Stilhed og støj

Weekend-morgener er så absolut mit yndlingstidspunkt på hele ugen. Især lørdag morgen. Det er muligt at sove til jeg vågner af mig selv. Der skal ikke ske noget – det er ihvertfald mere reglen end undtagelsen. Som regel vågner jeg forholdsvis tidligt og har dermed formiddagen udstrakt foran mig. Jeg drikker kaffe, nyder stilheden, taler med katten, skriver dagbog. Jeg nyder denne lomme af tid og stilhed.

Jeg har netop læst en bog Tore Skeie: Jomfruen fra Norge, der handler om magtkampene i Norden i 1300-tallet. Jeg går ikke ind for at romantisere fortiden – slet ikke dette frygtelige århundrede, hvor krige og pest hærgede i Europa, hvor levealderen var kort og hvor du kunne dø af at stikke dig på et rustent søm.

Men én iøjnefaldende forskel – og noget som først har ændret sig indenfor de sidste 50 år – med en enorm acceleration siden flest mennesker fik adgang til internettet. Manglen på information i forhold til den mængde information vi nu er udsat for er slående. Kong Håkon af Norge eller Kong Erik Menved af Danmark havde ikke brug for passwords til computere og hjemmesider, nemid, streamningtjenester, so-me, onlinenyhedstjenester, aviser etc etc .

Der kunne gå uger før de fik besked om politiske omvæltninger i nabolandet, eller bulletiner om pavens afsættelse eller krige i Italien og Frankrig. Og det var eliten. For almindelige mennesker gik der velsagtens endnu længere tid. Datidens kort viste at Jorden er flad, og at Asien og Afrika var befolket af monstre. Der var hvide pletter på kortet, både konkret og i overført betydning.

Hereford Mappa Mundi, ca. 1300. Således så Europa ud i det 14. århundrede.

Nu får vi information om, hvad der foregår på den anden side af jordkloden indenfor få minutter. Det er naturligvis en voldsom sammenligning – men overdrivelse fremmer forståelsen. Vi lever i en tid, hvor støj – såvel konkret støj som støj i betydningen informationsstøj – er allestedsnærværende. Hvor vi til enhver tid skal forholde os til alle mulige ting, hvor vores sind og bevidsthedssystem bombarderes med bits i en konstant strøm. Det er naturligvis ikke noget nyt – det er noget vi gradvist har vænnet os til indenfor de sidste 30-50 år. Den begivenhed, der indvarslede denne nye virkelighed, denne fagre nye verden, er vel Månelandingen, der blev vist på tv i 1969.

At kunne følge med i noget der foregik så langt væk som Månen, samtidig med at man sad hjemme i lænestolen må have været epokegørende og mind-blowing.

Siden da har det moderne menneske altid kunnet nås af noget udefrakommende. Konstant og akut. Afstanden i både konkret og overført betydning er blevet stadig kortere, og på en eller anden måde må det have nogle konsekvenser, som vi måske endnu ikke har forstået helt. Det betyder ikke mindst at vi altid kan være tilstede både i det konkrete sanselige nu og så et andet, virtuelt, sted. Og at vi næsten konstant er både her og der, at vi tjekker so-me på telefonen, samtidig med at vi går ud af metroen.

I Matrix-filmene er det, vi som mennesker forstår ved den virkelige verden en virtuel verden, mens den virkelige verden er lagt øde af kampen mellem mennesker og maskiner. I Matrix-filmene kæmpes en indædt modstandskamp mod maskinerne. Æstetikken i Matrix-filmene var banebrydende og budskabet tankevækkende da de kom lige før det ny årtusinde for 22 år siden. Jeg er desværre ikke overbevist om at vi kæmper lige så indædt imod at blive koloniseret af det virtuelle som vi måske burde. Det virker som om at vi er blevet koloniserede af det virtuelle, uden at have kæmpet særlig meget imod.

Måske skal vi ikke kæmpe imod. Måske ønsker vi ikke at kæmpe imod. Måske ønsker vi at følge med at være på, hér, dér og alle vegne. Dog synes der at være en tendens til at melde sig ud. Nogle gange sker det med et opslag på so-me om at melde sig ud, og så virker det lige så meget som en del af en trend som så meget andet. Andre gange forsvinder folk bare siver ud, som når man forsvinder fra en fest, man ikke har lyst til at deltage i, uden at sige farvel.

Mit ærinde er ikke at sige, hvad der er det rette at gøre for andre, for dig. Jeg tror at det handler om at finde sin egen måde, sin egen vej. Dybest set handler det om hvad man vil bruge sin dyrebare tid og sin dyrebare opmærksomhed på.

Jeg har erfaret, at det der stresser mig mest ikke er at jeg føler at jeg skal gøre alt muligt. Det der stresser mit system er hvis jeg skal være opmærksom på alt for meget på en gang. Jeg har måtte prioritere min opmærksomhed. Jeg er selektiv eller forsøger at være selektiv med hvad jeg fylder på mit mentale system. Men jeg føler mig stadig ofte bombarderet udefra, og derfor har jeg forsøgt at disciplinere mig selv.

Mine strategier mod støj er som følger:

  • Læsning er blevet nævnt som en strategi i modstandskampen mod altid at være på eller være tilgængelig.
  • En anden strategi er selve det at dyrke stilheden, noget der tilsyneladende bliver sværere og sværere i det urbane miljø, hvor det nærmest forventes at vi skal finde os i andre menneskers støj.
  • En tredje mulighed er at dyrke ensomheden eller få betydningsfulde og meningsgivende relationer.
  • En fjerde mulighed er at skrive dagbog.
  • En femte er at dyrke det indre gennem mødet med det ubevidste, gennem drømme og aktiv imagination.
  • En sjette er at afstå fra at udtrykke sig, at undlade at forholde sig til alt, hvad man læser, at være neutral, eller uanfægtet.

At lade verden gå sin gang, mens man forbeholder sig retten til at forblive afskåret.

Far from the madding crowd.

 

 

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.