Borges og jeg

“Soy un lector hedónico“

Da jeg for nogle år siden besøgte den kendte café Les Deux Margots i Paris tog jeg et billede af et billede af Borges, et blandt portrætter af mange andre filosoffer og forfattere, der hang på væggene: mindelser om berømte gæster fra en svunden tid.

Af uvisse årsager tog jeg kun ét billede af ét af disse portrætter – det af Borges. Den blinde argentinske digter og – ikke at forglemme – bibliotekar. Det har undret mig bagefter. Hvorfor netop ham? Føler jeg forkærlighed for netop denne forfatter? Kender jeg ham? Har jeg læst meget af ham?

På trods af svaret på de to sidste spørgsmål er nej – er svaret på det første ja. Jeg stiftede først bekendtskab med Borges i Umberto Ecos Rosens navn, som jeg læste i Harders oversættelse i 1993 og som jeg skrev opgave om i 3.G. Om biblioteket, der brændte, om labyrinten som metafor for verden, om sandhed og viden, om latteren. Og om den blinde, fanatiske bibliotekar Jorge – som på en gang var Ecos hyldest til Borges – og en anti-Borges.

Måske lå det i luften at jeg selv skulle være bibliotekar?

Senere mødte jeg Borges i Foucaults Ordene og Tingene – konkret i Kejserens klassifikation af dyreriget, som Foucault citerer i dette værk. Jeg kom aldrig til at læse bogen færdig, men Foucault pegede videre på Borges. Også det pegede på bibliotekaren i mig – og min fascination af klassifikation som biblioteksvidenskabelig disciplin.

Så hvad er det med Borges? Det vil jeg forsøge at forstå i denne sommer, ved at læse bøger af og om ham. Dem jeg har og dem jeg kan låne på biblioteket. Hvad er det med identitet, bøger og ord, biblioteker og fiktive verdener, som Borges kan fortælle os om?

I første omgang læser jeg Ditlev Tamms Introduktion til Borges på dansk ¹Tamm, Ditlev: Jorge Luis Borges en introduktion, 2002. Det såvel irriterende som interessante ved biblioteksbøger er når andre tidligere læsere har skrevet i dem. Der må være sted i helvede for folk, der skriver i biblioteksbøger, for evigt vil de med et viskelæder skulle viske overskrivninger og noter ud, glatte æselører.

Her falder jeg straks over dette:

Mon læseren forstår at pointen hos Dante og Borges er det centrale øjeblik – og ikke det udviklingsmæssige? Måske er der en grund til at Borges ikke skrev romaner? Og måske er det underligt krav til romaner og til litteratur i det hele taget, at der skal finde en udvikling sted? Da jeg ikke er litterat ved jeg ikke om der er et skisma mellem disse to temaer i litteraturen: øjeblik overfor udvikling. Er det parallelle spor eller mødes de fra tid til anden i enkelte værker? Og gælder det samme for livet? Måske er det et mærkeligt krav i det moderne at vi absolut skal udvikle os. Udvikler Don Quijote sig eller Bloom eller Odysseus?

Nå – men. Det næste skridt er hive de værker, som jeg har af Borges frem fra reolen og læse dem. En af hans korte tekster hedder faktisk Borges og jeg ²I samlingen Borges og jeg, 2003. Det handler om identitet, og i det hele taget handler hans forfatterskab om netop det – identitet, intertekstualitet, netværket, det virtuelle, forholdet mellem fiktion og virkelighed.

I følge Tamm peger han dermed på det 21. århundrede:

Borges […] forudså og beskrev det virtuelle samfund. Det samfund hvor vi ikke længere klart kan skelne mellem virkeligheden og vore egne kunstige frembringelser.

Gad vide, hvad Borges ville tænke om avatarer, SoMe, algoritmer, AI, metaverset etc. Ville han bifalde det eller ville hans begræde det? Selvom man er en profet bryder man sig jo ikke nødvendigvis om emnet for sine profetier. Måske ville han foretrække imaginationen, den menneskelige forestillingskraft, som omdrejningspunkt for det intertekstuelle.

Som så ofte før har jeg flere spørgsmål end svar. Måske vil jeg blive oplyst af at læse. Måske vil jeg blot blive ført til andre spørgsmål, andre bøger, andre afkroge af biblioteket.