Few things under heaven are as instructive
as the lesson of Silence,
Or as benecicial as the fruits of Non-Ado1 Tao Te Ching
Når jeg arbejder hjemmefra lytter jeg til radioen. Corona-radioen. Alt handler om corona. Og det samme gør avisernes artikler og opslag på de sociale medier. Til sidst får jeg nok – og hengiver mig til stilheden.
Men Stilheden kan være en streng mester. En stor mester, der kan lære os at være ét med det, der er. Med alt og intet.
En kammerat spurgte mig på et tidspunkt, da jeg netop havde lært ham at kende, hvad min spirituelle praksis er, og i første omgang måtte jeg være ham svar skyldig. Senere gik det op for mig, at min praksis er at skrive, jeg er en skribent. Om det er specielt spirituelt ved jeg ikke, så meget desto mere som jeg har det svært ved at bekende mig til noget spirituelt, da jeg er mere orienteret mod sjæl end ånd.
Men på det seneste er det gået op for mig at min sande praksis er ensomhed, og dens vigtigste disciplin er stilhed. Eller måske er det snarere sådan, at ensomhedens læremester – det der i sandhed formår os at være ensomme – er Stilheden: at kunne være i stilhed, og kunne være stille.
Jeg hører fra tid til anden folk sige, at det jo ikke er meningen at vi skal være alene, at mennesket er et socialt dyr. For mit eget vedkommende er det sandt i den forstand, at jeg sagtens kan være alene, mens jeg har svært ved at arbejde alene. I disse tider er det sværere at være udadvendt end indadvendt – og det er jo også i min arbejdsfunktion, at jeg har det svært, for det er sædvanligvis dér jeg er social. Men i min væren – i min indadvendte intuitive væren – har jeg det overordnet godt med at være alene.
I den tid jeg er alene, kan jeg så finde på at høre radio, podcast eller musik. Eller jeg kan tænde for de sociale medier eller for en streamingtjeneste. Der er rige muligheder for at flygte fra stilheden, også i isolationen. (Og det er tankevækkende at kultur er noget af det, som vi vender os mod og bruger nu, og i den sammenhæng er det relevant at se på, hvordan vi i øvrigt forholder os til kultur – men det er en anden diskussion).
Men hvis vi i stedet for at overdøve stilheden, hengav os til den og lyttede til den, hvis lod den omslutte os, som en kappe, hvad ville der så ske? Jeg slukker for alt og lade være med at åbne – blot for at lytte, og selvom jeg bor midt inde i byen er her virkelig meget, meget stille.
Jeg åbner en anden kanal.
Måske giver karantænen og isolationen, som tiden byder os nu, en enestående mulighed for at ikke at fylde mere på, for ikke at forsøge at glemme omstændighederne ved at overdøve stilheden. At lade bægeret løbe tørt.
Ligesom der ikke nødvendigvis er en mening med det, der sker, ihvertfald ikke en mening, som vi kan begribe nu, er der måske heller ikke nogen ord eller betydninger eller lyde, der skal bryde stilheden. Det interessante er i øvrigt at geologer nu kan høre seismografiske udsving fra Jorden, fordi vi mennesker er blevet stille.
Stilheden er min mester, fordi den konfronterer mig med min egen væren: det er her jeg er, det er det jeg er, det er nu jeg er – that’s all there is … At være henvist til sig selv med intet andet end stilhed kan virke umådeligt angstprovokerende. Måske oplever du en modstand imod stilheden, og så pludselig sker der et slip – et sekunds overgivelse, og du er ét med stilheden.
Ikke afsondret, ikke afskåret, ikke isoleret. Men ét med stilheden. At være i og med stilheden, omsluttet. Og det er som med stilheden som med mørket; det kan være svært at overgive sig.
Men deri ligger fortrøstningen, her med T.S. Eliots ord:
“So the darkness shall be the light, and the stillness,
the dancing.”2 Eliot, T.S: Four quartets, 2001, faber and faber, p. 16.