Ind i mørket

Vi lever i en mærkelig tid. Og nu går året 2020 mod mørket og skyggerne. Før det igen lysner efter vintersolhverv.

Jeg husker, hvordan man i starten af året talte om de brølende 20’ere – men vi må konstatere at året 2020 brølede med en anderledes rumlen end forventet.

Jeg mærker det stien mod mørket selv som en tyngde i mit bryst, som om mit hjerte vejer mere end vanligt. Og ifølge de gamle egyptere skulle hjertet helst være let som en fjer, når det blev vejet op mod en fjer efter dødens indtræden. Men jeg er  jo heller ikke færdig endnu, måske kommer der lettere og lysere dage.

Albrecht Dürer: Melancolia, 1514.


Nogle mennesker bærer melankolien i deres sind som et grundvilkår. I vore tider er det noget vi ønsker at se bort fra, noget vi ønsker skal forsvinde med tidens løsener som “positiv psykologi”, “ja-hatten”, “robusthed” mm. Jeg vil understrege, at jeg nu ikke taler om melankolien som depression, altså den frygtelige og farlige psykiske lidelse, men om melankolien som “trist humør, tungsindig stemning” 1se https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=melankoli, som er i den version jeg selv kender den.

Ordet melankoli kommer af en sammensætning af melas ‘sort, mørk’  og chole ‘galde’, hvilket går tilbage til de tider hvor man mente at sindsstemningen skyldtes at folk havde for meget sort galde i dem, til forskel til for eksempel det sangvinske temperament, der kommer af ‘sanguineus’ for blodrig, og som giver en gladere grundstemning.

Vi ved at det ikke hænger sådan sammen, ikke desto mindre kan læren om de fire temperamenter og legemsvæskernes indbyrdes forhold fungere som en illustrativ metafor. Mennesker er forskellige, vi er sammensat på forskellige måder, komplekse i varierende grader. Vi er blandet på forskellige måder.

I tarotten viser kortet Temperance ofte en engel, der stik mod hvad der kan lade sig gøre ifølge tyngdeloven blander en væske frit svævende mellem to beholdere. I daglig tale forbindes temperance med moderation, afholdenhed – men på et dybere plan handler det om, hvorledes tingenes er blandet sammen – i hvilke forhold. Ren alkymi.

Min indre væske har været blandet op med mørke og melankoli længe. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der føler sådan. Vi kan have en tendens til at ville “gøre noget ved det”, at få det til at forsvinde, se bort fra det, undlade at føle det – og i den proces at ty til allehånde dulmende substanser.

Både på det individuelle og det kollektive niveau. Det gør jeg også selv – fx spiser jeg for meget sukker – stik mod mine bedste intentioner – når jeg ikke har det godt. Spørgsmålet er blot om prisen for at dulme melankolien i det lange løb ikke er højere end at se den i øjnene blidt og årvågent?

The sophic putrefaction. Cabala mineralis manuskript.

Vi skal måske ikke ligefrem dvæle ved det, svømme i det, mæske os i det. Men hvis vi kan træde et skridt tilbage og anskue melankolien som et af mange stadier i en proces, kan vi se det som en væske i en kolbe. Hvor indholdet  nogle gange bruser op og koger over, bobler over i ren livsglæde eller som nu ligger som en sort ildelugtende væske på bunden af kolben.

Stille og ubevægelig.

Således kan rejsen ind i mørket, frem mod Samhain og forbi, hen mod det mørkeste mørke lige inden vintersolhverv føles mindre som en rejse og mere som en stilstand. En tilstand af Nigredo hvor intet tilsyneladende sker.

Men netop Nigredo er en fase, der forbindes med putrefactio – en tilstand af opløsning, nedbrydning og forrådnelse. Så derfor sker der bestemt noget med væsken i kolben.

Det kræver blot en vis tålmodighed at udholde denne proces.

Leave a Reply

Your email address will not be published.