Hvad sker der med hjertet?

“Go tell the young Messiah what happens to the heart”

Da jeg var barn kunne jeg ikke lide når min mor græd over verdens tilstand, men her til morgen gjorde jeg det selv. Jeg græd over historien om Irina Filkina og hendes skæbne i Butja. Jeg græd over Ukraine og Rusland, og den måde tingene ikke er som vi troede de skulle blive dengang forandringens vinde fløj ind over Europa i 90’erne.

Og jeg begyndte igen at tænke på at skrive dette indlæg, som jeg har villet skrive mange gange, men som jeg har udskudt, fordi det er svært at skrive. Måske fordi mit svar på spørgsmålet, Hvad sker der med hjertet ikke er et “godt” svar. Eller måske er det bare sådan det er. Det er mit svar, og dit svar er muligvis et andet.

Som Cohen synger i sin sang: “It ain’t pretty, it ain’t subtle, what happens to the heart”.

Vores svar vil altid være præget af dem vi er. Og mit svar er dette: Hjertet bliver knust. Down the line … nede ad stien.

Først for nyligt gik det op for mig, at mit hjerte allerede var knust – for lang tid siden. I mine formative år. Og det er det der lå til grund for meget af det jeg skrev på Prima Materia, og for min angst for at blive forladt, og for min længsel. Men da da jeg endelig forstod det var det som om at der faldt en form for ro over mig, for når hjertet allerede er knust er der ingen, der kan knuse det igen, og der er heller ingen, der kan hele det. Og dermed forsvinder ønsket om at blive frelst. Dermed forsvinder forventningen til kærligheden.

Eller måske forstod jeg det nu på et dybere plan. Og måske skal jeg forstå det igen, på et stadig dybere plan. Og igen. Hjertet bliver knust, hjertet er allerede blevet knust.

Og det er ikke fordi at angsten eller længslen forsvinder, det er ikke fordi det gør det en forskel på den måde at få den indsigt. Det er som paradokset i det velkendte zen koan: “Before Enlightenment chop wood, carry water. After enlightenment chop wood, carry water”. Det gør ingen forskel, og det gør al forskel. Det giver ro og dybde, det giver en fred i sindet at vide, at det er sådan.

Længslen er der endnu, men den trækker ikke i mig. Angsten for at miste dem jeg elsker og holder af er der, og det ville også være mærkeligt, hvis ikke det var sådan. Angsten har skabt så rigeligt med rod i mit liv allerede. Jeg er allerede altid ikke perfekt.

Men vandet skal bæres, træet skal skæres. Livet skal leves. Ordene skal skrives. Og på et tidspunkt skal døden døs.

Hvad sker der med hjertet?

Tro, ideologi, kunst, arbejde, kærlighed, ambitioner – alt bliver taget fra os, som lag, der skrælles af. Alle de forestillinger vi havde som unge messiaser. Og som vi stadig har. Men som vores tøj, må vi smide dem, som det unge, tidløse, androgyne menneske på stien i videoen, der hører til Leonard Cohens sang. Og det sker for os alle.


Det sker bare i forskellige tempi, med forskellige grader af indsigt og modstand, med forskellige grader af voldsomhed – og som vi har set i historien – alt for ofte sker det med vold. Fordi andre alt for nidkært holder fast i de overbevisninger, de tror beskytter dem. Hvilket narrespil. Hvilket farligt spil.

Spørgsmålet er bare i hvilken grad vi er villige til at se det i øjnene, eller om vi vil skærme os. Uanset hvad er vi alle sammen på vej ned af den samme sti. Men der er himmel eller helvede til forskel, om vi virkelig forstår og accepterer, at alle disse lag, der beskytter os, beskytter vores hjerter, skal skrælles af. Hvad er alternativet?

At vores hjerter bliver hårde. Hvis det bliver for hårdt kan det ikke vejes på vægten, det bliver for tungt. Er der mon en tredje mulighed – en vej imellem. Et helt, stærkt hjerte? Ja måske. Jeg håber det.

Og hvad har det med verdens tilstand at gøre? Jeg ved det ikke. Måske blot at knuste hjerter har sværere ved at glemme verden. Jeg har i hvert fald svært ved at glemme historien om Irina Filkina, der tegnede et hjerte på sin negl, fordi hun elskede sig selv og ville hjælpe andre. Og jeg har svært ved at glemme min mor, der græd over verden hen over køkkenbordet. Jeg minder mig om, at jeg selv skal forsøge at følge mit råd til hende: at vi jo ikke altid kan redde verden, nogle gange kan vi ikke rigtigt gøre noget, men må se magtesløse til, mens verden går sin gang. Vi må slukke for radioen.

Nogle gange må vi vende os bort fra verden, for ikke a blive skøre. Og dog kan vi jo ikke løbe fra at vi er både i og lige nu også af verden. Selvom vi netop skal give slippe på sidste, og dog være i verden, mens vi er her. Og nogle gange føles det som at være i et gnostisk mareridt. Men verden er også et bedre sted, fordi vi er her. Som en ven sagde til mig: Vi er alene, og vi hjælper hinanden med at være det.

Og hvis vi virkelig kan og vil forstå og acceptere hvad der sker med hjertet, kan det være det går os som det unge tidløse menneske i videoen. Leonard Cohen, som jeg ynder at kalde Troubadouren, fordi han om nogen forstod at fortælle os om hjertets anliggender, synger om hvad der sker med hjertet, men det er stadig gådefuldt, og vi kan alle komme med hver vores forestilling om og fortolkning af budskabet i sangen. Dette var min. Hvad er dit svar?

Hvad sker der med hjertet?

Leave a Reply

Your email address will not be published.