Alkymisten i karret

Vandet i mit kar er ved at løbe ud over siderne og skabe en mindre oversvømmelse. Jeg er nødt til at hive proppen op af karret for at lede noget af vandet ud. Bægeret er fuldt, og det eneste der er at gøre er at undlade at tage nyt ind. Eller – for at bruge en tredje metafor – at undlade at sætte nye skibe i søen, og kalde nogle af dem tilbage, som jeg allerede har sat ud.

Jeg føler en mental sub-stress, hvor jeg har svært ved at overskue ny information. Med indgangen til sommerferien kom den indsigt at jeg er nødt til at prioritere benhårdt fra nu af og frem. Jeg tyvstartede på ferien i fredags ved at sove i 11 timer, hvilket for mig er tegn på at jeg er udmattet. Jeg har kun lyst til at sove og læse, sove og læse.

Jeg er nødt til at at undlade at gøre nogle ting. Jeg kommer til at spænde over for meget, hvis jeg ikke fokuserer på det jeg gerne vil. Fokus har altid været en udfordring. I den sammenhæng er det interessant at ildsted faktisk på latin hedder focus.

Det betyder, at ihvertfald Visdommens bog, og et andet bogprojekt bliver lagt helt på hylden/sat på pause fra nu af, dvs fra efter min ferie og fremover – helt indtil jeg er færdig med min uddannelse til jungiansk analytiker. Det er ikke helt afgjort, hvad der kommer til at ske med min ide om Kristines kaffesalon – indtil videre simrer den i kolben til videre modning.

Det som kommer i første række til efteråret er netop min uddannelse, og ikke mindst at skaffe klienter til min praksis som seniorkandidat på Jung-instituttet. Og derudover min krop. Samt on/off arbejdet med Jung for Alle. Kvintessensen bliver ikke sat på hold, fordi den fungerer som en god ventil for mit kreative virke.

Det er naturligvis ikke uden en vis sorg at jeg må lægge bånd på nogle af mine kreative ideer, men jeg har indset, at hvis man vil for meget, når man ikke noget. Det hele bliver bare til sjatter af vand udenfor karret, som man derefter risikerer at glide i.

Derudover, hvis vi ser på billedet at alkymisten i badet, så ser vi at han faktisk bliver kogt i karret. Hvis vandet bliver for varmt dør han, som med så meget andet betyder det at den rigtige temperatur er alfa og omega. Og Temperance – mådehold – er netop en af de fire kardinaldyder.

Hvis vi leger med billedet; at han rent faktisk skal koges betyder det – som når vi koger en kylling i en gryde i vores hjemlige køkkenalkymiske praksis – at kødet falder fra knoglerne, og der finder en forvandlingsproces sted. Men det kræver stadig at der den rette temperatur, den rette mængde brænde – og den rette mængde vand, samt – som vi ser på billedet – en hjælper til at tage sig af det hele. Vi kan anskue denne hjælper som vores sunde fornuft, der bliver udenfor karret og har styr på det praktiske, det fysiske og det jordiske.

Om det møjsommelige alkymistiske arbejde skriver Marie-Louise von Franz:

Then you had to build the vessel: go to a potter and order certain vessels capable of standing great heat. At that time such vessels could not be produced as they can be today, so people used thermoses which were simply heated day and night with charcoal or wood, and then they had to discover the technique for blowing air into the fire to get higher temperatures. Thus you had to hire some simpleton who was willing to stay awake night and day to blow the blowers as to get to the heat, and if the chap went off to have a beer your whole experiment was ruined, and you had to begin again.” [Von Franz] ¹ Citeret fra https://www.jungforalle.dk/den-alkymistiske-kolbe/

Vi har altså brug for at have en “hjælper”, der bliver ved arbejdet og er i stand til at styre processen, og som ikke bare går ud og drikker øl midt i det hele, med andre ord det alkymiske arbejde, den indre psykiske proces, det kreative virke kræver pålidelighed, jordbundethed og soberhed i enhver betydning af det ord.

Så er der selve billedet med badet. Om det kan der skrives mangt og meget, og det er der også blevet gjort. Helt kort; i alkymien er badet et symbol på opløsning og forvandling. Det er også en fødselssymbol, der har med den store Moder at gøre, med den livgivende livmoder. Det vil sige, at billedet viser at alkymisten i badet faktisk genfødes i processen med at blive kogt, at hans knogler vil falde fra hinanden, at han vil dø – men han vil også genfødes i karret og genopstå – det er det som duen peger på: at der i oplysningen Solutio opstår en ny hvid sjæl; Anima candida² Se fx Henderson & Sherwood: Transformation of the psyche : The Symbolic Alchemy of the Splendor Solis, p. 100. Duen er i den kristne kultur et symbol på Helligånden – men også den peger tilbage på den store gudinde – duen er associeret med Venus.

Hvor vil jeg hen med alt dette i relation til min egen pragmatiske indsigt, at jeg er nødt til at skille noget ud og fra?

Jo, for det første er det en væsentlig forudsætning i den alkymiske, psykologiske praksis at vi er nødt til primært at vide, hvad der skal være i kolben og hvad der ikke skal være i kolben. Hvad der skal være i fokus. Hvad der skal bearbejdes på ildstedet og hvornar.

Med andre ord; Alt har sin tid.

Det kan være svært at indse, og det at skille noget fra, at gå glip, at give slip – kan føles som en lille død, en følelse af at måtte give slip på noget identitet, den del af os, der bilder sig ind, at vi kan kontrollere, styre og overskue det hele. Men hvis noget sies fra og skilles ud, bliver væsken renere og ét produkt kan måske endda skabes.

Eller – som en ven siger: det er nødvendigt at fokusere på Værket (alkymisten i karret) frem for på værkerne. Hvis alkymisten (i dette tilfælde mig) ikke skal drukne eller karret koge over, skal der sies fra, hældes ud. Hjælperen skal gøre arbejdet med selektion, temperatur og moderation.

Endelig valgte jeg nu at benytte lejligheden til at vise eller skitsere, hvordan alkymiens billedsprog kan give mening i et moderne liv, hvor vi er udsat for utallige valg, muligheder, fristelser og ideer. Og hvordan dette billedsprog kan hjælpe os i processen med at leve livet – eller at skabe Værket.

Du er selv dit liv. Du er selv dit Værk.