Jeg sidder ved køkkenbordet. Mørket falder på. Varmen lægger sig tungt på min hud og i min bevidsthed. Jeg skal ingenting og kan i princippet gøre alt. Jeg kan vælge at arbejde, at skrive, at læse, at meditere, at vandre en tur, at se Netflix.
Jeg gør ingen ting.
I stedet hengiver jeg mig til ensomheden og lader den blive min ven. Jeg lader den bebo min krop og mit sind. At byde den velkommen er blevet en kontinuerlig bestræbelse i løbet af de sidste fire år. Jeg troede, at det jeg søgte var frihed, så opdagede jeg at prisen for frihed er ensomhed, at de er to sider af samme sag. Derefter måtte jeg bittert erkende, hvor stor frygt jeg nærede for ensomheden. Og nu ser jeg, at den sande frihed består i at acceptere ensomheden som den er – og modtage den som en ven – at være alene.
At friheden ikke er ensomhed – men at ensomheden er frihed.
Vi er ikke klar over hvilke dønninger vores valg i livet afføder senere hen. Eller hvor drypvise vores erfaringer er. Hvor hårdt tilkæmpede de er og hvor få smuler vi får. Og hvordan vi som i eventyrene må bruge disse smuler af erfaringer som brødkrummer til at finde tilbage – eller frem – til dem vi er og bliver hen ad vejen.
Det er først for meget nyligt gået op for mig at blive ven med ensomheden kræver disciplin.
Med Montaignes ord:
“Træk dig ind i dig selv, men gør dig først klar til at modtage dig selv dér, for det ville være vanvid at stole på dig selv, hvis du ikke kan styre dig selv. Man kan komme galt afsted i ensomhed, så vel som i selskab med andre.”
Det citat var som at få en sviende lussing. Den franske adelsmand og essayist taler direkte til mig gennem århundrederne. På trods af at det eneste vi har tilfælles er, at vi er mennesker, der kan lide at være alene. Det er dét litteraturen kan – tale til det menneskelige i os.
Det gik op for mig, da jeg læste det citat, at jeg ikke har kunnet komme overens med ensomheden, fordi jeg ikke kunne styre mig selv, fordi jeg måtte blive af med den. Den var utålelig at bære. Jeg forsøgte at lægge den fra mig. At lægge mig selv ud i verden.
Men hvis jeg vender perspektivet om, og anvender en anden metafor. Hvis jeg ser, at det ikke er mig, der bærer ensomheden, men den der omslutter mig som en kolbe eller en græsk amfora – så er hverken den eller jeg utålelig.
Så bliver den pludselig en hule, et sted at være. Paradoksalt nok kan jeg så være i verden. Uden at behøve at løse noget, gøre noget eller være noget bestemt. Så er jeg hjemme, omsluttet.
Og i dette øjeblik sidder jeg og spekulerer på – blot som en fornemmelse – om etymologien bag ordene metafor og amfora begge har noget at gøre med at bære. Og at det ikke er ligegyldigt hvilke metaforer vi bruger og hvilket perspektiv vi indtager. Metaforer er ligesom symboler vigtige i vores liv og perspektiv.
Det er ikke lige gyldigt, om jeg bærer ensomheden – eller om den bærer mig. At bære ensomheden kan være ubærligt. Mens det at blive båret af styrken i ensomheden kan være befriende.
Tomas Espedal skriver i sin fantastiske bog Gå:
“Der er perioder i dit liv hvor du siger til dig selv: Du er en utålelig person.”
Og umiddelbart før det skriver han:
“Det er bare at tænke tanken. Du skal leve hele livet med dig selv. Du kan finde en ny kæreste, du kan forlade familie og venner, rejse væk, finde en ny by og nye steder, sælge alt hvad du ejer og skille dig af med alt det du ikke bryder dig om. Men du kan aldrig – så længe du lever – blive dig selv kvit.”
Jeg tænker, at megen af den aktivitet, som vi moderne mennesker udfolder handler om at blive os selv kvit – også og måske især når vi maskerer det som “selv-udvikling”. Vi finder os selv utålelige og flygter så i billedet af den perfekte udgave af os selv eller livet – eller de Andre eller den Anden. Og det er derfor, at Montaigne skriver, at man kan komme galt afsted i selskab med andre.
Jeg har måtte sande begge dele. Jeg har måtte sande, at jeg kan komme galt afsted i selskab med andre – så vel som i ensomheden. Hvis kolben ikke holder, så er vi virkelig på den.
Derfor er budskabet i dette essay, at ensomheden kræver et disciplineret sind. Du må kunne holde dig selv ud. Også selv om du til tider er utålelig. Du må kunne styre dig. Du må udvikle teknikker til varetagelse af ensomhed, som jeg har skrevet om i et tidligere essay. Men på det tidspunkt, hvor jeg skrev det var det måske snarere et spørgsmål om at udholde ensomheden – end at varetage den – som en have vi omhyggeligt plejer. Men disse teknikker holder efter min mening endnu.
At varetage sin ensomhed omhyggeligt. Det betyder naturligvis ikke, at vi skal isolere os, undlade at relatere, at sig bort fra verden, blive en misantrop. Det betyder blot, at vi bør være omhyggelige med at øve os i ensomhedens disciplin. At du skal kultivere og danne dig selv, ikke for at andre skal kunne holde ens selskab ud – selvom det er nok så væsentligt. Men for at du kan være sig selv nok, således at du kan holde sig selv ud.
Så du er en person, du selv ønsker at være i selskab med – og det er vist også Montaignes subtile pointe – at du er en person du ikke selv ønsker at komme galt afsted med.
Men det handler imidlertid ikke blot om, hvad vi gør i vores ensomhed, men i høj grad også om, hvordan vi tænker. Jung er blevet misciteret for at sige, at det at tænke er vanskeligt, og at de fleste mennesker derfor dømmer. Og selvom det er et dårligt citat – så er der et gran af sandhed i det.
Det vi gør når vi tror vi tænker er at tro på vores tanker. Det kræver disciplin og øvelse i fx meditation at holde med at være bundet til vores overbevisninger. At kunne styre sig selv handler ikke blot om at kunne styre sine handlinger og vaner – men i høj grad også om at kunne styre sine tanker og følelser. Når du er ensom er du nødt til at kunne stole på dine egne tanker og vide at de ikke vildleder dig, og derfor kræver det øvelse at tænke gode – i betydningen troværdige, ikke “positive” tanker – eller måske slet ikke at tænke. At slippe tanken.
Det er også en en god disciplin at have oparbejdet – alene af den enkelte grund – eller de simple grunde, at vi alle sammen før eller siden er alene – eller ensomme. Og at vi må acceptere, at vi før eller siden mister dem vi holder af – på den eller den anden måde – eller for at parafrasere Montaigne – jeg kan ikke finde det nøjagtige citat – at venskab ender med død og seksuel nydelse er flygtig.
Uanset om vi vælger ensomheden eller om den er os et påtvunget vilkår – vil vi før eller siden finde os i dens selskab. Vi kan lige så godt disciplinere os, gøre os til dens discipel. Og lade den bære os – istedet for at bære den. Og fremfor at sige at ensomheden så bliver til noget andet – hvilket den måske faktisk gør – men det er er et biprodukt ikke målet – så er kunsten at hengive sig udelt til den.
Som læser vil du måske nu indvende, at det jeg taler om er det at være alene – og ikke det at være ensom. Også det berørte jeg i mit tidligere essay – så vidt jeg husker som det at være Al-Ene – eller ene med altet.
Vi vil helst ikke tale om ensomhed i vores kultur – men gerne det at kunne være alene. Det er cool at kunne være alene og søge sit eget selskab – mens det er forbundet med skam at være ensom. Det er derfor jeg har valgt at tage det til mig og så at sige bebo ensomheden – og kalde den for det den er. Med anstrøg af såvel bitterhed som sødme, sorg som glæde.
For den er det, den er. Alt og intet.