Ned i kroppen

Fra tid til anden hører jeg mennesker tale om at komme “ned i kroppen”, hvilket er en talemåde, der undrer mig såre. Jeg tror, at hensigten er en intention om at være i kroppen, eller at mærke kroppen – eller at anerkende, at man ikke har en krop, men at man er en krop. Men det lille ord “ned” røber, at der stadig er en form for hierarki mellem “hoved” og “krop”.

Det er ikke fordi jeg selv har (haft) det nemt med kroppen. Jeg er bestemt ikke min krop og har aldrig været den. Jeg har altid taget den for givet. Og i den forstand har jeg vel svigtet den og negliceret den.

Indtil den begyndte at sende mig ubehagelige signaler. I form af en frossen skulder, af stive hænder, af symptomer på karpaltunnelsyndrom (hvilket til dags dato er den absolut værste form for smerte, jeg nogensinde har oplevet) og en meniskskade i knæet.

Hvis de højere magter ville sende mig et signal, blev det sendt i form af smerte. Det er en måde at få min opmærksomhed på. Det var et signal der ikke kunne ignoreres. Det mindede mig om, at jeg ikke blot har en krop – men at jeg er en krop.

At integrere denne kropslige erkendelse – det at jeg er en krop – fuldt ud vil nok – baseret på min personlighedstypologi INFJ, introvert intuitiv føletype med en vurderende grundindstilling – aldrig helt lykkedes, fordi den introverte intuitions modsætning er den udadvendte sansning – og den ligger i skyggerne, i det ubevidste. Den vil bryde igennem fra tid til anden, men at fastholde og integrere den i en bevidst indstilling har vist sig at være svært ¹http://www.jungforalle.dk/jungs-typologi/.

Det interessante er nu ikke så meget min egen erfaring med at være en krop,  eller mangel derpå – men det indledningsvise lille ord ned der fortæller mig at der stadig på trods af alle gode intentioner om at være i eller med kroppen, spøger et hierarki – og at dette hierarki har at gøre med splittelsen mellem ånd og materie, der blev indført af fx Descartes – men også tidligere med kirkefædrene.

Jeg har medtaget dette billede, fordi jeg synes at det er smukt.
Edward Burne-Jones Green Summer, 1864.

Ånden var simpelthen højere og fornemmere end materien, end kroppen, og det jordlige. Hovedet og bevidstheden er højere oppe end resten af kroppen, men hovedet er også krop – og det har vist sig at kroppen også er bevidsthed. 

Vi er begyndt at forstå, med videnskabens hjælp, at der er sammenhæng mellem bevidsthed og krop, eller mellem ånd og krop (jeg mener ikke at ånd og bevidstehed er det samme) – at de ikke kan adskilles (længere). 

Det er noget vi skal lære som kultur, noget der vil være  vores kollektive opgave fremadrettet, fordi dette split har haft vidtrækkende konsekvenser, ikke blot for hvordan vi individuelt forholder os til vors egne kroppe, men også for hvordan vi forholder os til vores kollektive organisme, jorden – eller naturen. 

Nogle mennesker er ikke i tvivl, de er sansende og véd kropsligt, at krop og ånd (og eller bevidsthed) er ét og det samme. Atter andre – som jeg selv – skal lære det langsomt og møjsommeligt, som det kulturelle kollektiv.

Hvordan taler din krop til dig?