Pærevællingen

“March on, ioine brauelie, let vs to it pell mell, If not to heauen then hand in hand to hell.”1 https://en.wikipedia.org/wiki/Melee

Det gode danske ord pærevælling hentyder til en konkret vælling af pærer, som er en ret, der er kendt siden vikingetiden. Men når vi bruger ordet pærevælling i ordført betydning, mener vi ofte et sammensurium eller blanding af ting, eller at noget er kaotisk og uordentligt.

Det er i den forstand en fordanskning af eller slang for det franske pêle-mêle der igen kommer af mesler, der betyder at mixe eller mingle – engelske ord, som vi igen kender på dansk. Det interessante er at pêle-mêle faktisk er et begreb, der har med krig, kaotisk nærkamp, uordnet tilbagetrækning at gøre, som det ovenstående citat fra Shakespeares Richard III illustrerer.

Når vi befinder os midt i pærevællingen – i livets og hverdagens pærevælling, har det i virkeligheden nogen lidt dybere, mørkere og farligere konnotationer, selvom ordet pærevælling i sig selv lyder meget uskyldigt.

Og livet er jo således indrettet, at vi ikke kan undgå pærevællingen. Konflikter, kaos, knubs – og det hænder også at vi må trække os tilbage på uordnet måde, og slikke vores sår – og vores ego. I det mindste betyder dét, at vi ikke er døde.

Nogle gange betyder det også bare, at vi netop har været en tur i pærevællingen, at vi har været dumme eller ubetænksomme, at vi har sovet i timen og ladet vores komplekser og skyggesider re(a)gere. Og så er den ikke længere.

Og dog er det netop de dybeste sider af vores psyke, der kommer i spil, når disse konflikter opstår. De er en del af vores liv, de er grundet i dem vi er og de gør os også til dem vi er – på godt og ondt. Af samme grund har jeg valgt at illustrere artiklen med et arketypisk billede.

Illustration fra middelalderværket Aurora Consurgens, tilskrevet Thomas Aquinas (1400-tallet)


Pærevællingen forsvinder ikke, den er en uomtvistelig del af ethvert liv, og den gør til tider livet umanerligt surt for os. Måske kommer vi ud af én konfliktzone for blot at havne i en anden. Og nogle gange føles det som at marchere hånd i hånd til helvede med dem vi er nærmest – det er jo oftest dem, der er os nærmest, med hvem vi bringer os i sådan en situation eller tilstand.

Men nogle gange er man så heldig eller velsignet, at man igennem pærevællingen, de uorganiserede sammenstød, de knubbede ord, de sårede følelser, den utilfredsstillede stolthed, finken der fløj af panden – og hvad der ellers kom ud gennem sidebenene eller mellem tænderne – eller hvad der nu finder sted mellem mennesker … Eller snarere bagefter – kan finde et nyt sted og en ny forståelse.

Og så er man måske kommet en lille smule i himlen. Eller også er man blevet en lille smule klogere end før.

Indtil næste portion.

Leave a Reply

Your email address will not be published.