Kroppen er kolben

Kroppen er kolben. Jeg har været et halvt liv om at nå frem til denne erkendelse. Og min krop har været et halvt liv om at lære at protestere mod min manglende erkendelse.

Kroppen er sjælens hjem, dens hus – og den er det kar, hvori sjælens bevægelse, Circulatio, finder sted.

Den er kolben, som er et væsentligt redskab i alkymien, ja det redskab, der i bogstavelig forstand omfatter hele værket. Det er i kolben – vas, temenos – at forvandlingen finder sted.

Uden kolbe intet opus. Uden krop intet liv.

Illustration fra middelalderværket Aurora Consurgens, tilskrevet Thomas Aquinas (1400-tallet)

I en af sine sange synger troubaduren :

“There’s a voice that sounds like god to me
Declaring, (declaring) declaring, declaring that your body’s really really really you.”

Du er din krop. Og det er den sangeren elsker. Det er igennem den kødelige, sanselige krop at kærligheden kan finde sted. Og det er en hellig stemme, der forkynder dette. Kroppen er en gave, gudernes gave, livets gave. Du er din krop og det er nu jeg elsker den, nu, for tiden er ved at løbe ud – i sangen1 Closing time, The future, 1992.

Og det er den også for os. Tiden er altid ved at løbe ud – som Rilke skrev2Rainar Maria Rilke, opr. 1902 “Efteraar” v. Bjørnvig, 1995:

Vi falder alle. Denne Haand vil falde.
Se paa de andre, se: det er i alle.

For alle, der er en krop eller elsker en anden krop, hvad enten denne krop er vores børn, vores forældre eller vores partner, er tiden altid ved at løbe ud, vi vil alle falde. Jeg var ved at skrive, at det gælder alle der besidder en krop.

Men mit budskab her er netop ikke at tale om kroppen som min eller din – men om kroppen som dig. Din krop er virkelig, virkelig dig. Min krop er virkelig, virkelig mig. Med de små ejestedord finder der en splittelse sted, som om kroppen ikke er andet end en ejendom, åndens slave.

Men der er en delikat sammenhæng mellem de tre; krop, sjæl og ånd. Kroppen er hjemmet, sjælen er værten og ånden er gæsten. Da nogen forkyndte det for mig, da jeg selv sad i et kar, var det også en hellig stemme, det kom bestemt ikke fra mig selv.

Jeg kommer igen til at tænke på digtet af Ricardo Reis og sætningen, der skar sig ind i min bevidsthed så skarp som en stilet, da jeg læste digtet 3 Fernando Pessoa: Udvalgte digte, 2016 :

Du er selv dit liv

Du er dit liv, du er din krop. Og når ånden forlader dig, og kroppen dør – er du ikke mere. Det gælder også mig.

Det går op for mig at jeg havde en lignende erfaring for knap ti år siden, men jeg må have glemt det i mellemtiden. Dengang var omstændighederne anderledes. Dengang var det en passion, der satte ild i kroppen og bevægelse i kolben.

Nu er erkendelsen nået til mig gennem smerte. Det er lige så svært at ignorere smerte som lidenskab. Og begge kan have en transformerende kraft. Faktisk skrev jeg engang at passion er viljen til at lide – og vælge, hvad man vil lide for.

Nu er kroppen mere skrøbelig, kolben er skåret. I japan er der en tradition – kaldet kintsugi – for at reparere keramik med guld, således at revnerne i fx en skåret skål fyldes op med guld. Så selvom jeg ikke kan skrue tiden tilbage til for ti år siden eller til da jeg var 16 år og smukkere og sundere end jeg selv kunne begribe – det er 30 år siden nu- kan jeg forsøge at klinke skårene. Og guldet er at være god ved mig selv, være bevidst om at jeg er kroppen og at kroppen er kolben.

Nej, nej – det er ikke nok at være bevidst – det er ren ånd. Det må være at leve det – trods den smerte livet indebærer. Følelsesmæssig og fysisk smerte. Vælge livet og  vælge hvad jeg vil lide for og med.

Jeg er kroppen, jeg er kolben. Du er kroppen, du er kolben. Du er dermed selv karret, der rummer det alkymistiske opus, der er dit liv.

Du er selv dit liv.

Leave a Reply

Your email address will not be published.