Om at læse II

Lørdag morgen er den tid på ugen, som jeg elsker mest, forudsat at lørdagen og weekenden ligger udstrakt uden for mange planer, og der derfor er tid og ro til at kontemplere over tilværelsen.

Her til morgen kigger jeg på min liste over det jeg vil(le) læse i 2022, dels fordi der var et teknisk problem på siden, dels fordi det måske er tide at gøre halvejsstatus.

Chardin, La scimmia antiquaria, 1726

Naturligvis er projektet slået (fuldstændigt) fejl. Dels fordi jeg faktisk har købt bøger, fx Cat Jarmans bog River Kings, dels fordi jeg ikke har levet op til mine egne ambitioner, og endelig fordi andre bøger har sneget sig ind på listen, mens andre gled ud. Fx gled bøger om tarot og det esoteriske ud, blandt andet fordi de helt lavpraktisk skulle afleveres på biblioteket. Bøger om jungiansk analytisk psykologi er også gledet i baggrunden, fordi jeg henover sommeren holder en mental pause fra den akademiske del af mit Jung-studium.

Endelig bliver min opmærksomhed ofte hijacked af andre emner, denne sommer af vikinger, Borges og til dels af tanken om at læse Proust. Indtil videre lader jeg det blive ved tanken og læser bøger og artikler om at læse Proust. Jeg er ligeledes blev optaget af hvorfor folk er så vrede, og hvad det gør ved os. Om det emne vil jeg prøve at forfatte et essay på et senere tidpunkt.

Så derfor er min læsning langt mere rodet end den var tænkt, og det er vel også godt nok. Jeg er en hedonistisk læser, med Borges ord, og jeg vil ikke kede mig. Læsning skal være af lyst, for at blive underholdt på en intelligent måde og for at lære noget, som jeg ikke vidste noget om i forvejen. Og dermed lede mig videre til atter nye bøger …

Men dette er en revideret holdning til det at læse, som jeg kommer ind på senere.

I går aftes læste jeg en bog færdig “Sådan kan Proust forandre dit liv” af Alain de Botton¹De Botton, Alain: Sådan kan Proust forandre dit liv, 1998. En tidligere læser havde skrevet under forfatterens navn på titelsiden – ud fra et katalogiseringsmæssigt synspunkt er titelsiden den vigtigste side i en bog og dermed er det nærmest helligbrøde at skrive her -“Komplet idiot”. Et andet sted havde samme læser gjort sig den ulejlighed at strege ordet “fantasi” over og udskifte det med “opmærksomhed”.

Og selv om jeg lavede et sjovt opslag om det på facebook – er det faktisk værd at overveje disse to ord fantasi og opmærksomhed nøjere.

En del af pointen ved at læse Proust er, ifølge de Botton, at det kan skærpe vores syn på og opmærksomhed på det, der er – vores hverdag. Hertil brugte Proust eksemplet med maleren Jean-Baptiste-Simeon Chardin, der malede helt dagligdags ting, blandt andet i utallige still-lebener, og dermed viser beskueren det smukke og bemærkelsesværdige i fx en krukke med salt.

Det som Proust kan lære læseren er at skærpe sanserne og opmærksomheden på det vi selv oplever i vores liv. Ikke at se på Prousts liv med vore øjne – men at se på vore liv med hans øjne, som De Botton skriver.

Måske er det derfor at den anonyme tidligere læser har følt sig kaldet til at erstatte ordet fantasi med opmærksomhed. Men ordet fantasi dækker muligvis over ordet imagination i den originale engelske udgave af bogen ²Dette er blot mit gæt, og jeg skal have fat i den engelske udgave for at verificere det. Det danske sprog er lidt fattigt her, for der ligger lidt en nedvurdering i ordet fantasi, samtidig med at vi i kulturen ikke helt forstår, hvad imagination dækker over.

Pointen er, at en kjole, som man (Albertine) ikke har råd til at købe eller en rejse som man ikke har råd til at foretage, kan være så meget mere værd, fordi man kan bruge sin fantasi – eller sin evne til imagination – til at forestille sig denne kjole. Den bliver så meget desto mere værd, end hvis man (Oriane de Guermantes) blot kunne købe den og derefter købe endnu en ny og så fremdeles.

