Oh, it’s such a perfect day
I’m glad I spend it with you1Lou Reed: Perfect Day, 1972
I dag har himlen over byen været blå og jeg har været glad. Ubekymret.
Selv om verden synes så kompleks. Men hvad kommer verden mig ved. Jeg er jo bare i den. Og på denne lørdag eftermiddag i latinerkvarteret (aka Pisserenden) i København føltes den mild og ubekymret. Jeg har sovet længe, mødtes med en veninde på Brøg, drukket vin og siddet på altanen.
Jeg har faktisk haft en af de gladeste dage længe. Men når jeg tænker efter har der været flere gode dage på det seneste: torsdag i slutningen af juni på glyptoteket med en veninde, turen til Tisvilde i starten af juli for at besøge en anden veninde og hendes mand, min fødselsdag; morgenkaffe med eksmand og datter, samt jazz i solen med en tredje veninde og en dejlig jazzsangerinde, snak fredag aftner med en fjerde veninde på altanen. Og nu i dag … (hvor jeg også reddede en hveps).
Alle de gode dage har med gode veninder at gøre. Ikke alle mine veninder er nævnt her, men de er alle grund til gode dage. Alle gode dage har med relation at gøre, med eros – Eros i en dyb og vid betydning.
Dét og så at tillade sig selv at være glad. Måske er der en magisk formel i at tillade sig selv at være i verden, men ikke af den – som Jesus talte om2Johannes v kap. 17.
At være situeret i den med sin krop, sanselighed og nærvær, og dog alligevel ikke tillade den at bemægtige sig én, eller tillade sig at blive overmandet af dens problemer.
Måske er det muligt at tillade sig selv dét. Måske er det muligt at være i en tilstand af lykke – og måske er det det som verden ønsker af os – måske er det vores og dens egentlige tilstand. Det vi egentlig er bestemt til – hvis ikke vi lod alle mulige andre ting (grådighed, misundelse, vrede, dovenskab, stolthed etc.), komme imellem os selv og væren. I dette korte øjeblik, hvor vi er i verden. Eller hvor verden er i os.
Jeg har nogle gange den tanke, at jeg ikke er her for at redde verden eller tage den på mig. Alt jeg kan gøre er at være her – og gøre det så godt som muligt. For mig selv og mine nærmeste. I det apokryfe Thomasevangelium (vers 42) hedder den korteste sekvens simpelthen: “Vær en forbipasserende”. I denne korte sentens ligger en verden af betydning gemt 3En verden af betydning, som jeg måske vil elaborere på i et senere essay. Det ser således ud på koptisk:
Måske er det muligt at tage verdens åg af sine skuldre. Som Beatles sang: Don’t carry the World upon your shoulders 4Beatles: Hey Jude, 1968. Omvendt kan man med Ginsberg sige, at vi bærer verdens vægt på vores skuldre. Det vi skal bære er relation, eros, kærlighed:
The weight of the world
is love.
Under the burden
of solitude,
under the burden
of dissatisfaction
the weight,
the weight we carry
is love. 5Ginsburg: Song, 1956
Måske er dét nok for en dejlig dag. Og ja, jeg fik hevet hippierne frem: Jesus, Reed, Beatles – og beatnikken Ginsberg. Måske kan de stadig/altid fortælle os noget.