At det i den grad kan svine et liv til

“At blive elsket … det betyder så meget for os … det er mærkværdigt alligevel, ikk?
At det i den grad kan svine et liv til.”

Denne sætning faldt i en samtale i den ugentlige podcast En time med Weekendavisen mellem skuespiller Bodil Jørgensen og Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik.

Implikationen er naturligvis ikke, at det kan svine et liv til at blive elsket, men at ønsket om at blive elsket kan svine et liv til. Og ordene faldt i forbindelse med samtalerne mellem Trine og hendes mor, der kan høres på i P1, aktualiseret af den forhåndenværende krise. Disse dialoger er på én gang ekstremt morsomme og ekstremt forfærdelige, især hvis man selv har haft en grænseoverskridende mor. Men derfor kan de jo stadig godt være morsomme.

Men det grænseoverskridende handler netop om, at moderen måske ikke selv er blevet elsket – og denne længsel efter kærlighed bliver en forskruet og dysfunktionel kærlighed rettet mod datteren. I den forstand vækker det den eftertanke om, hvor god moderens mor egentlig har været til at elske?

Kærligheden- eller ønsket om at blive elsket, ønsket om kærlighed – kan i den grad svine et liv til. Og det har jeg egentlig vidst ret længe, men lige præcis dén formulering fra Bodil Jørgensens mund satte det på plads.

Pointen er ikke, at vi bare kan holde op med at svine vores liv til, fordi vi ønsker at blive elsket.

Kan vi elske os selv nok til at holde op med at ønske at blive elsket? Er dét svaret? Kan vi overhovedet elske os selv? Kan troen på noget, der er højere end os selv, sædvanligvis kaldet Gud, give os tro på, at der er noget, der elsker os nok til at vi forhindrer i at svine vores liv til? Eller som giver os en retning i livet, der gør os i stand til at elske andre uden at have ønsket om at blive elsket tilbage?

Nogle mennesker er bare fejlbehæftede af forskellige årsager. Dermed mener jeg ikke at de er onde, blot at de ikke fra starten har følt sig så elskede, at deres liv er blevet svinet til af ønsket om at føle sig elsket. Og hverken kærligheden til Gud, eller noget højere eller én selv, gør det muligt at undgå at føle at livet bliver svinet til af dette uopfyldte ønske om at blive elsket.

Andre kan elske dig nok så meget, og du er stadig ikke overbevist. Du kan søge nok så mange svar, guruer, new age quick fixes, tinder dates … og du vil stadig ikke finde det rigtige, det rigtige svar, der forhindrer dig i at svine dit og andres liv til, at fucke tingene totalt, fordi du ikke føler at dit ønske om kærlighed bliver opfyldt.

Du vil på et tidspunkt opleve, som en veninde sagde til mig, efter jeg havde oplevet endnu en mærkelig ting i dating-livet – at det egentlig bare føles som at hælde salt i sit eget sår … (Salt kan dog noget – alkymistisk set – men det er en anden fortælling).

En afstikker: I dag er det Langfredag i den kristne tro. Jeg er ikke selv troende kristen, snarere hedning. Men jeg kom til at tænke på det, som Jesus, ifølge den kristne legende, råbte, da han hang der på korset for omtrent 2000 år siden: Hvorfor har du forladt mig? I virkeligheden er det, det som vi alle spørger om, alle os, som har den byrde at slæbe rundt på, at vi nu eller førhen i livet har oplevet, at vi er uelskede eller svigtede: Hvorfor har du forladt mig? Hvorfor elsker du mig ikke (nok)?

Det er en erfaring af fortabelse og svigt, som mange, hvis ikke vi alle, før eller siden kommer til at opleve.

So what to do?

Ingenting. Svaret er at der ikke er noget at gøre. For du kan hige og søge nok så meget efter kærligheden – men det er ikke sikkert at du kommer til at opleve den, og hvis du skal opleve den udspringe af dit eget indre, kan det enten være efter lang tid arbejde med dig selv: Helvede TUR/RETUR – eller i et splitsekund af det, der i kristendommen kaldes nåde, og som måske i hedenskaben kunne kaldes en dyb, dyb glæde ved Livet.

Pointen er at du ikke kan gøre noget for at et andet menneske skal elske dig, du kan ikke engang elske et andet menneske for at det skal elske dig, eller tilbyde det andre ting, som fx sex. Du kan kun elske et andet menneske uden årsag. Nogle gange er svaret ikke, om vi bliver elsket, men om hvordan vi elsker.

Eller du kan acceptere at det måske ikke betyder så meget – men det kræver at se tingene fra en helt anden synsvinkel, og det kræver en del følelsesmæssigt og mentalt overskud. Det kræver den indsigt, at der måske er et andet svar, at der er andre værdier end kærlighed og dét at blive elsket her i verden. IKKE at det ikke betyder noget.

Det jeg siger er blot, at andre ting også betyder noget, eller kan komme til det. Med tiden. Det kunne være viden, vane, moralsk habitus, disciplin, forstand, soberhed, imagination, kreativitet, kunst, naturen, sindsro, evnen til at tolerere mørke.

Sit eget såvel som verdens.