Om AI og det imaginære - Kvintessensen

“AI has just hacked the operating system of human civilization.”¹

I dette essay vil jeg udfolde nogle tanker om kunstig intelligens. Og hvori den egentlige fare ved det består. Jeg tror ikke at faren er, at kunstig intelligens (herefter forkortet AI) bliver klogere end os. For jeg tror ikke, at den har det, der skal til. Den menneskelige intelligens, psyke og bevidsthed er langt mere facetteret og kompleks end den nogensinde kan blive. Og her taler jeg ikke engang om sjæl – endnu.

Jeg tror at faren er, at vi glemmer os selv og vores egen kapacitet for det imaginære i mødet med den. Ikke blot individuelt, men kollektivt.

Jeg vil ikke påstå, at jeg skriver sandheden om AI. Så meget desto mere, fordi ingen af os kan kende sandheden om det på nuværende tidspunkt. Dette essay er snarere en hermeneutisk øvelse. En bevægelse rundt om et emne, der optager mig. Og jeg kommer ikke hele vejen rundt i første forsøg, sandsynligvis aldrig. Jeg vil heller ikke gå ind i den aktuelle debat om, hvorvidt og hvordan det er en fare for hele menneskeheden eller ej. Der er mange opfattelser af dette.

Imagination

Jeg vil pege på de to områder, hvor jeg mener at vi skal være opmærksomme i forhold til AI. Det ene er sproget – det andet er sjælen. Og disse to ting hænger sammen med imaginationen .

Et af de kritikpunkter², der er blevet rejst i forhold til sprogmodellen ChatGPT, som kan siges at være ét, om end begrænset, udtryk for AI, er at det kan medføre udbredelsen af fake news og give anledning til problemer med plagiat. Det er selvindlysende, at det at vi ikke ved, om noget er sandt eller hvem der er ophavsmanden til en tekst, er et stort problem. Og det er set fra modtagersiden af en afsendt tekst eller budskab. Man kan forvente, at en langt højere grad af kuratering og deklarering af kunstneriske produkter bliver nødvendig i fremtiden.

Men hvad sker der med vores evne til at selv at tænke og skrive og skabe sprog og indre billeder, hvis vi i stadig stigende grad beder en sprogrobot om at gøre det? Eller med andre ord, hvad sker det med imaginationen? Denne menneskelige erkendelsesform, som vi næsten havde glemt, men som vi som kultur måske er ved at komme i tanke om igen?

Tekst

Jeg spurgte ChatGPT om den kunne give mig nogle forslag til essays om emner som eros, tarot, eksistens. Altså emner som interesserer mig, og som jeg under alle omstændigheder gerne vil skrive om. Jeg blev mildt forbløffet over kompleksiteten i de forslag den stillede, og tænkte, at skulle jeg rent faktisk skrive disse essays, ville det være en kompliceret opgave og tage meget lang tid. Jeg kunne selvfølgelig blot bede den om at skrive disse essays for mig, og så kunne jeg tilrette sproget og lægge det op her. Jeg kan endda lære den at skrive som mig, hvis jeg uploader mine tekster til den.

Win-win, kunne man tænke. Og hvad er problemet? Utallige mængder tekst vil blive skrevet på den måde. Og studerende gør det allerede, ligesom studerende helt op til ph.d.-niveau i flere år har udliciteret opgaveskrivningen til ghostwriters ³

En masse tekst vil blive produceret i de kommende år, som ikke blot er produceret af mennesker, men også af maskiner. Indtil nu bygger deres svar på menneskeskabt tekst, men i stigende grad vil de bygge på anden maskingenereret tekst. Vi vil med andre ord blive druknet i tekst. Det bliver en sand textpocalypse:

“We may quickly find ourselves facing a textpocalypse, where machine-written language becomes the norm and human-written prose the exception”.⁴.

Udover den uoverskuelige mentale udfordring i at skulle forholde os til, indeksere og styre al denne tekst, er der også håndgribelige fysiske udfordringer forbundet med det. Det kræver energi. Teksten er ikke vægtløst svævende over os. Desværre har vi en opfattelse af, at al den tekst, der produceres online netop er vægtløs: at den ligger i en sky. Det er en af de mest vellykkede og vildledende metaforer, der skabt af bigtech. Hvis skal holde os til skymetaforen er det lidt af en tordensky eller endog en orkan, der truer. Måske et mørke som det, der ramte verden i år 536.

Det menneskelige

Er svaret så at vi skal holde op med at skrive? Naturligvis ikke. Snarere tværtimod. Der er tre aktiviteter, som efter min mening gør os genuint menneskelige. Ja, der er naturligvis andre, men de er ikke interessante i denne kontekst. At tale med andre mennesker, at skrive og at læse. Hertil kunne man tilføje: at lytte. På sin vis er det at lytte forudsætningen for alle de tre nævnte aktiviteter.

Jeg har ikke lyst til at bede maskinen om at skrive essays ud fra de 10×3 forslag, som den gav mig. Hvorfor? Fordi jeg godt kan lide at skrive. Og jeg tror at grunden til at jeg godt kan lide at skrive er, at det giver mig noget. Ikke blot i form af anerkendelse fra de, der læser det jeg skriver og eventuelt kommenterer eller reflekterer over det. Selve det at skrive giver mig en følelse af glæde og flow for mig selv.

Hvorfor eller måske snarere: hvordan? Fordi jeg kan lide at skabe forbindelser og indre billeder i min bevidsthed. Én ting er at det konkret gør noget ved hjernen, når man skriver. Men hjernen er ikke bevidstheden i sig selv. Når jeg skriver, danner jeg forbindelser, jeg lægger spor i min bevidsthed. Jeg sætter mig ind i et stof og danner mig nogle tanker om det. Jeg formidler dette i lige så høj grad til mig selv som til mine eventuelle læsere. Jeg skriver for at forstå verden og jeg skriver for at lære mig selv om verden. Hvis mine læsere også bliver oplyste, berigede eller kommer til at reflektere over det, som jeg skriver – så meget desto bedre.

For mig at bruge en metafor: hvert indlæg, jeg skriver et puslespil, hvor jeg prøver at finde et mønster ved at lægge forskellige brikker. Nogle gange lykkes det bedre end andre gange.

Jeg skaber et imaginært rum, som jeg kan bebo. Jeg skaber plads til sjælen og kommunikerer i den forstand med min sjæl, når jeg skriver. Hvis jeg bad maskinen om at gøre det, ville jeg gå glip af oplevelsen af skrive, oplevelsen af at forstå. Jeg ville miste muligheden for at skabe netværk ved hjælp af ord, og jeg ville gå glip af muligheden for at kommunikere med sjælen i mere end én forstand.

Så faren – eller en af mulige farer – ved AI (som det er nu) er det i endnu højere grad kan få os til at glemme det menneskelige felt. Sjælens rum, det imaginære. Eller det giver os mulighed for at glemme det. Hvis vi vil.

Sjæl

Du vil måske nu spørge, hvad jeg mener med sjæl. Og det er virkelig et godt spørgsmål. Idet jeg læner mig op ad en gigant, vil jeg definere sjæl ikke som en substans, men som et perspektiv⁵, eller som det i os, der danner billeder:

“And third by soul, I mean the imaginative possibilities in our natures, the experiencing through reflective speculation, dream, image and fantasy – that mode which recognizes all realities as primarily symbolic or metaphorical.”⁶

James Hillman brugte en stor del af sit liv på at tale om sjæl. Og om at skabe sjæl – at give plads til dette i vores liv, ikke blot i vores liv, men i verdens liv. Når vi opfatter sjæl som et perspektiv, snarere en substans, kan vi ikke længere tale om at være en sjæl eller at have en sjæl. Sjælen er snarere en form for medskaben af verden, en kreativ udfoldelseskraft. Eller det at bruge vores sansninger på en bestemt måde i væren og i verden. Det er både opfattelse og opmærksomhed – ud i verden og ind i den indre verden. Sjælen er måden, hvorpå vi er i verden.

Sjælen er psykens kapacitet for det imaginære, og det er den vi bruger når vi fx skriver, maler, fortæller, lytter, danser og forelsker os.

John William Waterhouse: The soul of the Rose, 1903.

