Om hvad jeg lærte i 2022

“Count your blessings”

Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive et indlæg omkring nytårstid, der handlede om at bide tænderne sammen. Men det appellerede ikke rigtigt til min indre Party Girl. Det var for bittert.

Derudover fik jeg tandpine, og så kom det på en eller anden måde lidt for tæt på og blev lidt for konkret, det smertelige ved at bide tænderne sammen. Faktisk har jeg besluttet mig for ikke at bide tænderne sammen i det nye år.

I stedet for at skrive om det, vil jeg lave en liste over de ting jeg har lært af det forgangne år. Et år, der som bekendt ikke har været det letteste. Og det nye år har måske heller ikke de lyseste udsigter. Så meget desto mere grund til at se på det gode, som jeg rent faktisk erfarede i 2022. Her følger 8 punkter, som jeg tager med ind i 2023.

At holde fast i fejringer og ritualer
Nytårsaften var for stille. Min søn var ude og min datter faldt i søvn. Jeg nænnede ikke at vække hende. De havde begge jetlag efter en tur til USA i julen. Så jeg fik slet ikke markeret overgangen til det nye år med det sædvanlige ritual. Tiden gik og jeg læste og klokken blev 00.06.

Men det føltes forkert dagen efter. I tiden med corona blev en masse ting aflyst. Og i de perioder i 2020 og 2021, hvor der blev lukket lidt op og det var muligt at mødes, valgte jeg nogle gange at aflyse. Blandt andet på grund af smerter, men også på grund af udmattelse. Men jeg har erfaret, at det giver overskud at være sammen med mennesker og i godt selskab. For et par måneder siden var jeg sammen med to veninder en mandag aften. Og jeg var smertefri til langt op dagen om tirsdagen. Mere om smerter senere.

At jeg ikke kan forudse, hvilke bøger jeg har lyst til at læse
I starten af 2022 lavede jeg en liste over de bøger jeg ville læse i året, og jeg besluttede kun at læse bøger, som jeg allerede havde eller kunne låne biblioteket. Altså skrev jeg en nu totalt amputeret liste, som du kan se her. Det var ikke muligt at følge mit eget forsæt om ikke at købe nye bøger i 2022.

Jeg kan ikke forudse, hvilke bøger jeg har lyst til at læse, for det at læse er som at bevæge sig ind i en labyrint, hvor den ene bog peger på den næste, og jeg ved ikke, hvor det bringer mig hen. Så nu har jeg stadig en række ulæste bøger til gode – plus dem jeg alligevel fik købt i løbet af året.

Det provokerer også noget i mig, at listen er ufuldstændig. Men jeg har besluttet mig for at lade det være sådan, i betragtning af at livet indeholder begyndelser, der ikke afsluttes og prætentioner, der ikke perfektioneres.

Ikke at gå i sort
Her taler jeg om det helt konkret. Jeg skiftede halvdelen af min garderobe ud i 2022. Jeg blev træt af at gå i sort. Men jeg fandt også ud af farverne ikke skal være for lyse. De skal være mørke og dybe; grønne nuancer, mørk pink, bordeaux, lilla, mørk blå, turkis.

Naturligvis har udtrykket også en dybere konnotation; Ikke at gå i sort kan også betyde ikke at blive for deprimeret. Acceptere melankolien, men ikke nødvendigvis at give efter for den eller dyrke den. Kunderas fantastiske roman Tilværelsens ulidelige lethed advarer omvendt mod at tage for let på livet. Men hvis jeg lærte noget af corona-årene var det at der har været fortvivlelse og isolation nok.

I 2022 blev beslutningen at afkræve farver af livet.

At holde fast i min flamboyance
Min veninde, som jeg mødtes med over et glas vin kort før nytår, kunne vist mærke en form for træthed, afmatning, udmattelse hos mig. Som om jeg havde mistet noget, min gnist. Hendes budskab var: Mist ikke din flamboyance.

Min intensitet var falmet, som en bleg hest, og jeg må erobre den tilbage og stå ved den.

