“Kyndelmisse slår sin knude, overmåde hvas og hård”
Det er Kyndelmisse, eller Imbolc, eller Kørmers knude. Jeg ved ikke, hvad denne festdag har heddet i det gamle norrøne verdensbillede, men jeg tænker at den må have eksisteret fordi den fra gammel tid har markeret midvinteren.
På Facebook fejres imbolc i de spirituelt orienterede wicca grupper, jeg følger, og det som vægtes er lysets tilbagevending. Men sandheden er at vi kun er halvt igennem. Vinteren er lige så lang på den anden side. Sagen er blot at der ikke er nogen vinter, der ingen pudrede træer i skoven, sneen og frosten bringer intet lys. Der er ingen kulde.
Dagene er grå for tiden. Det er som et slør har lagt sig over verden.
Det får mig også til at tænke på denne stræben efter lyset, det er en tusindårig
stræben som er det basale i den vestlige idéhistorie1Richard Tarnas: The Passion of the Western Mind. 2010. og som handler om transcendens – opstigen i ånd og tanke, som også dominerer new age-bevægelsen.
Vi kan ikke finde lyset, hvis vi forsager mørket. Det er min tanke.
Hvis vi ser bort fra det helt basale og bogstavelige er mørket her ment som en metafor for dét vi ikke vil se i vores higen efter transcendens. Vores skyggesider, det onde – eller det Andet. Mørket er sjælens område, mens lyset er åndens – groft sagt. Men ånden må også nogle gange bevæge sig mod mørket og søge dér.
Splittelsen i den vestlige tanke har betydet, at vi som kultur er mindre tilbøjelige til at foretage denne bevægelse ind i mørket, men i en afsværgen af eller afværgen fra mørket, forhindrer vi os også i at erkende en del af vores egen natur og det, som vi med naturfilosofferne kalder Naturens lys 2Aksel Haaning: Naturens lys. 2. L&R udgave. 2017.
Tænd et lys på denne aften- men glem ikke også at ære mørket.