Sensommeren går på hæld, og jeg er omsider kommet rigtigt ind i skriveprocessen med at skrive min sidste afsluttende artikel/essay på min analytikeruddannelse på Jung Instituttet.
I går satte jeg mig for at finde ud af, ved hjælp af indexet, hvor og hvad Jung skrev om Skyggen i hele værket (der vil komme mere om dette og emnet for artiklen senere) og sætte referencer, citater og egne noter ind i et dokument til senere brug.
Det er en omstændelig opgave, som hører med til det akademiske arbejde – med at få styr på referencerne og forstå det Jung rent faktisk skrev i kontekst.
Det synes jeg især er vigtigt i disse år, hvor det er nemt at få AI til at producere tekst og referencer, og hvor det ene Jung-“meme” efter det andet spyttes ud. Nogle gange synes disse Jung-memes at handle mere om og reproducere tankegods fra New Age-bevægelsen1 ved at misbruge eller misforstå Jung – end egentlig at forstå ham i dybden. Og her er Skyggen central.
(Og når jeg skriver det Jung “rent faktisk skrev”, så er der en helt ny kritisk udgave af C. G. Jungs værker i 26 bind undervejs med nye oversættelser og videnskabelige kommentarer fra Princeton University Press med Sonu Shamdasani som ledende redaktør.)
Men det er også på mange måder kedeligt arbejde, og jeg fik hurtigt en voldsom hovedpine, som dels skyldtes modstand mod opgaven og dels at jeg burde skrue lidt ned for lyset på min skærm eller bruge mine skærmbriller. Under alle omstændigheder lagde jeg mig under dynen med lukkede øjne for at få hovedpinen til at forsvinde og lå næsten helt stille i omkring en time.
Men på det indre plan foregik der en hel masse arbejde. Min hjerne begyndte at køre løs med alle mulige tanker og ideer og mulige fortolkninger i forbindelse med artiklen. (Heldigvis fik jeg fanget de feste tanker på pink post it-mærkater. Nu er opgaven så at finde mening og sammenhæng i det).
Illustration fra det alkymistiske manuskript Cabala Mineralis,
“Our mercury. The living pontic water”
Jeg kalder det at skrive uden at skrive. Og det er en væsentlig del af den kreative proces, at lade det emne, som man skal skrive om, arbejde i sig som stoffet i en kolbe. Også når man ikke skriver, når man drikker sin morgenkaffe, kører i s-toget eller tager brusebad. Eller simpelthen at lægge sig ned og lade det strømme igenne sig som et indre brusebad, som jeg gjorde i går. (Det er også et velkendt kneb, når man er fastlåst at foretage sig noget andet for at få gang i den kreative strøm).
Det er ligeså vigtigt som den omstændelige proces med at finde og forstå referencer. Begge dele har blot den ulempe, at man kan forledes til at føle at man ikke producerer noget, fordi man ikke helt konkret skriver. Og derfor skippe begge dele. Men begge dele er vigtige.
Arbejdet med citater, referencer, kontekst er det der giver skelettet til teksten, mens “kolbearbejdet” er det der giver teksten liv og fylde, kød og blod. Det er det der gør den levende og det der gør, at læseren kan mærke, at det betyder noget – at det ikke blot er noget man har skrevet, men også noget man har levet og som er levende for og i forfatteren.
Forfatteren er selv kolben.
- Se fx David Tacey: Jung and the New Age. 2001 ↩︎