Og når jeg lige nu tænker på flamboyance eller intensitet er det billedet Hygieia af Klimt, jeg kommer til at tænke på.

At jeg ikke har en krop men er en krop
Den samme veninde advarede mig om ikke at gøre smerterne til et evangelium. Men smerterne har lært mig, at jeg ikke har en krop, men at jeg er en krop. Smerterne har bidt mig i haserne og lært mig om kroppen, at den er der og at jeg skal være opmærksom på den. At jeg ikke er adskilt fra verden men i den, og at jeg kun kan være det gennem at være krop. Kroppen er på godt og ondt adgangen til verden.

At smerte handler om min mentale tilstand
Der også dette forunderlige at smerterne forvinder og heles gennem – Relation. Gennem at være sammen om noget, der er spændende eller opslugende. Det vil sige at være i relation med eller om noget, og at være dette sammen med mennesker, hvor jeg kan være absolut mig selv. Hvor jeg føler mig holdt af og værdsat, hvor jeg kan få – og give. Og det har også at gøre med intensitet og flamboyance: at turde give af mig selv, og det jeg brænder for.

Jeg har erfaret at når jeg har indgået i sådanne sammenhænge forvinder mine smerter, også i dage efter.

Jeg kan kun glæde mig over at vi omsider er ved at hele det kartesianske split mellem krop og sind. Jeg var bare meget længe om at opdage det selv. Og nu er jeg forsigtigt ved at lære at have en relation til kroppen, til smerterne, til mine vaner. Ikke i forhold til kost og træning. Men startende med helt basalt ved at lægge mærke til, hvornår jeg holder vejret og hvordan jeg trækker vejret.

At lytte til, hvad oraklet siger
I november måned spurgte jeg oraklet, i dette tilfælde I Ching, om, hvad jeg skulle gøre i forhold til min krop og svaret viste sig at være mere åbent, gådefuldt og omfattende end jeg havde regnet med. Svaret var at jeg skulle gemme mig.

For at gøre en lang historie kort, så fulgte jeg oraklet i december og henover vintersolhverv, jul, nytår. Jeg undlod at indgå i nye aftaler, forpligtelser etc., udover dem, der var absolut nødvendige. Jeg gik lidt i hi. Ventede. Jeg skrev ikke og jeg brugte de sociale medier mindre, og jeg skrev til folk, at jeg ville vende tilbage efter nytår.

Det hjalp, det virkede godt at gemme mig. At lytte til oraklet, at vente på at tingene forandrede sig. I I Ching og Tao er alt forandring. Intet forbliver det samme, men strømmer, som den flod Heraklit stak tåen i for nogle tusinde år siden.

Og jeg eller min indstilling, eller tidens kvalitet forandrede sig også – som et svar på det lytte til og adlyde oraklet.

Nu kulminerende i beskeden om at være flamboyant og erkendelsen af, at overgange skal fejres. Så kunne jeg mærke at det var slut med at gemme mig.

At have en kat i min nærhed gør livet bedre
Sidst men ikke mindst ved jeg nu, at det er nødvendigt at have en kat i sit liv. I hvert fald i mit liv. Og nu har jeg fået en kat, en ny skøn, sjov kat ved navn Anna.

Redaktionel note: Jeg har haft en masse problemer med Kvintessensen. Blandt andet fordi den samme post gentages en masse gange. Hertil kommer at jeg stadig skriver på Visdommens bog og nye projekter er under opsejling. Jeg har derfor besluttet mig for at lægge denne blog til side på ubestemt tid. Måske vender jeg tilbage.

Tak for det jeg lærte i 2022 og tak fordi du læste med indtil nu.

2 thoughts on “Om hvad jeg lærte i 2022”

  1. Tak for at give mig muligheden for at læse med. Jeg mener jeg har læst alle indlæg lige når de er blevet lagt på, så jeg er en af dem der er ked af at bloggen bliver lagt ned, i hvert fald midlertidigt. På den anden side forstår jeg godt at du har brug for at samle kræfterne om færre projekter, så held og lykke med det. Og så læser jeg jo også med på jungforalle!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *