Jeg læste et interview med forfatteren Christina Hagen, hvis bøger jeg ikke har læst, og jeg kommer sikkert heller ikke til det, om kultur. Hun nævnte at det værk, der have gjort størst indtryk på hende var en film af Jim Jarmusch der hedder “Permanent Vacation”. Af en eller anden grund fik jeg en overvældende lyst til at se denne film. Måske fordi det ville være en overspringshandling, der kunne forhindre mig i at gøre – noget. Hvad som helst.
Det bemærkelsesværdige ved filmen1 Jarmusch, Jim: Permanent vacation, 1980, tilgængelig på filmstriben er at den ikke handler om noget, og der sker heller ikke rigtigt noget i den. Vi følger en ung mand med det sælsomme navn Aloysius, der driver rundt på Manhattan. Det er umiddelbart svært at bestemme hvornår den finder sted.
Jeg overvejede at finde analyser af den online, for at finde ud af om der er en dybere mening, som jeg ikke selv forstod, men besluttede mig for at skippe det med at hoppe ned i hullet efter en dybere mening. Måske er det netop meningen.
Måske kan filmens budskab koges ned til at det er bedre at drive rundt end at blive på eet sted, fordi at man så ikke i samme grad tænker på at man altid er alene, selvom man er det. Hvis man så allerede er kommet til den erkendelse – er mit ræsonnement – så behøver man (jeg) ikke at tage nogle steder for at finde ud at (man) jeg alligevel er alene.
På en eller anden måde er det at der tilsyneladende ikke rigtigt sker noget i filmen – andet end at Aloysius driver rundt – sært provokerende. Og det er nok også en pointe. Vi vil gerne have et mål, eller en mening eller en struktur.
Med livet generelt. Og nu. Den største udfordring ved den krise vi er i nu er at det er der bare ikke. Ihvertfald ikke hele tiden, og ikke i samme grad som før. Vi kan heller ikke komme ud at rejse. Så vi drømmer om rejsemål, og opfinder mål og gøremål. Som jeg skrev i et opslag på Facebook for nogle dage siden er det eneste jeg har opnået under krisen at blive langsommere end jeg var i forvejen. Det er stærkt tilfredsstillende.
Den unge mand i filmen rejser også. Spørgsmålet er om det ændrer noget. En del af hans problem synes at være en manglende evne til at relatere, og med det i bagagen tror jeg at det er fuldstændigt ligegyldigt hvor man er.
Camus mente at eksistensens store spørgsmål er selvmordet. Jeg tror at eksistensens store problem er ensomheden – og at det for nogle mennesker er en ubærlig tanke. Det er en situation vi må flygte fra – ikke nødvendigvis ved bogstaveligt at drive rundt, men ved at drive mod projekter eller mod fyld.
Der er naturligvis andre perspektiver:
Måske er der nogle mennesker, der faktisk ikke kan udholde at være alene, som er sociale væsener. Og måske er det lige så svært for mennesker der først og fremmest ser sig om sociale væsener at være alene, som det er for mennesker, der holder af at være alene at opfatte sig selv som et socialt væsen.
Måske er der nogle der ikke bliver ensomme. Eller nogen, der bliver ensomme, men som bare bedre kan tackle det eller overkomme det. Eller som mærker ensomheden, accepterer den, fylder lidt på af det man nu bruger – og så glemmer den igen. Og så er der dem der ser ensomheden som en nødvendighed, som en disciplinerende ven, ja som frihed.
For mit eget vedkommende flyder jeg rundt dér et sted. Nogle gange kan jeg ikke klare det – men det meste af tiden kan jeg. Og nogle gange er jeg ensomhedens discipel.
Dét jeg savner mest i denne tid er samtalen, den rolige, undersøgende, fortrolige, ægte samtale.