Mørket

A winter’s day
In a deep and dark
December
I am alone
Gazing from my window to the streets below
On a freshly fallen silent shroud of snow
I am a rock
I am an island¹Simon and Garfunkel, 1966.

Sneen er endnu ikke faldet i år. Snarere er der mørkt, vådt og gråt. Jeg kom til at tænke på sangen af Simon & Garfunkel. Ikke så meget på grund af den ensomhed, som den handler om, men om den dybe og mørke december måned, som vi skal igennem her under de nordlige himmelstrøg. Jeg kom til at tænke på mørket. Hvad kan vi lære af at være i mørket?

Om Vølvens hvisken skrev jeg, at lyset ved Vintersolhverv kommer ud af mørket. Og dét er værd at vente på. Men hvis vi nu et øjeblik lader lyset og forventningen om lyset være, og tænker på mørket i sig selv – og i os selv – hvad sker der så? Det tætte mørke var i tusindevis af år et livsvilkår, især på  denne tid af året, dog har ilden altid hjulpet os til at holde mørket stangen.

I gamle dage var mørket tættere på os end det er nu. Jeg kommer til at tænke på sangen “Lys i lygten lille mor”, på hvordan det var da der ikke var elektrisk lys og ikke alle havde petroleum. Min far sang den sang for mig, og jeg tror, at han havde erfaring med mangel – måske også mangel på lys – og på  at være solidarisk med sin mor. Han blev født i 1927.

Når jeg er på landet, er det muligt at se Mælkevejen som et bredt bælte over himlen, fordi der ikke er meget lys. I starten af december så jeg op i himlen og følte et svimlende overvældende sug af ærefrygt. Vi aner intet om, hvad universet er. Og himlen vil oplyses af satelitter, så det bliver svært at se stjernerne. Vi bliver forbundne på Jorden – hvis vi bliver det – men vi forbindes ikke til Mælkevejen, for vi holder op med at kunne se den.

Vi aner næsten intet om universet.  Vi aner heller intet om mørket – for det er en erfaring vi har glemt. Vi har glemt at være i mørket – og vi har glemt at være – henvist til mørket. Vi lever nu i så oplyst en verden, at få af os nu er uden lys i vores vågne timer. Det interessante er i den sammenhæng at det meste af det lys vi oplever er elektrisk, på denne tid af året. For selv på de dage og i de timer, hvor lyset faktisk dukker op, er vi ikke ude i det.

Vi har glemt det konkrete fysiske mørke – uden en kontakt at tænde, en sikkerhedsline. Prisgivet var et ord, som jeg ledte efter før. Vi har glemt at være prisgivet mørket.

Og her taler jeg om det konkrete mørke, ikke om det indre, dybe mørke. En indre sti, som det heller ikke længere er så hyppigt at betræde. Den går nedad.

Jeg kender det indre mørke, mine skygger og mine dæmoner – eller daimons. Men jeg har ikke gjort mig  erfaringer med det ydre mørke, det konkrete mørke, og hvad dét vækker i mig. Jeg kan lide at overgive mig til mørket, når jeg lægger mig om aftenen og slukker lyset. Mørket bringer ro. Men hvordan vil det være, hvis jeg ikke havde mulighed for at tænde lys?

Hvad kan jeg lære af mørket?