Året 2020 rinder ud og det er der mange der føler som en lettelse, ikke uden grund. Det er blevet udråbt til at være et forfærdeligt år, et Annus Horribilis, hvor meget har været anderledes end vanligt. Men det er altså ikke det værste år i historien. Fx vil jeg mene at krigsårene 1939-45 var værre. Eller årene hvor den spanske syge hærgede, under 1. verdenskrig oven i købet. Eller 1929, hvor krakket skabte økonomisk depression, der i øvrigt blev forudsætningen for at Tyskland kunne gribes af nazismen. Eller vi kan gå længere tilbage 1347-48 hvor Den sorte Død hærgede.
Under den spanske syge havde vi slet ikke de forudsætninger for at skabe en vaccine så hurtigt som vi har set det i 2020, som i øvrigt er en helt ny type vaccine. Under pesten anede man slet ikke, hvad der var på færde, men mente det var Guds straf 1“Den fjerde rytter”, af Varberg og Duedahl, 2020, giver et glimrende indblik i 10.000 års epidemihistorie.
Misforstå mig ikke. At andre år har været værre betyder naturligvis ikke at dette ikke har været svært nok for mange. Og det har kostet dyrt på mange områder: Nogle er døde, nogle er invaliderede af senfølger. Det har kostet helbredsmæssigt, økonomisk og også på det psykiske plan, hvor folk er ensomme, deprimerede og angste på grund af isolation.
Men jeg kan ikke lade være med at tænke på – når jeg ser alle disse opslag om hvor slemt 2020 har været – at tænke på at vi netop holder det op imod hvor godt vi normalt har det i dette samfund, og at vi faktisk har nogle historiske muligheder for at gøre det mindre slemt end det kunne have været.
Måske er det en ringe trøst. Men det skal, tænker jeg netop ses i relation til det “normale”, uanset om vi nu ønsker det normale tilbage eller ønsker at korrigere det ud fra det vi har lært af at være på stand by i et år.
Vi kan være enige eller uenige om håndteringen, vi kan tro at det hele er en konspiration, vi kan være skeptiske over for vaccinen etc etc. Eller det modsatte. Hvorfor? Fordi uanset hvordan vi ser på og uanset vores politiske holdninger, vores personlige idiosynkrasier, så lever vi et samfund der både gør det muligt at have divergerende holdninger uden at blive smidt i fængsel eller brændt på bålet – og som gør det muligt at håndtere krisen i fællesskab.
Ingen mennesker i historien har været så frie, rige, så beskyttede, så velnærede og med så mange muligheder som vi er i de vestlige liberale demokratier i Nordeuropa og som vi blev det i årene efter anden verdenskrig.
Paradoksalt nok betyder det at forstyrrelsen af det normale forekommer at være værre end det måske reelt har været? Eller at vi er mindre tilbøjelige til at give afkald end vi burde være? At vi er mere forkælede og egoistiske. Det betyder måske også at vi har tendens til at være skeptiske, hvor vi måske ikke burde være det? For nu at blive i sporet med vacciner og sygdomme, så betyder det at en sygdom er mindre forekommende, som fx mæslinger, at der er mere skepsis overfor at lade sig vaccinere imod den.
Vi kan spørge os selv, hvad ideen om det normale liv kontra følelsen af det er “disrupted”, gør ved os i forhold til individuelle valg, der ikke blot er individuelle, men – har det vist sig – vedrører andre. At vi er forbundne.
Det er ikke for at sige at der ikke stadig er problemer og uligheder i vores samfund for det er der. Men måske er denne krise, som vi oplever nu, noget der skal ses i forhold til hvor godt vi ellers har det? Og måske kan den lære os lidt om – ja ydmyghed og skrøbelighed og værdsættelse af det vi har – af det “normale”. Uanset om vi skynder os tilbage til det normale eller om vi ønsker at reflektere over, hvad dette år, hvor det normale har været sat ud af kraft – har lært os?
Jeg siger ikke, at vi partout skal lære noget. Det er helt fair blot at ønske det normale tilbage. Men er der også en mulighed for at tænke om vi måske skal have et nyt normal? At det kan korrigeres, at vi kan ændre adfærd, at vi kan tage ud i en verden på en anden måde, at vi kan overveje om vi virkelig har brug for en passionsfrugt fra Paraguay, eller en plasticdims fra Kina, om vores forhold til naturen og dyr ikke er skæv, om den måde vi arbejder på og lever kunne være anderledes etc.
Eller: Om det at leve godt kræver, at vi kan få alt det vi vil, at der måske er noget der er vigtigere end andet? At tid, stilhed, fordybelse – og relation – måske er det vigtigste vi har? Relation i det ydre, som i det indre, som jeg skrev om i forbindelse med julen.
Igen: Jeg siger ikke, at vi partout skal lære noget af det. Jeg siger bare at vi kan. At det er en mulighed. At forstyrrelsen af det såkaldt normale har givet os mulighed for at se vores liv og verden i et andet perspektiv.
Nu hvor året rinder ud, kan vi hver især trække vejret dybt, tænke på dem eller det vi måske har mistet i det forløbne år, og tænke på hvad det måske har givet os, tænke over, hvad vi ønsker af det kommende år, og hvad vi selv kan gøre for at skabe det.
Udover at værdsætte det og dem vi har, er det væsentlige så ikke hvad vi gør og hvad vi giver til dette nye år?
Godt nytår.