Tanker

Der sker for meget i mit liv for tiden, i hvert fald på det mentale plan. Det er som om at der er for mange ting, der vil igennem systemet – og for lidt kapacitet til at processere. Eller udtrykt i det alkymiske sprog; der skal cirkuleres meget igennem kolben. Og nogle gange føles det som om at der bliver fyldt mere på kolben end den kan klare.

Desværre har jeg ikke tid til at tænke på samme måde som Rodins Tænkeren eller Grubleren, som den vist hedder på dansk. Og derfor har det været svært at finde tid og overskud til at skrive. Eller ihvertfald at skrive noget meningsfyldt. Og omvendt er det også sådan at det at skrive giver et overskud. Så cirkulationen er gået den forkerte vej …

Jeg håber at det bliver bedre hen over sommeren, men jeg eller vil kan ikke love noget. Dog kan jeg kan sige, hvad der er i støbeskeen for sommeren og efteråret:

1. Jeg har planlagt at skrive en større artikel om Heksen til Jung for Alle. Denne artikel havde jeg først tænkt mig skulle være klar til Skt. Hans eller sommersolhverv. Men da jeg tror, at Heksen kræver mere af mig i form af Fordybelse og Hengivelse, bliver den snarere færdig til Alle Helgenen eller Samhain.

Artiklen skal handle om heksen som symbol, men også om Skyggen i den jungianske psykologi. Jeg kommer både ind på Heksen som symbol i en psykologisk, symbolsk, kulturel, historisk og social kontekst.

2. Jeg vil lancere Kristines Kaffesalon i efteråret. Formålet skal være samtale, dannelse og fordybelse. I forhold til et givent emne. Da det netop er samtale, der er omdrejningspunktet – og måske essentielt i forhold til de problemer vi står overfor – vil Samtalen sandsynligvis blive det første emne, der tages op. Mere herom senere.

3. Noget af det, der skaber ro midt i følelsen af acceleration er at læse. Jeg har masser af læsestof, der venter. Lige nu er jeg ved at læse en bog om det gamle Rom 1Mary Beard: SPQR. Når man læser den, får man et indblik i en meget anden verden end den vi kender men også en verden, hvor folk egentlig var som vi selv på mange måder: de levede, elskede og døde. Jeg tænker dog også på, hvad en romer i de første århundreder CE ville tænke om vores accelererede liv.

4. Museerne har åbent igen. Og jeg glæder mig til især at komme på Glyptoteket, som for mig er en oase af noget Andet midt i storbyen. En anden sfære af tid, og af muligheden for at fordybe sig i kunst, eller blot sidde en stille stund ved Vandmoderen.

Med disse ord, kære læser, vil jeg ønske dig en god søndag. Jeg håber at dagen bliver langstrakt nok til at du finder roen og tiden til at fordybe dig eller blot kontemplatere stille

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *