Min ferie har været god og afslappende. Jeg kunne sikkert godt have haft godt af endnu en uge. Men nu er hverdagen tilbage. Ferien har stået i oprydningens tegn. Både på det indre og det ydre plan.
På det ydre plan handler det om oprydning af mit værelse. Det fungerer – fordi jeg har to børn, og kun en lille, treværelses lejlighed – som både min stue, min arbejdsplads og mit soveværelse. Og mit bibliotek.
Jeg har, med min datters uvurderlige hjælp, fået styr på mine bøger og fået ryddet op i værelset. Derudover har vi ryddet op i mit kælderrum, således at der kunne blive plads til alle de overskydende bøger. Kælderen er nu overskuelig og – hvilket er væsentligt – det er nemt at finde julepynten.
Det var lidt af en omgang. Men jeg tror at ydre oprydning, selv om det indrømmet ikke er min spidskompetence eller første prioritet, har betydning for det indre rum. Og dermed for mulighederne for den indre oprydning. Ihvertfald føler jeg mig nu mindre fyldt, mentalt, end ved feriens start.
Oprydningen af mit værelse afspejler dermed mit behov for at prioritere. Bøger der handler om at skrive og om tarot er blevet minimeret. Mens Jung-biblioteket er blevet ordnet, og det samme er bøgerne om mit yndlingsemne alkymi. Det afspejler min beslutning om at prioritere min uddannelse til jungiansk psykoanalytiker. Jeg har også fjernet bøger om yoga, mens jeg har beholdt bøger om meditation, men ikke dem alle.
Jeg har kogt mine prioriteter for efteråret ned til tre punkter. Her ses bort fra det givne, det forpligtende, det livsopretholdende. Det jeg Skal tage mig af : børn og arbejde.
Det jeg derudover Vil prioritere er:
1. Kroppen i form af træning og kost.
2. Jungiansk psykologi og Klientarbejde.
3. Læsning – og skrivning på denne blog, og på Jung for Alle, i den udstrækning jeg har overskuddet.
Og aktiviteter, der falder udenfor disse tre kategorier vil altså blive sorteret fra. Det betyder naturligvis at det ikke gælder samvær med mennesker jeg holder af.
Det er et velkendt kreativt og livskunstnerisk greb at stille begrænsninger op for værket og Værket. Et litterært eksempel er den franske forfatter Georges Peréc der skrev en roman uden at anvende bogstavet e. Indenfor de opstillede begrænsninger kan værket udformes.
At afgrænse sig for at kunne skabe og leve, at skabe rammer og form for at kunne fylde noget i formen. Det giver mig – igen – muligheden for at vende tilbage til og Kolben som symbol og livsmetafor, og det viser igen at den som sådan – Holder.