Kropsdum

Kropsdum – dét er det jeg er. Hvis du siger til mig, at jeg “skal lytte til min krop” eller jeg “skal være god ved min krop”, vil jeg ikke forstå, hvad du taler om. Jeg kender ikke kroppens sprog – og jeg har en tendens til at overhøre det, når den forsøger at kommunikere til mig. Altså bortset fra når den begynder at råbe til mig, som den har gjort det på sidste.

I det meste af mit liv har jeg faktisk bare “haft” min krop. Jeg har ikke været en krop. Den har båret mig igennem tilværelsen som et skib, og det meste er foregået fra hjertet og op.

Hvordan er det muligt at leve sit liv sådan? Kropsdum og blind og døv for dens signaler.

Der er to teoretiske forklaringer. Den ene er Jungs typologi og den deraf afledte Myers-Briggs Type indicator¹Søg på nettet, der er masser af tests. Ifølge den er jeg INFJ. Det vil sige at jeg primært er introvert med intuitionen som den primære funktion, og med følelse som sekundær ekstrovert funktion og som tredje funktion har jeg en meget stærk introvert tænkefunktion.

Her er det vigtigt at huske, at det egentligt ikke handler om hvem jeg er, men om hvilke bevidsthedsfunktioner, som jeg foretrækker at benytte mig af eller er blevet socialiseret til at benytte mig af. Fx skyldes min stærke tredje funktion at jeg er blevet opdraget til at viden, læring, læsning etc. er vigtigt, og det var samtidig en flugt for mig at være intellektuelt kompetent og dygtig i skolen i mine teenageår. Ja, faktisk helt op i mit voksenliv.

En anden forklaringsmodel er Gardners teori om de 9 forskellige intelligenser²https://da.wikipedia.org/wiki/De_mange_intelligenser, hvor man fx kan have en høj verbal/sproglig intelligens og en lav kropslig/kinæstetisk intelligens. Hvilket må siges at være aktuelt i mit tilfælde.

Da min søn spurgte mig, hvornår jeg i min barndom havde kunnet lave araberspring blev han meget overrasket, da jeg svarede at det havde jeg aldrig været i stand til. For ham, der netop har en høj kropslig intelligens er det utænkeligt, at man aldrig har været i stand til slige udfoldelser.

Hvis vi lige vender tilbage til Jungs typologi³CW volume 6. Kombinationen INFJ har dens konsekvens, at 4. funktionen – den ekstroverte sanselighed, der kan have med oplevelse af kroppen og lydhørhed overfor dens signaler, med fysisk udfoldelse og med seksualitet at gøre – ligger stik modsat den primære funktion. Det vil sige i det ubevidste. Og det kan være ekstremt svært at få adgang til dette og at fastholde det. Dog bor Animus/Anima her, i det bevidste, og de kan som sjæleførere berede vejen til at kontakt til den ubevidste fjerde funktion. Og det var også det der skete for mig. En forelskelse/projektion for snart mange år siden betød, at lyset i kroppen blev tændt – men som skrevet er det svært at beholde bevidstheden i det felt⁴ Dette bygger på samtaler med min veninde Hanne Urhøj, som er ekspert på emnet i DK.

Hvilken konsekvens har dette for mig nu, helt konkret. Det betyder naturligvis at skibet der så længe er blevet negliceret nu er begyndt at knirke og det betyder at jeg er nødt til at tage hensyn til det. At tjære det, reparere sejlene og så videre. Jeg vil jo gerne være her i mange år endnu. Men det kræver et bæredygtigt fartøj og en stejl læringskurve. Det kræver også, at jeg er nødt til at tage vare på det jeg er god til og sætte pris på det jeg kan og mestrer, min intuition, min intelligens og min følsomhed.

For nylig skrev en ven om mandstugt, hvilket for mig som kvinde også var inspirerende. I sagens natur kan jeg ikke forholde mig til hans tredje punkt. Men jeg kan forholde mig til fasten og til klarheden/soberheden, der fx betyder bedre nattesøvn og mindre stress af kroppens celler.

Og så er sanselighed jo ikke kun seksualitet og kropslig udfoldelse. Sanselighed er også for mig i høj grad forståelse for adgangen til verden gennem de fem sanser smag, lyd, berøring, duft og synsindtryk. For at have adgang til verdens fremtoning og fænomener, som de umiddelbart repræsenterer sig for kroppen – og for skønhed ikke mindst. Skønhed, som betyder så meget i vores visuelle kultur, men som måske stadig opfattes som værende overfladisk i forhold til Sandhed og Godhed, eller viden og moral. Men Skønhed har et dybere anliggende end det rent overfladiske. Det er der blevet skrevet bøger om. Og jeg kunne selv skrive en bog om det. Men for at sige det helt kort. At have forståelse og blik for verden og fænomenernes skønhed (og grimhed) er at have forståelse og blik for verden og fænomenernes Sjæl.

Det er ikke blot et spørgsmål om det visuelle. Tag nu blot noget så enkelt som et æble. Noget så uskyldigt eller netop ikke så uskyldigt som et æble. Se på det, dets rødmen, eller den måde det både er grønt, gyldent og rødt, duft til det. Og dets smag, der kan dække et stort spektrum af smagsnuancer, tag en bid af det og smag den søde eller bitre saft i munden eller mærk hvordan saften løber ned af hagen. Mærk hvor sprødt det er og spis eventuelt kernerne og huset også. Spis dit æble langsomt, nyd det og sæt pris på at være med din krop i en verden, der kan frembringe noget så smukt og simpelt og saftigt som netop et æble.

Som introvert intuitiv vil jeg altid være kropsdum eller det der ligner. Imidlertid tror jeg at håbet for introvert-intuitive og for verden er, at vores tilgang til verden kan være netop sådan. Vi er nødt til at gribe det sanselige an på en anden måde. Sansefunktionen kommer til at handle ikke blot om fysisk udfoldelse, krop, detaljeorientering – men om hvad verden har at byde på og de dybere implikationer af det.

Jeg tror at kropsdumheden, og brobygningen mellem den første funktion og den fjerde funktion, giver mennesker som mig, der har det svært med detaljer, og gøren og laden, målen og vejen, en mulighed for at bidrage med en vegeterende, kontemplerende, påskønnende, lyttende tilgang til verden. Således kan vi måske høre Stemmen fra Dybet – kosmos’ stemme.

Hvad er implikationen af et æble? Intet og alt. Hvad er implikationen af at være en krop. Adgang til verden. Væren i verden. Liv. Også når det gør ondt.