Vermeer. Vi kan ikke komme tæt på ham. Vi kan højst komme tættere på ham. Det er problemet med Johannes Vermeer1ttps://en.wikipedia.org/wiki/Johannes_Vermeer.
Vi ved næsten intet om ham. Måske en smule mere efter at have set udstillingen på Rijksmuseum i Amsterdam. Eller hvis det ikke var muligt, filmen om udstillingen, Close to Vermeer2Dominic Olivo, 2023.
Vermeer malede ingen selvportrætter, i modsætning til Rembrandt, der malede næsten 100. Han skrev ingen dagbøger eller breve, ingen er i hvert fald bevaret. Vi ved heller ikke, hvor han lærte kunsten at male, hvem hans læremestre eller studerende var, eller om han selv havde et værksted eller en skole. Vi ved nu, at han sandsynligvis brugte camera obscura som et værktøj til at se verden med.
I et enkelt kunstværk ser vi ham med ryggen til. Som en maler, der netop er begyndt at arbejde på det billede, vi selv nu ser på. Maleriet er en kalejdoskopisk reference til sig selv og til kunstneren, der med sin ryg skubber os væk fra sig. Han undgår vores opmærksomhed, sniger sig udenom. Dermed opfordrer han os i stedet til at se på værket. Værket, hans opus.
Han undviger.
Vermeer kan få en skoledreng til at besvime ved det første møde med sit værk. En dreng, der senere vier sit liv til kunsten som den kurator der nu står bag udstillingen, hans sidste udstilling, på Rijksmuseum. Kronen på hans værk. En mand, der nu pines ved tanken om ikke at kunne låne et kunstværk i Tyskland eller plages i tvivlen om et andet kunstværks ægthed.
Og Vermeer kan få en ældre mand, en kunstner og kender, til at græde i visheden om dette er den sidste hidtil usete Vermeer, han får at se. Nej, græde blot ved mindet om den erkendelse.
Og på trods af vi ved så lidt om kunstneren og mennesket Vermeer, har kuratorer, kunsthistorikere, konservatorer og kunstnere ikke desto mindre skrevet utallige bøger om ham. De har fundet skjulte lag i hans værker: et vægmaleri med Eros, der er blevet fjernet og et fuglebur, der er tilføjet.
Diskussionen om ægtheden har blandt andet med farven grøn at gøre. I form af pigmentet grøn jord (terre verte) og med den måde det som maling distribueres på lærredet og bruges som skygge i et ansigt og på en hals. Det handler også om, hvordan man genkender en Vermeer. Om hvordan farven gul giver blå skygger og hvor mange skygger et gardin kaster på en væg. Og om hvordan et øje gengives blot som skygge, uden skarpe linjer.
Johannes Vermeer: Astronomen (1668)
Jeg har valgt dette billede som illustration, dels på grund af lyset og de smukke grønne og blå nuancer, dels fordi astronomien som videnskab handler om at se, og endelig fordi der på Vermeers tid i skismaet mellem renæssance og oplysningstid opstod et paradigmeskift indenfor videnskaben. Verden kom til at se anderledes ud – og det var måske også en del af Vermeers begrundelse for at vælge dette motiv?
Vermeers tableauer handler om det intime og om at være optaget af noget eller nogen. Om at hengive sig til en aktivitet eller en tanke, eller til et andet menneske i forførelsen.
Vermeer kommer tæt på. Han ser og han ønsker, at vi skal se det, han ser – ikke ham selv. Det er hans blik, der er interessant. Vi skal følge hans blikretning og se som han ser. Det er hans blik, ikke hans ansigt, hans liv, hans person, der er interessant.
At se filmen fik mig til at forstå, at også for disse mennesker, der er dybt optagede af og berørte af Vermeers værk, handler det om at se. Men det handler ikke blot om at se eller hvad man ser.
Det vigtige er, hvordan man ser. Der er dét, blikket viser os. Vermeers blik.
Og det er kun ved at følge hans blik og se som ham, at vi kan komme tættere på ham.
Ikke tæt.