Panem et circenses

Here we are now, entertain us
I feel stupid and contagious
1https://www.youtube.com/watch?v=hTWKbfoikeg

I tv-monopolets dage diskuterede vi hvad der var blevet sendt lørdag aften, over frokosten om mandagen. Nu giver vi hinanden tips til hvilke film og serier, der er gode at se på hvilke streamingtjenester. Selvom vi ikke ser de samme ting, og den referenceramme er forsvundet, så er der dog det fællespunkt at vi alle efterhånden konsumerer det ene eller det andet show eller serie.

Jeg kommer til at tænke på det latinske udtryk panem et circenses, der betyder brød og cirkus. Dette udtryk stammer fra den romerske digter Juvenal, og hentyder til elitens vane med at pacificere folket med gaver og underholdning2https://da.wikipedia.org/wiki/Br%C3%B8d_og_cirkus – og ikke mindst det faktum, at pøbelen lader sig tilfredsstille på denne måde.

Pablo Salinas: The Roman Festivals of the Colosseum (ca. 1900)


På samme måde abonnerer vi på synspunkter på de sociale medier, og der er forlydender om at debatten bliver mere og mere polariseret og hadsk. Måske er det den forhåndenværende pandemiske situation, der byder os at finde en position, og så at holde fast i denne – som gjaldt det livet. At have en mening – i skarp modsætning til at finde mening med tilværelsen – i mellemrummet mellem viden og ikke-viden.

Det er ikke okay ikke at vide, hvad man mener. Det er måske mere trygt at klamre sig til en holdning eller et synspunkt, end at acceptere “at jeg ikke kan vide alt – og at jeg ikke nødvendigvis skal vide alt eller have en holdning til alt”.

Det er nemmere at konsumere end at kreere selv 3Let omskrevet citat fra Elizabeth Gilberts “Big magic”. Og selv når vi giver os i kast med at hækle grydelapper og lave surbrød, så deltager vi i en trend. Lidt på samme måde som når vi reproducerer forhåndenværende synspunkter.

At falde mod en position og se bort fra andre muligheder – og måske ikke være tolerant over andre positioner – kendetegner vores kultur. Nogle taler endda om et paradigme, der domineres af en ny form for tankepuritanisme. Ja ligefrem fundamentalisme.

Jeg tror, at det skyldes en manglende evne for kompleksitet, der både angår individ og kollektiv. Kompleksitet kræver noget andet af os. Desværre er behovet for brød og cirkus både fordummende og – som det indledende citat udsiger – smitsomt. Det er ikke kun virussen, der smitter og muterer – det gør forenklingen også.

Det er ikke fordi, der er noget galt med det enkle – det er blot ikke det samme som forenkling. Det sidste indbefatter at man giver afkald på kompleksitet og polyvalens – og de muligheder, der ligger i at ting kan være flertydige.

Problemet er måske at når man stiller i et tvivlens sted, så er der ikke så langt til fortvivlelse – selv om de, som Kierkegaard skrev ikke er det samme. Hvis vi ikke tør tvivle, og er bange for tvivlen – og det felt af muligheder, som den åbner op for – så er fortvivlelsen snublende nær.

Tør vi kompleksiteten, tør vi ikke-viden? Tør vi udholde flertydigheden – i stedet for at lade os bedøve? Bedøvelsens brød og cirkus er ikke det samme som uskyld. Bedøvelsens brød og cirkus er villet ubevidsthed, en anden form for fortvivlelse.

Uskyld er at stille sig åben, før viden og ikke-viden – at se på verden som et barn, hvis kind kærtegnes af en sommerfugls vinge.

The blood-dimmed tide is loosed, and everywhere   
The ceremony of innocence is drowned;
The best lack all conviction, while the worst   
Are full of passionate intensity


– skrev Yeats.

Den passionerede intensitet kan være farlig for alle hvis den stiller sig i en position hvor der ikke er plads til tvivl eller kompleksitet. Det er set før og vi vil se det igen. På den ene side brød og cirkus – på den anden side angst for det komplekse, fastholdelsen af og i forenklingen. Bedøvelse vs intensitet.

Tør du finde mellemvejen – kaninhullet? Der hvor du ikke, ved hvor du er og hvor du kommer hen?

Leave a Reply

Your email address will not be published.