Om at skrive dagbog

“Siden da har jeg ikke længere følt trang til at skrive dagbog.”¹Elena Ferrante: At skrive dagbog. I: Det lejlighedsvise indfald, 2019.

Nu har jeg selv skrevet dagbog siden jeg var 11-12 år. Det vil sige i 36-37 år. Jeg holdt aldrig op med at skrive, selvom der har været kortere eller længere pauser undervejs. Jeg tilbagedaterede ikke og fyldte ikke hullerne ud med fiktion, hvilket var grunden til at Ferrante holdt op med at skrive dagbog og i stedet begyndte at skrive “opfundne historier”.

Mine historier er ikke opfundne – og de er tit gudsjammerligt kedelige og trivielle. De fleste af dem starter med at jeg drikker min morgenkaffe. Meget har handlet om hvad katten gjorde, mens jeg skrev, og jeg håber at min næste kat bliver lige så ivrig efter at hjælpe med dette morgenritual, som Ronja var.

På et tidspunkt fik jeg en gave af en mand, som jeg datede. En gave, en fin, rosa notesbog fra det tyske firma Leuchtturm med sidetal og mulighed for at lave en slags indeks, så jeg kunne finde det jeg havde skrevet igen.

Men mine dagbøger er ikke fine og pæne længe. Der er kaffepletter og blækpletter, og alt muligt andet i dem. De er tæt beskrevne med sort kuglepen på linjeret papir. Ingen billeder, ingen tegninger, ingen kreative indslag, ingen andre farver, ingen andre retninger. Det er åbenbart sådan jeg skriver dagbog, og der er en vis neurotisk tvang forbundet med det. Det bliver bare ikke det samme når jeg forsøger at gøre det på andre måder. Så det er jeg holdt op med.

De er grimme og de skal bruges og leves. De er klassiske Moleskine. Og Moleskine praler selv af at kunstnere som Oscar Wilde, Vincent van Gogh, Pablo Picasso, Ernest Hemingway, Bruce Chatwin og Henri Matisse brugte dem. Gad vide om kvinder også brugte dem?

De fleste ældre kunstværker jeg har fundet af skrivende kvinder har været kvinder, der skrev breve, snarere end dagbøger eller bøger. Men kunsten at skrive dagbog er lige så gammel som selve skrivekunsten. Dog startede denne genre som regnskabsbøger og udviklede sig senere til at være af langt mere privat karakter. Mon ikke kvinder i høj grad har skrevet dagbøger i tidens løb.

Master of the Female Half-Lengths: Lady writing at a desk (tidligt i 1500-tallet)

Men, ak, min flirt havde altså fuldstændigt misforstået det rationale der ligger bag min dagbogsskrivning. Jeg har ikke den mindste lyst til at gå tilbage og læse det jeg har skrevet,  medmindre der er en idé til noget andet gemt et sted i mine tanker. Hvilket der sjældent er.

Jeg skriver ikke for at huske, men for at glemme.

Jeg skriver ikke for at holde fast, men for at kunne slippe. Jeg skriver sjældent for at se i øjnene, men for at kunne undgå. For at kunne efterlade tankerne på papiret, mellem siderne og selv flyde ud i verden, lettere, muligvis.

Min første dagbog var en telefonbog, hvor jeg skrev på linjeret papir og klistrede det ind i bogen. Jeg skrev endda ikke som mig selv. Jeg havde et alias, et pseudonym, en persona – der ikke var mig. En opfunden entitet. Men derefter begyndte jeg at skrive som min mig selv. Men formålet var og har altså altid været en slags flugt, eller en lettelse af mit hjerte.

Der er for mig blandt andre især dette centrale formål med at skrive dagbog: en enkel, banal katarsis. Og jeg kan absolut anbefale enhver at skrive dagbog, også fordi der er det sanselige i at sidde med en pen og skrive i en bog, i stedet for en skærm og et tastatur, som nu. Og ikke mindst det med at have sig selv i et eget sted. Kan man ikke have et et helt værelse, som en berømt dagbogsskrivende kvinde²Virginia Woolf: Sit eget værelse, anbefalede andre kvinder, der ville skrive – kan man dog have en bog. Og hele ideen med at skrive dagbog er jo også intimiteten, at have noget helt for sig selv. Et helle, et hemmeligt sted. Afsondret fra verden.

Jeg kan anbefale enhver at skrive dagbog, af alle mulige årsager og jeg kan pege på Tristine Rainers fantastiske bog The New Diary³Tristine Rainer: The New Diary: How to Use a Journal for Self-Guidance and Expanded Creativity, 2004,hvis man ønsker flere grunde og inspiration til at begynde at skrive dagbog.

For der er jo ingen ikke grund til at være en lige så uinspireret og uinspirerende dagbogsforfatter som jeg. Og hvem ved, måske begynder du at udfylde hullerne med noget, lige som Ferrante?

NB: Dette er tredje afsnit i mine causerier, hvor jeg skriver med udgangspunkt i Elena Ferrantes klummesamling Det lejlighedsvise indfald. Disse små tekster vil som udgangspunkt blive publiceret hver tirsdag eller onsdag.