“What you do makes a difference, and you have to decide what kind of difference you want to make.”
I denne uge holdt jeg mit første oplæg (om kynikerne) i en situation, hvor jeg var på udebane og ikke kendte den gruppe, som jeg holdt oplæg for. Jeg var derfor en smule usikker, men det var en god oplevelse af disse grunde:
Først og fremmest lærte jeg af spørgsmålene i forhold til, hvor jeg har nogle huller i min viden om kynikerne. Jeg var ikke bange for at sige, at det ved jeg ikke helt. Der er nogle ting, jeg skal følge op på, fx den indflydelse kynismen havde på den tidlige kristendom. Der var så andre der kom med forslag til svar, så på den måde blev det til en levende, udfoldet samtale.
Det var også en god oplevelse på den måde, at publikum var meget interesserede og diskussionslystne, så de kyniske principper blev vendt og drejet på mange måder, og de vakte genklang. Hvilket fortæller mig at det nok er noget jeg kan og skal arbejde videre med.
Det var en kilde til reflektion idet jeg tænker, at det, som jeg har på hjerte skal ud i verden og ud i samtalen, hvor der sker noget. Jeg er blevet foreslået at lave onlineoplæg (i form af videoer måske), men jeg er efter mit oplæg blevet mere interesseret i komme ud, hvor samtalen kommer i spil. Altså ud i det virkelige liv, hvor perspektiver udfoldes, holdninger brydes og refleksioner kan opstå.
Så lærte min veninde – der var sød at tage med og køre mig – og jeg en ny samtale- og refleksionsteknik der hedder en Skt. Benedikt, hvor man i mindre grupper på tur fortæller hvad man kommer til at tænke på og sammen reflekterer over stoffet. Men hvor det ikke bliver en diskussion (for/imod). Det minder lidt om en drømmematrix, men måske mere om slange- eller spiralmetoden, hvor man skiftes til at tale.
For lige at skifte spor et kort øjeblik. I denne uge døde Jane Goodall, som var en pioner indenfor naturbeskyttelse, og som er mest kendt for sine studier af chimpanser. Et af hendes citater, der i disse dage florerer på sociale medier er det som jeg har brugt som indledning.
Det citat fik mig til at tænke op, at min analytiker engang sagde til mig, at vi ikke må undervurdere den rolle, som det enkelte menneske spiller i den store helhed. At vi alle betyder noget, uanset hvor små og betydningsløse vi kan føle os.
Det handler om at beslutte os for, hvilken (stor eller lille) forskel, vi vil være i det store spil – og på hvilken måde. Det betyder ikke nødvendigvis, at vi skal sætte os for at redde verden, men at vi skal være bevidste om, at vi faktisk alle spiller en rolle i de andres liv og i verdens gang- og at den rolle – hvor lille den end måtte forekomme – betyder noget.
Og samtalen er eller kan være det rum, hvor vi kan blive bevidste om denne forskel, denne rolle. Jeg tror at vi alle har hørt om eksempler, hvor få ord fra ét menneske har ændret perspektivet for et andet. Derudover er samtalen måske det mest intime situation vi kan være i med andre, når vi ser bort fra det erotiske møde.
En anden ekskurs: her til morgen faldt jeg over et indlæg på de sociale medier, hvor nogle kommentarer gav mig lyst til at fare i blækhuset (eller snarere tastaturet) og diskutere på livet løs. Men jeg tog mig i det af to grunde. Dels fordi jeg ikke ønskede at ødelægge min dejlige lørdagsfred (ovenikøbet med regnvejr), dels fordi det ikke er det, jeg mener med samtaler. Jeg frygter , at der er fare for at mange udvekslinger på de socale medier blot er med til at polarisere endnu mere. Samtalen er noget andet og mere værdifuldt end diskussionen på sociale medier.
Og det er det, som jeg gerne vil være med til at skabe bevidsthed om.
Samtalens kraft består i, at vi – gennem dialog – kan mødes med hinanden og med os selv i både fælles og modstridende perspektiver. I samtalen udholder vi konflikt og spænding uden at blive polariserede, og vi lærer at mærke vores egne og andres grænser. Det er ikke et spørgsmål om at tolerere alt, men om hvordan vi responderer på måder, der er respektfulde og ærlige. Netop nu er samtalen vigtigere end nogensinde; den er både et individuelt og kollektivt anliggende, som skaber mulighed for refleksion, udvikling og meningsfulde forbindelser.
Samtalen hænger sammen med dannelsesbegrebet. Evnen til at udholde modsætninger – i os selv, hos vores samtalepartnere og i det kollektive er måske dét centrale i den dannelse, som tiden kalder på. Og den hænger sammen med det liberale demokrati. Samtalen som form er naturligvis så gammel som Metusalem – eller mennesket. Tænk blot Sokrates – eller tænkt på det, der med et nedsættende ord kaldes ammestuesnak, og tænk på overlevering af myter og eventyr i gennem tiden. Tænk på at det at snakke sammen har bundet os sammen til alle tider.
Vigtige elementer er: nysgerrighed, evnen til at lytte, måske endda være stille og afventende – hvilket kan være angstprovokerende i sig selv – mod, ydmyghed og eftertænksomhed.
Jeg nævner det liberale demokrati er det ideen om det i Oplysningstiden i kaffehusene og med avisen eller tidsskriftet i hånden. Og man kan mene, hvad man vil om oplysningtiden – uden tvivl gik meget tabt og meget omkring Oplysningstiden kan diskuteres. Ikke mindst troen på Fornuften.
På det billede, som jeg viste til mit oplæg af et londonsk kaffehus er der udelukkende mænd til stede, og jeg fandt også et billede hvor en herre smed sin kaffe i hovedet på sin modstander. Ingen tvivl om at bølgerne gik højt.
Men det var ikke desto mindre dér den moderne offentlige liberale samtale blev født – og i salonerne, der ofte blev holdt af kvinder.
Vi bliver i disse år advaret om Rovdyrenes tid. Det liberale demokrati synes at være en drøm (der varede omkring 80 år). Og vi er ved at gå ind i en anden, langt mere farlig periode. Ikke desto mindre eller netop derfor mener jeg, at vi er nødt til at holde fast i samtalen som form og disciplin. Og med disciplin tænker jeg ikke på samtalen som noget elitært.
Nej, jeg tænker på samtalen som noget levende og menneskeligt. Som bringer os sammen og som kan opstå, nærmest ud af intet. Som jeg forestiller mig at det er sket i dette maleri af Brendekilde fra 1893.
Når jeg skriver disciplin tænker jeg udelukkende på samtalen som en dannelsesøvelse, der gør os i stand til at holde konflikten ud – UDEN at kaste kaffen i hovedet på hinanden (det er den iøvrigt også blevet for dyr til).
Der er en kraft i ideen om samtalen og i ideen om det liberale demokrati, som jeg ikke mener at vi skal slippe, selvom vi går ind i nye tider. Det er et ideal eller et perspektiv, som vi ikke må slippe i tider hvor verden og perspektiverne bliver mere autoritære. Ja, måske endda i tider, hvor psyken bliver autoritær og mindre i stand til at udholde modsætninger.
Det er det, som jeg har forsøgt at beskrive i et essay om den demokratiske psyke.
Samtalen er for mig flere ting:
~Samtalen 1:1 med en god veninde over flere timer.
~ Eller i en mindre gruppe af venner eller hos en gruppe, der er samlet om en fælles interesse.
~Samtalen med kollegaer. I kraft af mit virke som bibliotekar har jeg haft virkelig mange sjove udvekslinger om mange forskellige emner med kollegaer i tidens løb. Et eksempel er, hvordan det kan være at elefantspidsmusen faktisk ER beslægtet med elefanter.
~ Samtalen som samtalen i det terapeutiske rum.
~ Samtalen som foredraget eller samtalesalonen, som jeg altså ønsker at udfolde mere. Og måske vil jeg omsider holde min første kaffesalon til næste år.
~ Samtalen som korrespondancen i brevform, der desværre er ved at dø ud, fordi vi ikke længere sender breve. Jeg har heldigvis haft gode korrespondancer via mail igennem årene. Det er dog alligevel ikke helt det samme som den taktile oplevelse at modtage et brev med afsenderens skrift og eventuelle kruseduller, klistermærker og tegninger.
~ Den offentlige samtale (som, medgivet, i stor stil finder sted på de sociale medier nu om stunder), som måske er den form for samtale, der er i størt fare for at blive kapret af polære positioner.
~ Samtalen mellem forfatter og læser, eller radiovært og lytter, der forhåbentlig skaber refleksion hos modtageren. Det kan også være samtalen i en gruppe af læsere om en bestemt bog.
~ Den indre samtale, der gør os i stand til at tale med os selv: at reflektere over og forholde os til os selv.
Måske får denne liste dig til at tænke på, hvad samtalen er for dig?
Samtalen er et medium, der skal holdes i live. Og hvis jeg kan gøre en lille forskel her og spille en rolle, vil jeg forsøge det.