I de sidste dage har jeg tænkt på H. C. Andersens eventyr Snedronningen. I dette eventyr får drengen Kay en lille splint af et troldspejl i øjet, hvilket forandrer hans karakter og gør ham ondskabsfuld.
Jeg har tænkt på det i forbindelse med sociale medier (og AI) og hvad det gør ved os i forhold til vores menneskelighed og relationer. Det er givetvis ikke første gang nogen har set på dette eventyr med dets troldspejlsmetafor i relation til SoMe og AI. Nu gør jeg det så også.
Det er et større spørgsmål. I diskussionen blander sig både polarisering, pornoficering og perfekthedskultur, som er velkendte fænomener ved den digitale tid vi lever i. Alle tre fænomener betyder, at vi kommer væk fra hinanden og os selv. Også selv om vi kollektivt set længe har været klar over dette – ikke mindst i relation til polarisering, men også i forhold til en pornoficering1 af vores kroppe, relationer og sexliv.
Måske opstår spørgsmålet og overvejelsen, fordi jeg efter over 10 års brug af SoMe (omsider) føler mig udmattet, totalt udmattet. Min opmærksomhedskapacitet er trukket tynd som for lidt smør på alt for meget brød (som det bliver sagt i Ringenes herre).
Men de sociale medier har ændret sig – og nu er AI kommet til. Spørgsmålet er, hvad SoMe gør ved mig som menneske – og kvinde – hvis jeg anskuer det som et spejl og som et troldspejl, hvoraf jeg har fået en lille splint i mit øje.
Hvad ønsker dette spejl at projicere tilbage på mig? Og vil jeg acceptere dette?
The Mirror by William Merritt Chase, 1900.
Det er som om vi alle (eller mange af os) accepterer en projektiv identifikation af dimensioner. Eller er blevet troldbundne af det vi ser i spejlet. Men SoMe spejlet giver os et forvrænget billede af os selv, os andre og virkeligheden.
Her fokuserer jeg således på perfekthedskulturen. Med hensyn til den er jeg naturligvis også selv et mål for Metas algoritmer. Jeg er i overgangsalderen, går de ud fra, ud fra min alder og mit køn at dømme. Jeg har brug for at tabe mig og jeg har nok svært ved det, synes rationalet at være.
At begge dele er sandt gør det ikke bedre. Og det er ikke sagen underordnet – selv om det burde være det.
Således bliver jeg bombarderet med med reklamer og reels, der fortæller mig at jeg skal spise proteiner, og ikke for mange kalorier, at jeg skal styrketræne intensivt, eller danse, eller lave stoleyoga eller gåyoga. At jeg skal tage mig af min hjerne, mit hjerte, lever, nyrer, hår og hud. Og maven, især maven.
Jeg har set den samme kedsommelige opskrift på fucking overnight oat chiagrød med chokolade og græsk yoghurt et uendeligt antal gange fra forskellige influencere med lange klikkende negle. Eller proteinbarer eller one pot anretninger med trilliarder af kikærter. Eller variationer over, hvordan man lægger øjenmakeup efter de 40 eller hvis man har tunge øjenlåg.
At der er et gran sandhed i det – at jeg har behov for at tabe mig og at det er ikke nemt – betyder, at de (algoritmerne) måske kan pirke til min egen følelse af underlegenhed og af mangel – hvilket bør lede til et køb (af køkkenmaskiner, læbestifter, fitnessudstyr etc.), for det er jo det dybere rationale bag disse helvedesalgoritmer.
Og kvinder på min alder bør gøre eller købe disse ting for stadig at være “relevante”. Vi bør være interesseret i den slags indhold, fordi de taler ind i en mangel, som vi nærmest pr definition må føle qua vores køn og alder. Vi har brug for kylling og kikærter – og ting.
Jeg mener, at vi også har også brug for Andet. Eller rettere: vi er interesserede i Andet. Det Andet jeg bliver præsenteret for i mit feed, er i høj grad noget jeg selv har tilvalgt fx indhold om politik og litteratur (plus, må jeg indrømme, en del videoer med katte). Det er ikke noget algoritmerne synes at mene, at jeg er eller bør være interesseret i (jo måske kattene, fordi jeg er kvinde og single).
