Om at være en heltinde

I bogen The Heroine with 1001 faces¹ Tatar, Maria: The Heroine with 1001 faces, 2021 undersøger Maria Tatar, hvad der karakteriserer en (litterær) heltinde. Den er et svar på Joseph Campbells berømte bog The Hero with thousand faces² Campbell, Joseph: The Hero with thousand faces, publiceret første gang i 1949 . Udgangspunktet er at undersøge, hvordan kvinder i tidens løb er blevet frataget muligheden for tale, og hvordan kvinder kan være helte. Er muligheden kun at blive som mænd og tage sværd i hånd? – metaforisk talt.

Eller er der et sted, et glemt sted, hvor kvinder har været eller har kunnet være helte? Ja, for Maria Tatar er svaret, at det blandt andet er i fortællingen, i det at fortælle, at kvinder er heltinder. Der er naturligvis en hentydning til Scheherazade fra 1001 nats eventyr i titlen.

Jeg læste bogen på én dag og en masse fortællinger bød sig til, boblede op til overfladen. Fortællinger af forfatterinder som Angela Carter, Margaret Atwood, Doris Lessing og A.S. Byatt. Nogle af dem har genfortalt eventyr og myter, fx har Carter genfortalt klassiske eventyr og Margaret Atwood har givet stemme til Penelope. Et af de nyere eksempler er Madeline Miller’s Circe.

Tatar skriver, at eventyrene blev overleveret mundtligt mellem kvinder, først senere blev de skrevet ned og i højere grad rettet mod børn. Et godt eksempel på dette er eventyr som Blåskæg eller Fitcher’s fugl, der fortæller om, hvad kvinder skal passe på, hvad farerne for kvinder er ved indgåelse i et ægteskab. Desværre er det stadig en aktuel fortælling, og det er blandt andet derfor jeg selv har analyseret disse eventyr³ Se https://www.jungforalle.dk/wp-content/uploads/The-Demon-Lover1.pdf og https://kristinegazel.dk/wp-content/uploads/2022/01/In-the-blood-chamber-1.pdf og vender tilbage til dem igen og igen.

Det er bemærkelsesværdigt, at der er så mange metaforer for det at fortælle, der stammer fra det kvinder igennem tiden har beskæftiget sig med i husholdningen: at spinde, sy, væve. Som en kuriositet er der en etymologisk sammenhæng mellem ordene tekst og tekstil, i det de begge peger tilbage på noget, der er knyttet, fabrikeret, sat sammen, fra det latinske texere; at væve.

Og mytologien er også fyldt med fortællinger om at væve, spinde og sy. I den græske og nordiske mytologi er det moiraere og nornerne, der med tenen, tråden og kniven bestemmer menneskets livslængde. Der er utallige eksempler på sammenhængen mellem kvinders visdom og viden, arbejdet med tenen eller væven – og det at fortælle.

I myten om Arachne forvandles hun til en edderkop, da hun er bedre til at væve end selveste Athene. Det er derfor edderkoppen har sit spind. I Odysseen væver Penelope hver dag et klæde, der så tages op om natten, mens hun venter på at manden skal vende hjem, tilsyneladende for at holde frierne væk. Men det er muligvis ikke blot et spørgsmål om at Penelope er den passive, gode mor og husmor som hun ofte er blevet fremstillet – men også en kvinde der i stilhed tager skæbnen i egen hånd⁴https://en.wikipedia.org/wiki/Penelope.

John William Waterhouse: Penelope and the Suitors (1912)

Kvinder har syet, spundet, styret husholdningen, arbejdet, sået og høstet grønsager, helet de syge, passet ilden (som Hestia, der dog siges at have været stum), våget over døde, været jordemødre, kloge kvinder og urtekyndige – og fortalt. Til børnene, teenagerne, gæsterne, naboerne, de gamle. Og også til mændene – de der var kloge nok til at lytte.

Men først og fremmest til hinanden. Og dette er så blevet betegnet som kællingesnak og ammestuehistorier. I gamle dage talte man om spindesiden (kvinderne) og sværdsiden (mændene) i en familie. Hvis vi nu ser det som metaforer for forskellige diskurser, repræsenterer spindesiden det flydende og mundtlige og sværdsiden det rationelle og skriftlige.

I kulturhistorien og mentalitetshistorien blev sværdsiden vigtigere end spindesiden. Fortællingerne blev samlet ind, trykt og kanoniseret – af mænd. Og nu i det postmoderne kender vi ordet ”spindoktor”. At kontrollere narrativet har til alle tider været en væsentlig magtfaktor.

Det mundtlige er desuden konstant blevet forvandlet under selve fortællingen, fordi lytterne har været medskabende i fortællingen og har b(r)udt ind med kommentarer og spørgsmål. Fortællingerne holdt sammen på livet, på generationerne og på det sociale. Fortællingerne, samt sladderen og samtalerne om de andre, os selv og hinanden er det sociale lim, der holder sammen på det hele, også i dag. Den røde tråd. I myten om Minotaurus er det da også en tråd, der hjælper Theseus ud af labyrinten, og den gives ham af Ariadne, kvinden han senere svigter. Men det er en anden historie …

Mens jeg læste Tatars bog blev jeg ved med at tænke på et torturinstrument, som jeg havde set i en udsendelse om middelalderen. Nemlig kællingebidslet⁵Et grufuldt instrument, der dog blev brugt på både kvinder og mænd https://en.wikipedia.org/wiki/Scold%27s_bridle. Kvinder, der talte for højt, som sladrede og som ikke kunne holde kæft, fik et sådant på. Det bestod i en anordning der kunne spændes om hovedet, med en plade, der blev lagt over tungen og som kunne skade tænderne, når det blev strammet til bag i nakken. Og for mig at se er det en metafor for den måde kvinder og kvinders viden og tale er blevet gjort tavse på igennem historien.

