Brev til mænd
Min kommentar i Berlingske for nogen tid siden om at mænds vrede mod kvinder er voldsommere og farligere end omvendt affødte adskillige modargumenter.
For eksempel, at jeg polariserer, når jeg italesætter mænds vrede mod kvinder som mere farlig end omvendt. Og at jeg anvender ”feminin argumentation”, når jeg opfordrer mænd til at lytte. Jeg ved ikke, hvad ”feminin argumentation” er, men det svarer, tænker jeg, til den klassiske retoriske appelform patos. Her appellerer afsenderen bevidst til modtagerens følelser – på baggrund af fakta (logos). Det græske ord patos (Πάθος) betyder “lidelse” eller “erfaring”. Jeg ser det som en appel til lytteren om at stille sin egen erfaring og lidelse til rådighed som klangbund i et felt, hvor der kan og tør lyttes.
Dertil kommer, som et tredje punkt i dette essay, en overvejelse over forskellige kommunikative herskerteknikker og at kvinder trækker sig fra den offentlige samtale – og hvilken demokratisk betydning det har.
Et paradoks
Jeg har brugt nogen tid på at forholde mig til beskyldningen om at polarisere og hvad polarisering er. Jeg satte mig i en sårbar situation, idet jeg allerede selv indledningsvist italesatte polarisering negativt. Gode og garvede samtalepartnere gav mig rådet, at jeg skulle polarisere så meget jeg vil!
Vi lever i en polariseret verden og det kan være nødvendigt at sætte ting skarpt op mod hinanden.
Det kan være nødvendigt at trække nogle streger op. Fx ved at sætte en skarp modsætning op overfor tendenser og kræfter, der forsøger at indskrænke vores liberale rettigheder, som det var mit ærinde i både min kronik[i] og min kommentar[ii].
Men er det mon muligt at tale om og i modsætninger, uden at det bliver til polarisering eller beskyldninger om at polarisere? Befinder vi os i en virkelighed, hvor alle modsætninger og modargumenter, der trækker nogle streger op fortolkes som polarisering, fordi vi har fået sværere ved at holde modsætninger ud?
En anden samtalepartner kom med det bud, at det først er når vi udråber den, vi diskuterer med og argumenterer mod som værende forkert eller ond, at vi kommer over i polariseringen. Altså dér, hvor vi ikke kan rumme modsætningen.
Farlig vrede
Når jeg italesætter det faktum, at mænds vrede mod kvinder generelt er farligere end omvendt, kommer bortforklaringerne rullende som en gletsjer, der skubber muligheden for samtale væk. Bortforklaringerne lyder således: “mænds vold i parforhold er ikke så betydningsfuld” (underforstået at det ikke er værd at tale om, fx er der også kvinders partnervold mod mænd).
Som udgangspunkt talte jeg ikke om vold i parforhold. Jeg talte om, at mænds vrede mod kvinder generelt er mere farlig end kvinders vrede mod mænd. Men ikke desto mindre: mænds vold i eller efter et parforhold er også mere personfarlig end kvinders.
Og som svar på argumentet, at mænd også begår vold mod mænd: ja, mænd er mere voldelige end kvinder. Mænd er mere (personfarligt) voldelige – både mod kvinder og mod mænd. “Kvinder er mere udsatte for vold i nære relationer end mænd, særligt når det gælder alvorlig og gentagen vold. Mænd udsættes derimod oftere for vold fra fremmede. Størstedelen af den vold, der foregår i nære relationer, herunder grov vold, seksualiseret vold og partnerdrab, begås af mænd”.[iii] Og mænd er overrepræsenterede på visse alvorlige parametre såsom misbrug, ensomhed og selvmord.[iv]
Der ligger et stort arbejde i det maskuline felt.
I øvrigt spurgte jeg en ung kvinde om grunden til, at unge kvinder nu tilsyneladende er mere vrede mod unge mænd. Hendes svar var helt enkelt, at de nu kan være vrede: de lever nu i en tid og en verden, hvor det for unge kvinder er legitimt at give udtryk for vrede. Så det betyder ikke, at unge kvinder er blevet mere vrede – det betyder at der nu er et rum, hvori de kan kommunikere det!
At tale udenom
Men der er stadig et stykke vej endnu.
Andre argumenter kan parafraseres således: ”de mænd, som jeg kender, er ikke voldelige eller nedværdigende over for kvinder. Jeg er ikke på den måde. Eller mine venner. Eller det har jeg ikke lagt mærke til. Derfor er det ikke et problem.”
Så hver gang jeg som kvinde skal sige noget eller påpege et problem, betyder det, at jeg først skal sige #notallmen. Det er trættende. Jeg skal undskylde og pakke ind på forhånd.
Sagen er, at nogle mænd er på den måde. Og ja, du kan som mand fraskrive dig ansvar for andres adfærd. Det er ikke dit personlige ansvar. Men det er et kollektivt ansvar. Du kan sige fra, når din ven, bror, fodboldkammerat, golfpartner eller kollega opfører sig dårligt (for at sige det mildt). Og du kan åbne øjnene. Og ørerne.
Feminin argumentation
Så er der det med den ”feminine argumentation”.
Hvad er feminin argumentation, udover at det af de tre appelformer svarer til patos? Der synes i ideen om feminin argumentation at være tre bevægelser eller trin ud fra, hvad jeg kan analysere mig frem til i denne skabelonagtige model:
- Kvinden beder manden om at lytte
- Kvinden underkender manden, når han kommer med definitioner, forslag, løsningsmuligheder eller forklaringer – i stedet for at lytte
- Manden vurderer, at der er ikke plads til uenighed i feltet, og han føler sig fanget
Det går skævt ved punkt 2. Jeg tror, at det handler om forskellige definitioner på, hvad det vil sige at lytte. For det der sker i dét felt kunne være, at manden kommer med en løsning, eller sit perspektiv eller sin oplevelse. Det er jo helt fint, men det er ikke det, som kvinden efterspørger på dette trin i kommunikationen. Hun efterspørger, at manden oprigtigt lytter – herunder evner at være det sted, hvor det gør ondt. Fx at han udholder det faktum, at mænds vrede mod kvinder er farligere end omvendt.
Hvis noget ikke kan udholdes, udsiger manden en forklaring, en definition eller en oplevelse, i stedet for at der oprigtigt bliver lyttet. Kvinden ønsker ikke en definition – hun ønsker et rum. Når definitionen, perspektivet, oplevelsen derfor afvises, oplever manden, at der ikke bliver lyttet til ham, at der ikke er plads til hans synsvinkel, oplevelse eller følelse. Og at der ikke er plads til uenighed.
Så bliver kvinden afvist med, at hun anvender ”kvindelig argumentation” – eller at hun ”forhåndsafviser”, (som nogen mente, at jeg gjorde). Men manden har allerede her forhåndsafvist: at lytte, og at (turde) træde ind i feltet.
Så stopper samtalen.
Herskerteknikker
Beskyldningen om at polarisere, bortforklaringerne (notallmen, whataboutism), grebet med den ”feminine argumentation” og ”forhåndsafvisningen” er alle udtryk for kommunikative herskerteknikker, der dybest set handler om at få kvinden til at tie. Det er med andre ord ”argumenter mod kvinder”[v].
Eller kort og fyndigt: “Ti stille og vær pæn.”
“[I]f we revert to history, we shall find that the women who have distinguished themselves have neither been the most beautiful nor the most gentle of their sex.”
Mary Wollstonecraft, den første feminist, 1759-1797
Formålet er – eksplicit eller implicit, bevidst eller ubevidst – at underkende kvinden som en politisk og retorisk agent, der har ret til og mulighed for at anvende de klassiske retoriske kommunikationsstrategier: at have etos (pålidelighed, etisk ansvarlighed og troværdighed), logos (at have styr på faglighed og fakta) og patos (retten til at påvirke gennem argumenter). En anden herskerteknik, som Kasper Støvring – i den kommentar, jeg svarede på – benyttede sig af, var påstanden om at unge kvinders vrede gør dem ulykkelige og dermed underkende deres vrede som et gyldigt udtryk for deres situation[vi]. Endnu en herskerteknik er at interessere sig for hvilket tøj, kvinder går i, hvor mange børn de får og deres sexliv etc[vii].
Helt andre og voldsommere herskerteknikker handler om at stalke kvindelige debattører, og at true med vold og voldtægt på personlige profiler. Fagbladet Journalisten har skrevet om dette med udgangspunkt i at en fremtrædende kvindelig debattør valgte at trække sig[viii]. Det drejer sig ikke blot om fremtrædende kvindelige debattører og politikere. Også almindelige, ikke kendte eller fremstående kvinder har mindre lyst til at deltage i debatten.
Når disse herskerteknikker anvendes, forstummer kvinders stemme.
Men kvinders rettigheder og stemmer er kanariefuglen i kulminen. Når de er under pres, så kommer alle(s) frihedsrettigheder under pres.
Min pointe er, at der er et spektrum, der strækker sig i en skala fra tilsyneladende uskyldig mansplaining og patronisering til helt andre strategier. Det er et alvorligt demokratisk problem.
[i] https://www.berlingske.dk/kronikker/den-unge-digter-kaldte-de-frigjorte-kvinder-et-symbol-paa-vestens-undergang–det-er-noget-sludder
[ii] https://www.berlingske.dk/synspunkter/maaske-er-unge-kvinder-ikke-vrede-paa-grund-af-deres-syn-paa-verden–men-paa-grund-af-verdens-syn-paa-dem
[iii] https://www.social.dk/voksne/vold-i-naere-relationer/viden-og-temaer/koen-og-vold
[iv] https://psykiatrifonden.dk/om-os/mener-psykiatrifonden/blind-vinkel-paa-maends-psykiske-problemer
[v] https://www.saxo.com/dk/argumenter-imod-kvinder_birgitte-possing_indbundet_9788793604186
[vi] https://www.berlingske.dk/synspunkter/maaske-er-unge-kvinder-ikke-vrede-paa-grund-af-deres-syn-paa-verden–men-paa-grund-af-verdens-syn-paa-dem
[vii] https://www.berlingske.dk/samfund/de-sportslige-barnloese-kvinder-er-overalt-i-bybilledet-for-den-unge-hoejreorienterede-digter-symboliserer-det-vestens-forfald
[viii] https://journalisten.dk/debattoer-traekker-stikket-danske-medier-skal-vaere-bedre-til-at-stoette-debattoerer/