Vi er nu forbi sommersolhverv, og dagene bliver igen kortere. Men for nu er natten lys, det er højsommer. Alt er i blomst. For mig har denne tid på året altid været forbundet med håb, måske fordi studenterne springer ud, og alt deres unge håb drypper også af på os andre.
Fredag aften var jeg så heldig at være blevet inviteret med til reception af min ven Johan Chr. Nord i anledning af udgivelsen af Andrea Hejlskovs bog Vølve.
Og den aften gav mig i den grad håb. Både fordi der var nogle fantastiske indlæg om bud på genfundne forbindelser, om havfruer og gudinder, og om indvielsesveje for kvinder og mænd – for mennesker. Der var poesi og et ritual til Gudinden Frejas ære.
Det var rørende, meningsfyldt og lægende. Jeg overvandt et pludseligt anfald af akut indadvendthed og overvældelse. Der var for mit helt eget vedkommende beskeden om at der ikke er nogen undskyldning for ikke at skrive. Der opstod en spændende samtale om frisættelse af det kvindelige, når vi bliver modne og når vi er i transition på vej til denne modenhed. Når vi måske ikke er kvinder mere – men noget andet?
…
Jeg tror at Vølven kalder på os – denne bog og aften er en manifestation af dette kald. Og nogle af os vil lytte til budskabet – hvad enten vi kalder os hekse eller hedninge, alkymister eller asatroende. Vi har brug for dette budskab, nogle erkender at det er nødvendigt at for at skabe forbindelser tilbage til jorden og det gamle, norrøne, til det Andet, til træerne og dyrene, skyggerne og væsenerne. De er der alle endnu.
Vi har brug for at skabe forbindelse til vores egen og verdens sjæl, Anima Mundi.
Vølven har hvisket i Norden i de sidste 1000 år, men nu er det som om at der er flere og flere mennesker, der lytter. Lytter til sangen i deres eget blod, lytter til jorden, dufter til den sarte, rosa rose.
“Jeg kigger på New Dawn rosen, som jeg plantede dengang jeg kunne gå. Den er allerede blevet meget større. I vildmarken står den og lyser kunstigt rosa og sart, der er ellers ingenting, der er rosa og sart her, så jeg begynder at græde. Jeg ligger i solsengen og græder over alt det, der er rosa og sart” 1 Hejlskov: Vølve, 2021, s. 1
Selv når man bor i byen er også det muligt at lytte; til byskaden, til himlen, til sommerregnen.
…
Vølvens hvisken er nu blevet en kalden, i kollektivet og i den enkelte. Og det var jeg var vidne til i går. Og der er nogen der svarer.
Vølven hviskede til mig kort før vintersolhverv for halvandet år siden, mærkeligt nok lige før jeg mødte min føromtalte ven. Nu er det som om at én cirkel er fuldendt her kort efter sommersolhverv. Jeg er taknemmelig for at få muligheden for at høre hendes kalden. Nu højere end blot en hvisken.
Så må jeg svare hende, Vølven.