Om angst

Måske er bange menneskers raseri det, der må frygtes allermest.”1Elena Ferrante: Angst. I: Det lejlighedsvise indfald, 2019.

Ferrante skriver om det hun er bange for og har været bange for gennem livet. Og hvordan angsten for hvad der kan ske med hendes børn, kan gøre hende rasende – og dette raseri forskrækker de selvsamme børn.

Jeg spekulerer på, hvad jeg selv er bange for. Noget af det jeg lige nu er bange for er eventuelle eftervirkninger af corona, fordi mange af de eftervirkninger der er har at gøre med tab af kognitive evner. Dét gør mig bange. Måske endda mere bange end at mine gigtsmerter skal forhindre mig i at kunne leve. Det gør mig ikke så meget at jeg næppe kommer på lange vandreture i Schweiz, selvom jeg ønskede det på et tidspunkt. Men ikke at være i stand til at kunne læse eller skrive er det der skræmmer mig mest.

Derudover har jeg altid været bange for at blive forladt. Det har at gøre med min personlige historie. Nu spekulerer jeg på, om min dyrkelse af ensomheden er et værn mod angsten for at blive forladt. Ensomheden er paradoksalt nok en mindre trussel end selve det at blive forladt, selvom man skulle mene at den vil være resultatet af den.

På et mere konkret plan er jeg bange for fluer. Ikke edderkopper, de skræmmer mig i mindre grad (i hvert fald de fleste edderkopper). Jeg er også bange for højder. I Paris kunne jeg drage ned i dybet, ned i katakomberne – mens jeg ikke kunne få mig selv til at entrere Eiffeltårnet. Højder gør mig svimmel og giver kvalme.

Men det at være bange for noget er naturligvis ikke det samme som at have angst eller være angst. Heller ikke i den eksistentielle kierkegaardske betydning af ordet. Angst er sjovt nok et af de ord, det danske sprog har givet verden, sammen med ordet ombudsmand. Om der er en sammenhæng kan man så overveje nærmere.

Angsten er hos Kierkegaard et eksistensvilkår, der hører med til det at være menneske. I vore dages samfund lider flere og flere mennesker, og desværre også helt unge mennesker, af angst. Angsten er blevet en sygdom. Måske er vores kollektive tolerance overfor ting, der kan virke som trusler blevet mindre.

På et tidspunkt hørte jeg mig selv sige, at ingen nogensinde er døde af en følelse i sig selv. Man dør ikke af være angst eller vred eller sorgfuld. Jeg ved faktisk ikke om det er rigtigt. Så vidt jeg ved er det blevet påvist, at man er i større risiko for at dø hvis man lige har mistet en langvarig ægtefælle. Man kan dø af sorg. Man kan lide af “broken heart syndrome” som er en midlertidig tilstand, der føles som et hjerteanfald og som skyldes stress eller ekstreme følelser.

Human heart diagram from Outlines of Human Physiology, 1834

Min intention med at sige det var dog, at følelsen i sig selv ikke nødvendigvis er farlig – men de handlinger de kan afføde, kan være farlige for en selv eller andre. Ferrante skriver om, hvordan angst avler aggression. Og hvordan hun for at undgå denne aggression langsomt lærte sig at acceptere frygten, fordi hendes nærmeste blev bange for aggressionen, for hendes raseri. Jeg kan selv lide af ubændigt raseri, der gør mine børn utilpasse.

Men når jeg løfter blikket fra det personlige raseri og tænker på implikationerne af det Ferrante skriver i det korte citat, kan jeg ikke lade være med at tænke på om det der ligger til grund for al det raseri vi tilsyneladende er vidne til i disse år, skyldes angst. Og vi skal være bange for det raseri og den polarisering, som den medfører.

Verden synes at blive mere og mere kompleks og uigennemsigtig. Det afføder angst – og dette igen vrede – eller raseri. Om det vil jeg skrive en anden god gang.

For Ferrante rammer en nerve.

NB Dette er andet afsnit i mine causerier, hvor jeg skriver med udgangspunkt i Elena Ferrantes klummesamling Det lejlighedsvise indfald. Disse små tekster vil som udgangspunkt blive publiceret hver tirsdag eller onsdag.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *