“Never fool yourself into thinking “that may have happened over there, but of course it can’t happen here.” Everything can happen, always, everywhere. The unimaginable did happen, is happening, and will keep happening – here, there, and everywhere. Historical consciousness means being conscious of that fact. As we learn and are being taught less and less about history, we become more and more vulnerable to it.”1Wouter J. Hanegraaff, Facebook, 25/9/22.
Hanegraaff er religionshistoriker med speciel interesse i det okkulte. Det vil sige det som er blevet udgrænset fra mainstream viden og religion i historiens gang. Det er ikke interessen for det okkulte i sig selv der er interessant for ham, eller religion, men hvad definitionen af begge siger om den vestlige kultur, baseret på det, den har udgrænset2https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/0048721X.2019.1681103?fbclid=IwAR23F6yDFwpkEOd8JZnoJ-GXu1JUU24bwIpsrhqeWQIqS48QkAsDg63upSg&. Det er vigtigt at have sig dette for øje.
Men i det ovenstående citat skriver han om det, der foregår i Iran i disse dage og uger, hvor en ung kvinde, Mahsa Amini, er blevet dræbt for ikke at gå med hijab, og hvor kvinder – og mænd – nu er i oprør mod styret.
Alt kan foregå alle steder, som Hanegraff skriver, selv det vi har allermest svært ved at forestille os, kan foregå alle steder, til alle tider. Og det er dét vi kan lære af historien. Det er det det vil sige at have historisk bevidsthed. Holocaust er et glimrende eksempel på, at noget man ikke troede muligt netop skete. Belgiens terrorregime i Congo under Kong Leopold II er et andet. Tilsvarende har den amerikanske forfatterinde Margaret Atwood sagt, at intet af det der foregår i hendes roman Tjenerindens fortælling er noget hun har fundet på. Alt det der gøres mod kvinder i romanen, er blevet gjort mod kvinder i tidens løb.
På de hjemlige breddegrader kan der ske en forringelse af de humanistiske og samfundsfaglige uddannelser. Her skriver Svend Brinkmann:
“Nu barsler regeringen så med planer om, at syv ud af ti studerende på humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser skal have forkortet deres kandidatuddannelse med et år. Måske er det omkostningsfrit i det brede vælgerhav, men som samfund vil det gøre os dummere, mindre kvalificeret kritiske, mindre bevidste om vores historie og placering i verden. Det er store omkostninger. De humanistiske studier og uddannelser, der bliver beskåret, er dem, der hjælper os til at forstå os selv og andre, udvikle demokratiet og befordre oplysning og kritisk tænkning. Man kan få tanken, at disse færdigheder slet ikke anses som vigtige“3Svend Brinkmann, Facebook 22/9/22.
For en uge siden sad jeg på biblioteket og kiggede på en bog om Renæssancens verden 4Renæssancens verden, Århus Universitetsforlag, 2006. Den er skrevet af forskere på Aarhus Universitet og baseret på en høj faglighed, mens stadig formidlet på et niveau, hvor vi alle kan være med. Hele formålet med udgivelsen er netop at formidle viden om renæssancen og dens betydning for os i dag. Der er udgivet tilsvarende bøger om blandt andet antikken og middelalderen. Jeg sad og læste kapitlet om brevskrivning.
Her kan man måske argumentere for, at brevskrivning netop, som følge af den teknologiske udvikling og sms’ernes og e-mailens fremkomst er en uddød genre. Så hvordan kan det være relevant for os i dag? Mere relevant kan det måske være at vide noget om hvordan synet på videnskab og krop var i renæssancen, fordi det siger noget om medicinens udvikling som videnskabelig disciplin. Som et interesseret og dannet menneske mener jeg, at viden om brevskrivningens kunst i antikken og renæssancens verden dog er vigtig, ikke mindst fordi det siger noget om, hvad der er gået tabt – hvad vi mangler. Nu udtrykker vi os ikke med ord, men med emojier. Men går der ikke noget tabt, når vi mister evnen til at bruge sproget til at udtrykke os – og i stedet bruger tegn. At vide hvad der er gået tabt er også en form for dannelse.
Et andet eksempel er Trediveårskrigen, som fandt sted, mestendels i Europa i årene 1618-1648. Hvor mange af os tænker mon på denne krig, som den første moderne krig, der blandt andet medførte at det Habsburgske imperium faldt i grus, og blev det vi i dag kender som Østrig, og at Nederlandene løsrev sig fra Spanien? Det er naturligvis meget groft ridset op. Det var en kompliceret konflikt, både kollektivt, politisk og individuelt.
Krigen tegnede Europa i tidlig moderne tid, og som navnet på Peter Paul Rubens værk indikerer, havde krigen konsekvenser, som vi kan lære af i dag.
Peter Paul Rubens: Krigens konsekvenser eller Krigens rædsler (1638-1639)
Uanset om det forekommer relevant eller ikke for os i dag, er det min pointe at adgangen til denne viden er vigtig i sig selv. Hvis vi som kollektiv skærer ned på produktionen af viden om tidligere tider, hvis vi skærer i universiteternes budgetter og de humanistiske og samfundsfaglige uddannelsers længe og lødighed vil adgangen til viden for borgerne i det demokratiske samfund i det hele taget blive forringet. Der vil være mindre at vide, mindre viden til rådighed og vores dannelseshorisont vil blive smallere.
Jeg ved ikke om det er intentionen fra lovgivernes side. Jeg ved ikke om det er fordi de selv mangler dannelse, kundskab og indsigt, og derfor ikke kan se relevansen af disse i et videnssamfund. Som Brinkmann skriver er det som om, at sådanne færdigheder ikke anses for at være vigtige.
Eller om det er fordi de faktisk ønsker at vi borgere skal være dummere, så vi i stigende grad bliver dårligere til at holde øje med politikerne og de politiske institutioner. Jeg begynder at tro at det netop er tilfældet, når der skæres ned på kerneprogrammer som fx Orientering i DR, mens der sættes penge på Gift ved første blik.
Det væsentlige er ikke udelukkende at vide noget om et givet emne i sig selv. Selvom det naturligvis er berigende at tilegne sig viden om et men der interesserer én. Hvordan man skrev eller burde skrive breve i renæssancen og antikken er måske nok en nicheviden. Det samme gælder de militærstrategiske finesser ved Trediveårskrigen.
Det er heller ikke min pointe at vi alle skal vide noget om det. Min pointe er som nævnt at vi alle skal have adgang til at tilegne os kundskab. Og at der produceres viden i samfundet, som vi kan skaffe os adgang til. Og forudsætningen for det er at der gives adgang til uddannelse, til bøger og andre materialer på bibliotekerne, til kritisk journalistik og public service på DR, til kunst og formidling om historie og kulturhistorie på museerne.
Viden, information, kundskab, uddannelse og dannelse skal være tilgængelige i et demokratisk samfund. Hvis vi mister viden, dannelse og evne for historisk bevidsthed og forståelse, bliver vi, som Hanegraff, skriver sårbare. I første omgang bliver vi sårbare over for misbrug af magt. Desværre har der under den nuværende regering været eklatante eksempler på misbrug af magt. I næste skridt bliver sårbare overfor forbrydelser mod mennesker begået for at tilegne sig og holde på magt. Som vi ser det nu i Iran og mange andre steder.
Måske er vi nu ved at gøre viden, dannelse, indsigt, kundskab og bevidsthed om historien til udgrænsede områder i den offentlige sfære?