Måske blev det ikke blot brugt for at lukke munden på kvinder, men også for at styre nysgerrighed, og det kvinder kunne tale højt om, når de vidste noget eller vidste for meget. Nysgerrighed, et træk, der ifølge Tatar karakteriserer heltinden. Det er blandt andet nysgerrighed, der hjælper heltinden i Fitcher’s fugl med at redde sine søstre. Ifølge Tatar er der på engelsk et glemt aspekt af ordet curiuos – nemlig care eller cure. At drage omsorg for noget. At spørge ind til tingene, fordi man er interesseret i og bekymret for noget, eller vil drage noget frem – tænker jeg videre.

Og det er i høj grad nysgerrighed, der driver heltinden Miss Marple – en spinster (!) – der sidder tålmodigt lyttende, umiddelbart forfjamsket og tilsyneladende ufarlig – og observerer menneskene nysgerrigt. Det er også en type heltinde, som Tatar skriver om. Kvinder, der spørger og er nysgerrige, har altid været irriterende – og farlige.

Og hvad så med i dag?

Som skrevet har en række kvindelige forfattere skrevet om eventyrerne og myterne på en anden måde, set fra kvinderne synspunkt. På den måde er myterne, fortællingerne og eventyrene igen blevet flydende – og igen relevante for voksne kvinder at lytte til og genfortælle.

Vi er heldigvis et andet sted nu, i hvert fald i vores del af verden. Kvinder taler og fortæller. Men vi skal ikke tage det for givet. Det er det ikke længe siden, at det blev sagt om en kvindelig politiker, at hun burde få et kællingebidsel på. Kvinder i den vestlige verden har fundet deres stemme og bruger den. De har fået deres eget værelse. Som ifølge Virginia Woolf⁶Woolf, Virginia: A room of ones own, først publiceret 1929 er essentielt for kvinder for at kunne skrive.

Jeg kom til at tænke på det i forlængelse af min læsning af Tatars bog. Ja, jeg har mit eget værelse. Jeg har stemme, stemmeret og frihed. Men det er jo ikke ligefrem et Elfenbenstårn. At have sit eget værelse er ikke blot et spørgsmål om et fysisk sted. Det er også en metafor for tid og ro til fordybelse.

Jeg har haft en periode, hvor jeg ikke har kunnet skrive og hvor verden bød sig til, forstyrrede, med alt muligt, med ønsker, krav og anmodninger, med rod og rengøring. Livet giver rod, tiden slipper op eller bliver brugt forkert, mennesker kommer og går, metaforisk og konkret, ud og ind af ens værelse. Jeg glemmer at tørre støv af, kan ikke finde mine ting, glemmer i momenter mig selv, bliver distraheret, har konflikter med mine børn, skal arbejde, og relatere til andre mennesker, ude i verden.

Livet er noget rod.

Det er det, som skønlitteraturen – og fortællingerne handler om. At blive distraheret. At fare vild. At gå – eller blive ført ud – i skoven uden at kunne finde hjem og i stedet møde en heks i et pandekagehus⁷ Se fx Hanne Urhøjs analyse af eventyret om Hans og Grete https://cg-jung.dk/wp-content/uploads/Essay-8-Undsagt-frisat-og-forvandlet-efter-moedet.pdf .

Skønlitteraturen handler om dette sammensurium. Måske er det derfor jeg bedre kan lide at læse faglitteratur: rodet er her, forekommer det mig, kondenseret, bearbejdet etc. Og dog handler megen godt formidlet faglitteratur også om, hvordan vi og verden bliver forstyrrede. God faglitteratur – fx Tuchman’s A Distant Mirror⁸ Tuchman, Barbara: A distant Mirror, 1987 – rummer lige så mange gode og frygtelige historier som skønlitteraturen.

Det nytter ikke noget at bruge verdens eller min egen forstyrrelse som undskyldning. Muserne ernæres netop af disse forstyrrelser, af livet selv med alle dets kontroverser, kriser, konflikter. Det gælder om at skabe rum; ikke blot konkret rum, men også et indre rum. Og fortællingerne, essayene skrives ikke blot når man skriver, men også i mellemrummene, mellem linjerne, på vej til toget, i et hurtigt glimt af inspiration midt i det hele.

At læse Tatars bog sidste weekend gav inspiration både til at læse de ovennævnte forfattere og til selv at skrive igen. Dette essay blev født i min dagbog sidst på dagen Grundlovsdag, hvor fritiden randt ud og hverdagen bankede på. Det startede med en refleksion over, hvordan og hvad jeg selv skal skrive, efter at kilden har været udtørret længe.

At skrive giver mening. At finde en balance mellem livets længselsfulde larm (eller larmende længsel) og skriveriets solitære stilhed giver mening. Jeg erkender, at jeg først og fremmest skriver for at glæde mig selv. Det er her jeg spinder min egen tråd og væver mit eget væv, som en edderkop i sit net. Det er min egen heltindedåd i mit eget lille liv.

Og nogle gange erfarer jeg at det også giver mening til andres liv og at de vil mig noget på grund af netop dét.