Persona-nedbrud

Da jeg fornylig skulle op til eksamen på Jung-instituttet var mit emne Persona’en. Ud fra den opfattelse, at det er en arketype, som vi alle tror vi ved, hvad er. Og alligevel får den får ikke så megen bevidst opmærksomhed. Og dog fylder den meget, fordi æstetik og performance gennemsyrer hele vores visuelle kultur. Ikke desto mindre er det som om, at vi på trods af dette i det jungianske felt ikke har beskæftiget os med persona’ens betydning i relation til selvet 1En dag skriver jeg en bog om dette emne.

Personen har at gøre med vores fysiske, æstetiske og sociale fremtoning. Med vores rolle. Personaen opfattes som regel som vores maske. Oprindeligt har begrebet dog med stemmen og med lyd at gøre, idet per sona oprindeligt betyder gennem lyd, og begrebet kendes fra det klassiske teater. Personaen har med udtryk at gøre. Og udtryk vælger jeg så at fortolke meget bredt.

Mosaik af teatrets masker, Romeriget, 2 årh. CE.

Her på det sidste har jeg på egen krop oplevet et nedbrud i min Persona. Det skete efter jeg blev 44. For eksempel i den måde jeg går på – my way of walk. Bee Gees synger på deres mærkelige falsetagtig måde “You can tell by the way I way that I use my walk that I am a woman’s man”- og John Travolta giver det krop i Staying alive. Jeg er ikke sikker på at det er ok i disse mere puritanske tider, den ville næppe blive produceret på den måde i dag – men jeg elsker sangen – og jeg elsker Travolta og hans moves. Anyway,jeg havde en tilsvarende way of walk. Majestætisk, erotisk etc. som den er blevet kaldt. It’s all history. Måske er det den gang, der har givet mig problemerne med min menisk. Anyway er der nogle dage, hvor jeg knap kan gå.

Mere tankevækkende, lyder en del af teksten også: “Life’s goin’ nowhere, somebody help me.”

Nogle gange kan vi føle os så helvedes sårbare og ensomme, når livet føles meningsløst, eller der er noget vi ikke magter eller noget bryder sammen, også fysikken. Jeg er bare glad for at det for mit vedkommende kun er noget mekanisk, så at sige. Jeg ville være fucked hvis det var værre. Men det ændrer jo ikke ved den følelse af at være sårbar. Og så lever vi endda i et land, hvor der stadig er hjælp at hente. Hvis vi beder om hjælp. Fra fra hinanden, og ikke bare fra det offentlige 2Dybest set handler begrebet “det offentlige” om en af de mest omsiggribende forestillinger om solidaritet som Verden nogensinde har set, nemlig om den skandinaviske velfærdsstat – og det er det nærmeste jeg nogensinde kommer til at tale om politik på denne blok, men jeg er konservativ når det kommer til det kulturelle – og socialdemokrat når det kommer til det sociale.

På et tidspunkt opdagede jeg at jeg havde svært ved at sige det, hvis jeg havde brug for hjælp. Især med det praktiske – som er mit mest sårbare punkt. Mine egen udfordringer med det ydre, det fysiske , min performance, giver mig måske afgang til en dybere visdom?

Måske ligger der en dybere kollektiv erfaring heri. Med hensyn til at sige, hvor vi er mest mest sårbåre og frygtfulde. Det område hvor vi er mest bange for at blive forladt. Når vi tør være sårbare er der hjælp at hente.

Og når vi tør erkende vores egen sårbarhed er der visdom at hente, præcis der hvor vi er mest sårbare. Måske fortæller kroppen mig noget, som fører til en dybere visdom? Måske giver det, at jeg ikke kan høre så godt mig en større følsomhed over for at lytte, og det der ligger i stilheden, og måske giver min problemer med mit knæ mig en langsomhed som er nødvendig i en hurtig kultur? Måske giver vores svagheder os adgang til en dybere visdom? Hvis vi tør?

Den mest “overfladiske” af arketyperne, Personaen, giver os adgang til den dybeste forståelse af vores selv, når vi oplever at Persona’en bliver krænket – så at sige. Når vi oplever at sårbarheden, såret, i vores forestilling om hvordan og hvem vi er for verden, pludselig peger mod noget dybere i os selv. Når vi bliver krænkede af livet, peger det mod vores selv. Det kan være i kroppen såvel som i vores opfattelse af identitet.

Derfor er hele “krænkelseskulturen” så interessant. Måske er problemet ikke så meget krænkelsen i forhold til identiteten, som i forhold til selvet, som faktisk er så skrøbeligt bundet op på det ydre? Måske er hele identitetspolitikken udtryk for et svagt eller ikke fundet selv – individuelt såvel som kulturelt?

Måske peger krænkelsen i det ydre på sårbarheden i det indre. Mennesker identificerer sig med det, de er i det ydre – race, køn, seksualitet etc – i stedet for det de er i det indre? Vildt forskellige. Og dog sårbare og stærke – som individuelle mennesker.

Det er i sådanne associationer, jeg får, når jeg tænker over de problemer, som jeg selv har oplevet i forhold til mit fysiske udtryk og udfoldelsesmuligheder i løbet af de sidste par år.

Det individuelle og det kollektive er forbundet.

 

2 thoughts on “Persona-nedbrud”

  1. Tak for inspirationen. Nu får du mine spontane tanker efter en god middag: Jeg har aldrig tænkt på at æstetikken selvfølgelig også er en del af personaen. Det åbner måske for en mere positiv tilgang til personaen, for æstetik er forbundet med kreativitet. Dermed understreges forbindelsen mellem ‘det ydre’ og ‘det indre’. Interessant illustration. Vi spejler os som individer (og samfundsvæsner) i en teaterforestilling. Omvendt er de klassiske teatermasker – den muntre og sørgmodige – neutrale projektionsskærme a la en Rorschachtest, men de her masker har deres egen personlighed. Det peger på at vi både møder os selv og det fremmede i teatret – og ikke bare os selv.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *