Om livet, kaffe – og døden I

“Skal jeg slå mig selv ihjel eller have en kop kaffe? Men når det kommer til stykket kræver det mere mod at leve end at slå sig selv ihjel” Albert Camus¹Min oversættelse efter engelsk citat på Goodreads. Citatet er fra A happy death/La mort heureuse.

For nogle nætter siden drømte jeg at jeg befandt mig i et langt mørkt rum. Jeg spekulerede på, hvor udgangen var. Der var en dør for enden, bag hvilken der var lys. Da jeg vågnede var jeg sikker på, at den drøm handlede om min egen attitude til livet – og døden.

I tiden op til drømmen – og for så vidt i en længere periode har det været svært at være mig fysisk – og derfor og psykisk. Det føles til tider uoverskueligt at være. Men der er jo ikke noget andet at gøre end at forsøge.

For jeg kan jo ikke bare dø. Jeg kan leve og drikke en kop kaffe.

Det ovenstående billede er fra den parisiske café Les Deux Magots,
frekventeret af de berømte eksistentialister, blandt andre Albert Camus²En fremragende bog om eksistentialisterne er Sarah Bakewells At the existentialist cafe, 2017 .

Jeg kan leve og gøre de ting, jeg skal så godt jeg kan. Og samtidig barbere dét ned til en minimum. Jeg kan forsøge at undgå fortvivlelse.

Jeg tror at den lange periode med coronanedlukning på trods af mit talent for ensomhed alligevel har sat sine spor i mig. Du må tro mig, kære læser, når jeg siger at jeg hverken er deprimeret eller suicidal. Jeg er blot et menneske. Og jeg tror i lighed med Camus at ethvert menneske må forholde sig muligheden for at dø. For Camus var det et svar på tilværelsens meningsløshed og absurditet.

Jeg mener dog ikke at tilværelsen udelukkende er meningsløs – eller absurd. men livet kan være noget forbandet rod til tider. Svært, kaotisk, kompliceret, sorgfyldt, ensomt. Men jeg er enig med Camus i at vi er nødt til at kunne forholde os til døden – for at kunne leve.

Vi har en pligt til at blive i rummet, i livet så længe som muligt. Men lige såvel som det er vores pligt at leve, er det også vores pligt at dø. At forlade rummet, når tid er.

Og det er lige præcis den tone som dette indlæg skal slå an. Det er temaet for fremtidige indlæg. Spørgsmålet om hvorvidt vi skal dø eller tage en kop kaffe peger igen videre på andre spørgsmål:

Hvorfor er vi bange for døden? Hvad betyder døden? Hvad betyder vores benægtelse af døden, som giver sig udtryk på forskellige måder? Er det muligt at leve et mere fuldt liv, hvis vi slipper vores frygt for døden?

For nu den ældgamle visdom i Prædikerens Bog:

Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø
En tid til at plante, en tid til at rydde.³ Kap. 3, v. 1-2.

Og så er det tid til kaffe.