Ikke blot modne kvinder, men mennesker generelt, er interesseret i andre ting end de ting, der påpeger vores mangler og som vi bør købe. Alligevel får jeg nogle gange en fornemmelse af, at algoritmerne har fanget os i et spind, som vi hænger ubehjælpeligt fast i, og som ikke handler om hvem vi er, men hvad vi mangler eller bør mangle.
Jeg bruger stadig Metas produkter. Jeg kigger på Facebook, som et socialt medie, men min strøm er efterhånden blevet en reklamesøjle, mere end et sted hvor jeg kan følge mine venner. Jeg har på fornemmelsen, at jeg efterhånden slet ikke ser mange af mine facebookvenners opslag.
Og selv om jeg er klar over dette med min bevidsthed falder jeg igen og igen ind i spejlet, lader mig fange ind og “second screener” oven i købet, mens jeg ser en film på Netflix. Så får jeg en mail om, hvad jeg synes om filmen eller serien, og atter andre mails om andre ting, hvad syntes jeg om min oplevelse med Postnord eller Matas eller Nemligs chaffør. Et overload af information, der hver gang klipper endnu et lille hul i min opmærksomhed.
Det er ulideligt og det er utroligt, siger jeg til mig selv, at jeg bliver ved med at lade mig fange ind. Det er som om jeg ikke ser virkeligheden mere, men ser den igennem den troldsplint i mit øje.
Det er naturligvis ikke nyt, at algoritmerne tilpasser strømmen til, hvad de mener er vores behov – det er en gammel diskussion. Noget nyt og uvist i den problematik er, hvad AI kommer til at gøre ved vores opfattelse af os selv og virkeligheden. Der er eksempler på, at AI fungerer som terapeuter, coaches og kærester. Der er også eksempler på at AI har overtalt folk til at begå selvmord. Det fungerer efter sigende sådan, fordi det er sykofantisk – det vil sige, at det ikke taler os imod.
Og at dette sker må være udtryk for en ensomhedsepidemi – tænker jeg. Jeg kommer aldrig til at tro, at AI kan erstatte ægte menneskelig relation (eller menneskelig forestillingskraft for den sags skyld).
Hvad betyder det egentligt at være interesseret? Jeg tror, at det var Elizabeth Wurtzel, der i sin formidable lille bog Bitch Rules, længe før SoME, skrev, at det er vigtigere at være interesseret end interessant. Vi kan netop alle gøre os interessante med vores opslag og life hacks, og ved at fortælle andre hvordan de skal leve, eller hvor perfekt vores øjenskygge er.
Men hvad vil det egentlig sige at være interesseret i noget?
Det betyder at tillægge noget værdi. Det kommer af latin “inter esse” – bogstaveligt “at være imellem”. Måske – forestiller jeg mig – kan det handle om at kaste sig ud i verden eller i en sag, et emne eller et område og være i det, imellem dets forskellige bestanddele. Fordi verden er rig og fordi de fleste ting, når man ser nærmere på dem, er komplekse, vil vi opleve, at vi befinder os imellem et emnes komponenter. Hvis vi da kan udholde mangfoldighed, modsætninger og paradokser. En evne, der også synes svækket.
Og hvis vi som mennesker skal være interesseret i noget, tillægge noget værdi og handle derefter, kræver det at vi ikke oplever os selv som værende i en mangelsituation eller i en mangelposition. Fx i antagelsen om, at det er kvinder plus 50 per definition, som jeg synes at algoritmerne bliver ved med at forsøge at fortælle mig.
Fandme nej. Jeg vil stå fast i en kraftfuld, værdig position, der giver mig mulighed for at være interesseret i verden, spørgende og nysgerrig. Uanset hvad det er ved verden, jeg er intereresset i.
Samtidig med at jeg er fejlbarlig og mangelfuld og uperfekt – og udmattet.
Så opgaven må være at pille troldsplinten ud af øjet.
PS: dette indlæg er også henvendt til mænd – og kvinder i alle aldre.
- Se artiklen Det pornoficerede samfund i WA af Mette Rodgers – 23/12/25. Det er skræmmende læsning. ↩︎