis – har det meste af mit liv bag mig, og det stiller spørgsmålet: Hvordan vil jeg bruge den tid, der endnu ligger foran mig?
Dybest set handler den type spørgsmål om vores værdier. Som én veninde udtrykker det: hvad vil jeg stå på mål for. Eller, som jeg tidligere har skrevet om: hvordan vil jeg bruge min opmærksomhed?
At være i krise betyder, at vi ikke ved, hvad det skal ende med. Bagefter kan vi anvende smukke metaforer: fx den om larven, der bliver til en sommerfugl og den om at alt er evig forandring, og at vi aldrig træder ned i den samme flod. Både fordi vi selv og floden er i evig forandring. Eller vi kan tale om “Sjælens sorte nat”.
Sommerfuglen er både et symbol på sjælen og på evig forandring og forvandling.
Foto: Kirsten Daugaard 2024, brugt med tilladelse
Én veninde sendte mig billedet af sommerfuglen, og jeg tror at hun gjorde det fordi jeg på et tidspunkt udtrykte bekymring om, hvor sommerfuglene er blevet af. De manglende sommerfugle var tegn på en insektkrise – og vi har en insektkrise, men det må være emnet for en anden blogpost. Symbolsk kan vi sige, at hvis sommerfugle, og andre insekter, forsvinder på grund af fx pesticider, så forsvinder sjælen fra verden.
I litteraturen er der flere eksempler på figurer, der gennemgår en krise, der medfører det totale sammenbrud, hvorefter personen genopstår – forvandlet. Et nærligggende eksempel er Gandalf i Tolkiens Ringenes herre, der forsvinder i kampen mod mod en Balrog (hans almægtige skygge?) på broen i Khazad-dûm, og senere dukker op igen som Gandalf den Hvide. Der er Odin, der må hænge på Yggdrasil, og vestens kulturbærende myte om Jesus på korset, som dør og genopstår. Så er der ikke mindst Inanna, der drager til Underverdenen for at møde dødssøsteren Erishkigal.
Men – Og. Vi må ikke glemme, at i den virkelige verden medfører den eksistentielle eller traumatiske krise flere forskellige udfald. Måske kommer vi faktisk ikke ud af krisen på en “god” måde. Måske kommer vi ud af krisen og føler os mindre eller svagere end vi var før, eller måske erkender vi, at der er færre ting vi nu kan ud fra de omstændigheder, som vi nu må leve i, som følge af krisen.
Måske kommer vi ud af krisen med tab eller sorg. Hvad enten vi har tabt en del af os selv: den vi var, den vi ønskede at være, vores unge og raske og stærke jeg. Måske indebærer krisen tabet af et elsket menneske. Måske medfører det erkendelsen af, at vi selv skal dø, snart.
Nogle gange kan krisen indebære tabet af et menneske, der på godt og ondt definerede os, og som vi derfor må lære at leve uden. Måske er det menneske os selv eller vores forestilling om os selv. Hvem vi “burde” være.
Det kan både give mulighed for sorg og – frihed. Måske er vi forandrede for altid. Ikke fordi vi noget i os er genopstået – men fordi noget i os er tabt. Og noget nyt skal opstå. Noget som er ukendt.
Det forekommer mig, at mange krisehistorier ofte handler om “det gode udfald”. Måske er er det svært at lytte til historier om kriser med et katastrofalt eller svært udfald. Måske kan det være svært at fortælle om de kriser, der ikke “endte godt”. Måske medfører det en følelse af skam ikke at have “klaret den”. Som at tabe ansigt eller tabe kontrol. Og det er svært at tale om dét. Og det medfører sorg, og måske også skam.
Jeg kender et menneske, der bliver ved med at tale ud fra en position, en situation, der er virkelig svær og som deler ud af sin erfaring – og som dermed beriger os, der læser det, uanset om vi er tæt på eller ikke. Jeg er ikke tæt på hende. Men jeg finder, at hendes mod på at fortælle om det og insisteren på at blive ved med at dele det svære er beundringsværdig. Og det betyder noget.
Vi kan opleve, at der nu er noget vi absolut må eller vil som følge af den rekalibrering, der finder sted når vores livssistuation ændrer sig, uanset i hvilken retning. At mulighedsrummet bliver mindre betyder, at vi må reorientere eller fokusere på det, der er vigtigt for os – Nu. Dét som har vist sig at være langt væsentligere end andre ting, som før forekom meget vigtige. Med indsnævringen af mulighedsrummet kan der opstå en dybde. Når vi må forholde os til færre objekter og interesser, giver det rum for større fordybelse.
Hvis vi tør åbne os for den dybde.
Jeg kommer nu i tanke om en anden af Lindgrens fortællinger, Brødrene Løvehjerte. Det er en smuk fortælling om sygdom, tab og sorg, og om ungdom, mod, broderskab og kærlighed – og bedrag. Og det er en måde – gennem fortællingen – at komme overens med det svære i livet, når det ikke “ender godt”.
Jeg tror ikke, at det betyder, at det svære bliver mindre svært. Men fortællingen, sproget og det at dele, at have nogen, der lytter omkring arnen, gør det muligvis nemmere for os at bære.