Tidens tomhed

Er det muligt bare at være til?

I denne lange weekend, hvor jeg er alene, har jeg besluttet mig for at gøre to, nej tre, ting.

Den ene er at begynde at læse tysk, den anden ting er at faste. Med hensyn til det tyske starter jeg med en bog, som jeg længe har ønsket at læse, men den det er ikke oversat til dansk. Dog, det forekommer mig underligt at læse tysk litteratur på engelsk.

Ergo. Jeg vil lære mig selv at læse tysk igen. Bogen er skrevet af den tyske litteratur- og idéhistoriker Rüdiger Safranski. Dens titel er Tid, Zeit1Safranski, Rüdiger: Zeit: was sie mit uns macht und was wir aus ihr machen. Fischer, 2018. på tysk. Og jeg har arbejdet med bogen det meste af dagen, for at forstå det tyske og for at at få det til at give mening på dansk. Heldigvis er det noget nemmere end jeg havde forventet, men det er et møjsommeligt arbejde.

Men nu er jeg blevet træt. Og der er to timer til min faste er forbi. Jeg har så fastet i 24 timer. Det har ikke været problem. Jeg føler mig ikke sulten. Det skyldes at jeg stort set ikke længere spiser kulhydrater. Kroppen fungerer på en anden måde, og kan i længere tid udholde følelsen af sult.

Men i de sidste 2 timer får det, som jeg læser om tid en aktualitet, idet tiden pludselig  bliver lang, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med den. Jeg tænker, at jeg burde gøre noget eller jeg bør læse noget, at jeg ikke bare kan ligge og hvile, uden at foretage mig noget, uden at mene noget, uden at gøre noget.

I vores kultur er vi vant til at vi skal gøre noget med tiden, men måske handler det i det så høj grad om ikke at gøre noget ved tiden, men at spørge – som Safranskis undertitel vidner om – hvad den gør ved os,  tiden. Hvis vi tillader os ikke at lade os fylde med noget, eller fylde den.

På dansk taler vi om at fordrive tiden. Det får mig til at tænke på, at vi driver tiden på flugt væk fra os, at vi egentlig vil have den til at forsvinde. Men hvis der ikke er nogen tid er der heller ikke noget liv.

I den vestlige verden, har vi en lineær forestilling om tiden som noget der går fremad, mens den østlige forestilling om tiden, som for eksempel udtrykt i I Ching, er tiden noget der kommer i mod os som en bølge.

Hvad sker der når vi ophører med at forvente at der skal ske noget, eller at forvente af os selv at vi skal få noget til at ske. Når vi venter på det, som tiden bringer med sig?

Når der ikke er et formål? Ihvertfald ikke et formål, vi selv kan bestemme?

Hvis vi dog udholder, at tiden er tom, hvad sker der så? Hvis vi blot tillader os at hvile, kontemplatere intet, og ikke engang kalder det mindfulness eller meditation, at vi ikke gør det til et projekt, at vi ikke falder i søvn, men blot hviler.

Her må jeg så komme med den refleksion, at jeg jo netop ikke blot har hvilet. Jeg har skrevet dette indlæg. Derudover har jeg også valgt at gøre noget med de fire dage, som jeg har til rådighed. At faste, at genopdage det tyske sprog og verdensbillede, og ovenikøbet at gøre det ved at beskæftige mig med et så abstrakt begreb som tid.

Ikke desto mindre fik det at jeg havde tid til overs mig til at reflektere over, hvad vi gør med tiden, når vi giver slip på at gøre noget, og lader den gøre noget ved os.

Jeg er langt fra færdig med bogen, men jeg håber at jeg bliver inspireret til lignende overvejelser, ikke blot via den bog. Men i det hele taget via mit tyske eventyr.

Og for at besvare mit eget spørgsmål:

Jeg tror at det er muligt bare at være til, og jeg tror også at det er en enkelt øvelse, der måske netop blot fordrer en smule disciplin, en smule afholdenhed og en vilje til at give slip på idéen om at skulle gøre så meget.

2 thoughts on “Tidens tomhed”

  1. Jeg tænker at tid både kan opfattes som et kvantitativt og et kvalitativt begreb. Vi lever i en kultur der er besat af at ‘måle og veje’, jf. hele fitnesskulturen. Hvor hurtigt kan vi løbe en bestemt distance, er vigtigere end hvad det gør ved os at løbe, f.eks. standse tankestrømmen, mærke kroppen etc. Jeg så Lone Frank i Deadline i går aftes (d.20.5) tale om det forrykte i at ‘vi’/regeringen har forhindret døende mennesker på hospice i at få besøg af deres nærmeste for at beskytte dem mod cocid-19. Det er bare det mest groteske eksempel på at længden af et liv fylder så meget mere i lægevidenskabens og politikernes bevidsthed end kvaliteten af et liv. Når vi befinder os i en meningsfuld situation ‘står tiden stille’, så er det ikke så afgørende hvor mange ryk digitaluret foretager imens.

Leave a Reply

Your email address will not be published.