Sprog

Yuval Noah Harari, som er ophavsmanden til det indledende citat, advarer os om, at AI kan hacke civilisationens styresystem. Med “civilisationens styresystem” mener han sproget og vores evne til at bygge noget op ved at forestille os ting. En masse af det, vi har bygget civilisationen på, er ifølge Harari et produkt af menneskets imagination: demokrati, menneskerettigheder, retfærdighed, religion, penge etc. Det får en kollektiv eksistens og validitet gennem sproget.

Her skal vi passe på, for de taler om imagination på to forskellige måder. Når Hillman taler om det, er det ikke det samme, som når Harari taler om det. Hillman var psykolog og talte om det som psykens virkelighed. Også selvom han så psyke i et meget bredt perspektiv. Harari er historiker og taler om det som en kollektiv foreteelse, der har skabt og styret den menneskelige civilisations udvikling. Så selvom de begge taler om kraften i og betydningen af den menneskelige forestillingsevne, er det ud fra forskellige perspektiver.

Ikke desto mindre tillægger de begge to den menneskelige forestillingskraft afgørende betydning. Gennem sproget og gennem sjælen set som et andet perspektiv på verden.

Denne forestillingskraft kommer til udtryk i alle disse felter, som Harari nævner, men det sted, hvor den til alle tider er kommet smukkest og stærkest til udtryk, lige fra vi sad rundt om et bål i tidernes morgen og stirrede op i stjernehimlen, er i fortællingen. Senere blev denne fortælling som bekendt mere skriftlig og mindre mundtlig. Disse fortællinger blev blandt andet til litteratur. Og litteraturens rolle beskrives meget smukt i dette citat, hentet fra en kronik, der netop handler om kunstig intelligens og litteratur:

“Dette er litteraturens mirakel. Den finder sted mellem mennesker. Hermed ikke sagt, at litteratur altid udspringer af eller beskriver menneskelige erfaringer og følelser. Litteratur kan være alt muligt og skal intet andet end at være litteratur. Men den har med den menneskelige stemme at gøre og det menneskelige øre, den har et mellemværende med samtalen og med kroppen; med fællesskabet og det, at vi engang skal dø.” ⁷

Krop

Citatet indikerer, at der er en sammenhæng mellem litteratur og det at lytte, at være i fortællende relation til andre mennesker og det at vi er er kroppe, som på et tidspunkt skal dø. Forestillingskraften hænger sammen med mennesket som krop og mennesket som lyd og mennesket som væren i verden. Forestillingskraften hænger sammen med at vi er i lyttende omgang med verden, med naturen og med kulturen.

En af udfordringerne for AI er at den ikke er krop. I hvert fald ikke endnu. Den er ikke krop – og den har ikke sjælens perspektiv. Og det er det som vi må huske, at det er vi mennesker. Og den er vel knap nok ånd, men den fungerer i den merikuriale ånds arketype, eller dét Jung kaldte Spirit Mercurius, og tilsyneladende har dén allerede godt fat i os gennem vores brug af smartphones, apps etc.

Vi er kroppe, og vi lever i verden igennem kroppen, sammen med forestillingskraften, der kan gøre os i stand til at skabe himmel såvel som helvede.

Troldmandens lærling

I dette øjeblik opdager jeg så, at et nyt ikon med tre små stjerner har fundet vej ind i min wordpress editor. Jetpack, som er et plugin, tilbyder nu, at jeg kan spørge en AI-assistent om noget, mens jeg skriver og få hjælp til at generere indhold . Det er jo ganske interessant og ironisk i denne sammenhæng. Men nej jeg vil ikke have hjælp. Jeg kan dog mærke, at der mangler en afslutning på dette puslespil. Det føles som om der mangler en brik, en forbindelse.

Se, det må min sjæl eller min kapacitet for det imaginære finde ud af – eller jeg vil lade det hænge uafsluttet i luften. For jeg har en fornemmelse af, hvad forbindelsen mellem sprog og sjæl er. Og lige nu kan jeg ikke sætte ord på det, blot kan jeg se at denne assistent – troldmandens lærling – har meldt sin ankomst.

Måske vil den blot hjælpe til at starte med, men det peger på min indledende pointe om, at en af farerne ved AI kunne være, at vi glemmer eller forråder vores egen skabende evne, vores kreativitet, vores forestillingskraft.