Løven æder Solen

Der er indre billeder, som vi vender tilbage til igen og igen. Eller måske ville det være mere sandfærdigt at sige, at der er indre billeder der vender tilbage til os.

Jeg skrev således allerede om Den grønne Løve i 2015, og jeg var allerede optaget af den i 2013. Jeg har stadig billedet af den på min væg, smukt rundet som i en humoristisk mandala. Den minder mig om mine egne grænser og om ikke at ubevidst at give efter for mine drifter. Ikke at den altid gør sit job ordentligt, endsige at jeg altid lytter til den. Måske er jeg blevet en smule bedre til det med årene.

Men fornylig så jeg den i et andet, større perspektiv. Det er som om at der er en kognitiv dissonans, hedder det vist, på spil i disse år. Som om tingene ikke passer sammen længere. Jeg skrev et indlæg om det Facebook, hvor jeg afsluttede med ordene:

“Hvor er Roen, eftertænksomheden, langsomheden, fordybelsen, besindelsen, klogskaben?”

Og “Vi lader løven æde solen”.

Da jeg skrev det sidste vidste jeg ikke helt, hvorfor det var relevant i den sammenhæng, blot at billedet at Løven æder Solen pressede sig på. En facebookven spurgte så, hvad jeg mener med det. Og det jeg mener er, at vi lader dårskaben æde ordentligheden og klogskaben, eller vi lader os drive af ubevidste kræfter, så bevidstheden bliver opslugt. Som Solen af Løven.

Green Lion Consuming the Sun (Rosarium Philosophorum, ca. 1550, plate. 18 )

Alkymistisk set indikerer billedet kort sagt at vitriol (svovl) symboliseret ved løven opløser stoffet i den alkymistiske proces. Stoffet (materia) symboliseret ved Solen 1For at se en alkymistisk forklaring uden psykologisk tolkning: https://distillatio.wordpress.com/2013/10/16/the-green-lion-eating-the-sun-physical-alchemy-or-something-else/comment-page-1/.

Psykologisk set er det en nødvendig proces, der skaber forvandling, uanset hvor svær den er at gennemleve. At blive opløst i svovl er individuelt og kollektivt smertefyldt. Og det er måske netop det vi gennemgår nu på mange forskellige niveauer i kulturen og samfundet i disse år.

Et helt indlysende eksempel er stormen på kongressen i januar 2021 i USA 2Lyt for eksempel til Verden ifølge Gram https://www.dr.dk/lyd/p1/verden-ifoelge-gram/verden-ifoelge-gram-2022-06-15. Men der er mange andre eksempler hvor tingene bliver blandet sammen eller er i opløsning på forskellig vis. Hvor institutioner er under pres, eller hvor de bliver misbrugt eller bliver misligholdt. Hvor vi driver rovdrift på os selv og naturen – den ydre såvel som det indre.

Et andet eksempel, fra Geert Maks Store forventninger 32021, p. 353 som jeg læste for nylig; et lokalt mejeri i Nederlandene er blevet overtaget af en tysk koncern , der producerer supersødet bananyoghurt eksporteret til børn i rige arabiske lande. Et fuldstændigt unyttigt og usundt produkt, (ligeså vel som mango produceret i Argentina og pakket i Thailand er det 4eller se denne historie https://www.zetland.dk/historie/s8YxXnJR-a85E2rzd-7752a). Dette medfører at landbrugsjorden forvandles til gyllemarker og udpines, hvilket igen medfører at insekt- og fugleliv uddør. Pludselig flyver der ingen viber eller andre fugle over det nederlandske landskab – og det samme gælder for så vidt i Danmark. Landskabssmerte (Landscapspijn) er blevet et begreb.

Et tredje eksempel kunne være polariseringen i debatten. Her lytter de forskellige sider ikke længere til hinanden, men bliver i stedet krænkede, vrede og revolutionære – og folk udsættes for cancelling, at blive forhindret adgang til at tale – hvilket er et alvorligt demokratisk problem.

Nuancerne og midten forsvinder. Lad mig minde om Grundtvig: Frihed for Loke – såvel som for Thor. Lad mig også minde om at Martin Luther Kings budskab var at vi skulle skabe et samfund hvor vi kunne overvinde vores identitetsmarkører, ikke selv identificere os med dem eller lade os blive identificeret af dem. Hans drøm var at vi kunne transcendere dem. Han ville vende sig i sin grav.

En anden ven kaldte det i en kommentar til mit opslag en klovneverden. Og selvom klovnen som figur kan synes at være og ofte er melankolsk og uskyldig, har Stephen King netop gjort sin figur klovnen It/Pennywise til symbol på det farlige og ondskabsfulde. At lade vores verden blive til en klovneverden er farligt og kan medføre ondskabsfulde handlinger. At lade os drive af det ubevidste kan være fatalt.

Det vidste C. G. Jung om nogen. Det hører til ur-fortællingen om ham, at han ved udbruddet af 1. verdenskrig så visioner af blod, der flød over Europa. Han troede at han var ved at få en psykose, men da verdenskrigen brød ud følte han paradoksalt nok lettelse, fordi han vidste at synerne var kollektive, og at de derfor ikke betød, at han var blevet sindssyg. Ikke at det var nogen stor trøst. Han begyndte at skrive Liber Novus (den røde bog), som var en rejse ned i egne ubevidste dybder. Og hans psykologi og kulturkritik handler i høj grad om at lade bevidstheden møde og gå i dialog med det Ubevidste – at gå i dybet. Men hele pointen er netop ikke at forblive i dybet, at lade sig opsluge af det ubevidste. Hele pointen er at vende tilbage til verden og virke i verden. Med den erfaring man har med sig fra Dybet. Eller med sine egne erfaringer med at møde Den grønne Løve.

Et kernebegreb i Jungs psykologi er den Transcendente Funktion. Den Transcendente Funktion betyder at der bygges bro mellem det bevidste og det ubeviste i psyken – og der skabes en tredje tilstand eller indstilling – til os selv og til verden. Og jeg tænker, at det er netop en sådan bro, som denne klovneverden kalder på: En individuel, såvel som en kollektiv besindelse på at overkomme polariteten, emotionerne, drifterne – og dårskaben.

Måske er dårskab et gammeldags ord – men jeg vender det passende her. For mig er dårskab – individuel og kollektiv – præcis det modsatte af det jeg efterlyser; Roen, eftertænksomheden, langsomheden, fordybelsen, besindelsen, klogskaben.

Det er ikke fordi verden nødvendigvis er blevet værre. Verden var for eksempel værre da der ikke var adgang til pencillin, insulin og vacciner. Måske er den bare blevet mere forvirrende og kalder på netop et større overskud, et metablik, en bro over modsætningerne. Og dog synes noget at gå den forkerte vej, når sygdomme som vi troede bekæmpet kommer retur. Når mennesker får kolera i Mariupol. Når sygdomme som mæslinger og tuberkulose kommer retur, når pencillin ikke længere kan bekæmpe bakterier.

Et svar på dårskaben kunne være at vi blot skal se indad – som de gamle grækere mente: Gnothi seauton – kend dig selv. Ja, kend din egen Grønne Løve, dit begær, din dårskab, dine personlige yndlingsdødssynder: Er det lyst eller vrede, grådighed eller misundelse? Kend dit indre landskab og dets figurer.

På den konference, jeg i april var til i Schweiz om netop Liber Novus, blev dette med at vende sig indad mod sig selv ofte nævnt som en kur mod en verden i opløsning og omdannelse. Men som min rejsekammerat og jeg talte om er dette typisk jungianske svar – udover nærmest at være en parodi – ikke nok. At kende sig selv er kun den ene halvdel af svaret. Vi er også nødt til at vende os mod verden, læne os ind i verden og i det små gøre en forskel, der hvor vi nu er. Også selvom vi hellere vil vende os væk, flygte.

Og også selv om en del af os ikke er af verden. Målet med individuationen er ikke bare at blive os selv – men at blive det på en måde, så vi kan være og virke i verden.

Uden selv at blive fortæret som Solen af Løven.

Leave a Reply

Your email address will not be published.