Den dybere pointe er for mig at se er, at De Botton – og Proust- peger på imaginationen som en kilde til rigdom. Og det er også i høj grad dét som læsningen gør. Den får os til at forestille os ting. Og selv om to forskellige læsere begge læser Brødrene Karamazov, vil deres Ivan Karamazov se forskellige ud, fordi vi selv er medskabere i og af læsningen.

Severus Snape i Harry Potter serien er en fantastisk figur, som adskillige børn og voksne har forestillet sig i de sidste 20-25 år. Men med filmatiseringerne fik han et bestemt udseende i Alan Rickmans fortolkning. Og uanset hvor fantastisk en skuespiller Rickman var, så ser vi alle nu den samme Snape. Det er dét litteraturen kan som film ikke kan: den gør det muligt for os at være medskabere af værket.

Derfor er ordet fantasi vigtigt i denne sammenhæng, selvom det ikke betyder at opmærksomhed ikke også er vigtig. Neal Ashley Conrad peger på det samme og dog paradoksalt omvendte i sin Proust-encyklopædi³Neal Ashley Conrad: Sandhed og intet andet end sandhed, 2021: at vi selv læses af læsningen. At vi bliver en del af værket.

Samtidig vil Proust ikke gøre læsningen til noget absolut, den er ifølge Conrad ikke “den ultimativt dannende kraft”, snarere en tærskeloplevelse: “Læsningen befinder sig på tærsklen til det åndelige liv, den kan introducere os til det, den udgør det ikke”.⁴Ibid. p. 197

Det samme aspekt fremdrager De Botton⁵De Botton p. 197-209. Han bruger Virginia Woolf som eksempel. Hun blev nødt til at holde op med læse Proust for selv at kunne skrive videre. Vi er nødt til at lægge bogen fra os for selv at kunne leve, skabe og danne os vores egne åndelige (og sekulære) erfaringer. Læsningen er ikke en disciplin, blot en ansporing.

Se, det kan jeg selv tage til efterretning. Jeg har brugt litteraturen og bøgerne som en disciplin, måske som et skjold. Jeg har søgt efter sandheden i bøgerne – men den findes ikke her, om noget sted. Litteraturen er – for at bruge en titel fra en virkelig god bog “An instance of the fingerpost”⁶Ian Pears: An Instance of the Fingerpost, 1997 , blot noget der peger på noget andet. Og i denne roman viser det sig også at det vi først tror er sandt ikke er det – eller ikke er hele sandheden. Vi (jeg) skal ikke forvilde os i bøgerne og litteraturen (selvom det er fristende). Det er ikke livet.

Jeg skriver jeg har søgt efter sandheden i bøgerne – måske var det en flugt da jeg var barn og ung, men det er noget der er svært for ikke at sige umuligt at ryste af mig. Jeg tror ubevidst at der ligger en forløsning af næsten religiøs art i det at blive klogere. Det lyder lidt skørt, når jeg skriver det her, det er jeg klar over, men jeg tror ikke desto mindre at det er del af min sjælelige konstitution.

Det er noget jeg havde med hjemmefra: det er nærmest en forpligtelse at søge klogskab. Men måske er denne søgen blot en slags dårskab – og måske er jeg derfor ligesom den abe, jeg har valgt at bruge som illustration til dette blogindlæg – i øvrigt også et billede af Chardin. En dårskab fordi litteraturen netop ikke peger på en endelig sandhed, men på et kalejdoskopisk billede af erfaringsmuligheder og fortolkninger. Biblioteket er således ikke et tempel – det er snarere en spejlsal.

Det betyder naturligvis ikke at der noget galt i at læse, det er den konklusion jeg er kommet til. Det at læse skal blot være en lystfuld vandring i en have med forgrenede stier – ikke en desperat søgen efter sandheden.

Naturligvis er der ekstremt mange muligheder for at fordybe sig yderligere i meget af det jeg har skrevet her. Og det afføder helt sikkert flere blogindlæg med titlen Om at læse. Det er et emne jeg ikke bliver træt af at kontemplere over, ligesom jeg naturligvis ikke holder op med at læse: blot fordi jeg ikke finder sandheden i bøgerne, blot fordi jeg erkender, at jeg aldrig kommer til at vide alt, eller blot fordi jeg erkender at jeg aldrig kommer til at læse alle de bøger, som jeg gerne vil læse – og så fremdeles.

Litteraturen er en god samtalepartner og en ven i ensomheden. Og derfor overvejer jeg stadig om jeg skal give mig i kast med Proust.