Magtesløshed

Frygt er en underlig størrelse. I disse dage er Europa, ja hele kloden, grebet af en frygt for en sygdom, der åbenbart ikke er meget værre end en almindelig influenza. [Redaktionel note pr. medio april: Det har senere vist sig, at dette ikke kan sammenlignes med influenza].

Vi er ikke vant til at føle os magtesløse eller at tingene er ude af vores kontrol, vi er ikke vant til at der noget vi ikke kan styre, og som muligvis også er ude af myndighedernes kontrol. Måske er det mere dét følelsen af magtesløshed handler om, end selve sygdommen. Frygten i sig selv er nærmest værre og mere viral end den virus, der er årsagen til frygten.

Måske er vores tærskel for at kunne tolerere det ukendte eller det vi ikke kan kontrollere blevet lavere, fordi vi er er vant til at der er så meget som vi normalt godt kan kontrollere.

Og måske er det derfor vi ringer til sundhedsmyndighederne, selvom vi er raske, fordi det at tale med myndighederne giver os en forsikring, og det at have udstyret i orden, at købe håndsprit og mundbind, giver os en følelse af alligevel at have nogen kontrol.

Når tingene føles som om de er mere kaotiske end de plejer at være, er det som om vi griber til alle forhåndenværende midler for at beholde kontrollen. Jeg tror, at det er den samme mekanisme, der gør sig gældende, når diskursen omkring klimaforandringerne kommer til at handle om, hvad vi individuelt kan gøre for at modvirke dem. Altså den pågående diskussion om oksekød og flyrejser.

For at kunne udholde tanken om det ukontrollable holder vi stædigt fast i at vi individuelt kan og bør gøre noget. Det er ikke nødvendigvis forkert at mange bække små gør en forskel.

Det er ikke dét, altså om det er sandt eller falsk, rigtigt eller forkert, jeg addresserer her, men et eventuelt bagved liggende motiv, der handler om at frygten bliver holdt i ave, når vi føler at vi individuelt kan handle, tage ansvar – og pålægge os selv at kunne modvirke kaos og kontroltab.

Da der var generalstrejke for år tilbage hamstrede danskerne gær. Det gav åbenbart en følelse af sikkerhed at have nok gær i huset – på trods af, at man måske ikke normalt bagte så meget brød. Gær blev et symbol på at være sikker. I dag kan vi le af det – men i disse tider er det den samme mekanisme, der gør sig gældende.

Det gør sig gældende fordi det at gøre noget – uanset hvad – modvirker frygt, fordi det giver os en idé om at vi ved at handle kan påvirke tingenes tilstand. Og i nogle tilfælde er det sandt – og i andre har jeg mine tvivl.

For hvad hvis ikke vi kan? Hvad så hvis det at vi ikke spiser oksekødFaktisk er der noget der tyder på at græsspisende kvæg øger biodiversiteten ikke hjælper? Eller hvis vi alligevel bliver smittede på trods af håndhygiejnen? Eller hvis vi alligevel bliver syge af en livsstilssygdom på trods af en nok så sund levevis etc.

Hvad så? Det er ikke fordi jeg er ligeglad med verdens gang. Min pointe er at handling modvirker frygt – og at vi nogle gange handler irrationelt bare for at handle, fordi at frygt og magtesløshed er umulige følelser at rumme, som Edvard Munchs Skriget (1910) minder os om.

Det er en såre menneskelig mekanisme . Dybest handler det om, at vi er bange for at blive opslugt at urkaoset igen. Når vi er i en situation hvor vi er konfronteret med frygt og magtesløshed, reagerer vi med vrede.

Men forestil dig, hvis vi istedet for havde lært at være mere tolerante overfor usikkerhed, uforudsete hændelser, kaos, kontroltab etc. Hvis vi havde vænnet os til ikke at kunne styre det meste i vores liv, men havde en større accept af, at vi ikke kan kontrollere alt. At det alt sammen er en del af det at være menneske, eller hvis vi simpelthen havde lært at turde føle frygt, at holde den følelse ud – istedet for at flygte fra den hver gang den opstår, enten i handling eller i vrede.

Mange indvielsesritualer handlede før i tiden om at gå i gennem nogle frygtelige, ja livstruende situationer for at lære at håndtere frygt. Mange eventyr handler om det samme. Men indvielsesritualerne er en saga blot (helt bogstaveligt), og eventyrene fortælles ikke længere, ihvertfald ikke med det formål.

Frem for at lære at føle frygt opsøger vi spænding, som en vag substitution for det at møde frygten. Jeg siger ikke at det at kunne tolerere frygt pludselig kunne blive løsningen på de forhåndenværende udfordringer vi som kollektiv står overfor nu, blot at vi måske individuelt og kollektivt ville være mere modstandsdygtige over hypes og stemninger, hvis vi lærte at rumme og tolere frygt.

I stedet for at kunne rumme frygt oplever vi som kollektiv en stor angst.