De indre billeder

“You can’t depend on your eyes when your imagination is out of focus” Mark Twain 

En artikel i Berlingske1https://www.berlingske.dk/videnskab/efter-25-aar-med-mobilkameraer-drukner-vi-i-billeder-her-er-de fortæller, hvad der er sket siden de første mobilkameraer kom på markedet, og hvad det har gjort ved os.

Udviklingen går så hurtigt, at der nu bliver taget flere billeder på et år, end alle mennesker havde taget tilsammen gennem historien indtil omkring 2015.

I artiklen nævnes forskellige konsekvenser af denne udvikling, men én væsentlig er ikke nævnt. Det vender jeg tilbage til. Men lad mig lige opholde mig ved et par af de konsekvenser det har haft, og som nævnes i artiklen.

“Vi oplever i stigende grad ikke selve begivenheden. I stedet oplever vi den gennem smartphoneskærmen”.

Da jeg for nogle år siden var på Louvre, blev jeg både overrasket og – for at være helt ærlig – forarget over at de besøgende ikke på kunstværkerne, som fx Mona Lisa, men i stedet var optaget af at fotografere dem med deres mobilkameraer. Alle stod faktisk med en mobiltelefon op foran ansigtet frem for at opleve kunsten.

Den tid, som man som besøgende i det hele taget får lov til at stå og se på Mona Lisa er i forvejen meget kort. Man gennes hen til billedet og forbi det som en flok kvæg, og de museumsansatte har travlt med at skabe et flow i denne trafik.

Tre asiatiske herrer lod sig dog ikke sådan gelejde videre i en fart, men skabte gene for de af os, der stod bag ved, og som ikke kunne se noget for deres selfiestænger. En ældre dame med to krykker gav de i hvert fald ikke plads til, så jeg flyttede mig i håb om hun så kunne få mere plads – og forlod menageriet.

Leonardo Da Vinci: Mona Lisa 1503-1505

Jeg har ikke behov for at se kunst på den måde. Meget sigende for min egen oplevelse af Louvre er det dét jeg husker. Men der er åbenbart en modbevægelse i gang, således vil Bob Dylan ved en kommende koncert ikke acceptere, at folk medbringer deres mobiltelefoner i koncertsalen 2https://www.dr.dk/nyheder/seneste/bob-dylan-kommer-til-danmark-men-mobiltelefoner-skal-afleveres-foer-koncerten.

Vi bliver så distraherede af selve optagelsesprocessen, at vi ganske enkelt glemmer at opleve – at indfange og hvile i øjeblikket med samtlige sansers fulde brug”, står der også i artiklen.

Vores biologiske hukommelse, vores evne til at huske med sindet og kroppen forringes. Vores sanselige opmærksomhedskapacitet svækkes. Det vigtige er ofte ikke, hvordan maden smager, men hvordan den ser ud. Utallige billeder florerer på nettet af måltider, men der er få, der gør sig den ulejlighed at beskrive hvad de oplevede ved at spise måltidet.

Dette er blot et par af de syv konsekvenser, der nævnes i artiklen. Et sidste eksempel er spørgsmålet “Er der slet ingen grænser for menneskers billedhunger?”. Svaret er i følge artiklen nej, og markedet for mobiltelefoner med kameraer er stadig ikke mættet globalt set. Derudover udvikles teknologien konstant. Mobiltelefoner har nu ikke blot ét kamera, og når du først har en mobiltelefon, udsættes du hele tiden for reklamer, der opfordrer dig til at udskifte den med en ny med endnu bedre kamerateknologi.

Vi har åbenbart fået vækket det behov i os, vores “billedhunger”, en umættelig ild som mobilkameraet og SoMe har sat i gang, og konstant puster til.

Digitale billeder forekommer vægtløse, men de lagres jo i “skyen”, som er en af de mest vildledende metaforer der nogensinde er blevet skabt. Skyen er ikke en sky, men utallige serverparker, der kræver ekstreme mængder af plads og energi – både til drift og nedkøling. Skyen er en ganske fysisk realitet. Og ja jeg skriver dette, velvidende at også dette indlæg, og de billeder, der illustrerer det, kommer til at ligge i en sky – og at jeg således selv bidrager til at gøre denne sky større.

Globalt set er det vist ikke en blid hvid sommersky der er tale om, men en truende mørk tordensky.

Det får mig også til at tænke på den drøm, der affødte denne blok. I drømmen er et brudepar ulykkelige, fordi der er taget billeder af deres bryllupsceremoni. Måske er der visse sakrale ting, der ikke skal, ikke kan tages billeder af. I stedet for skal vi lagre vores indtryk i vores indre hukommelse, vores indre sky. Og da jeg vågnede fik jeg denne intuitive “besked” om at starte kvintessensen.

Har vi glemt at opleve verden fx igennem kunsten eller smagen af et måltid mad? Og lade denne sanseoplevelse komme i kontakt med vores indre verden, og dermed skabe en dialog mellem vores ydre liv og vores indre liv? Har vi glemt at se på billederne fra vores drømme og gå i dialog med dem – fremfor at slå dem op i et leksikon og prøve at finde ud af, hvad de betyder vores “udvikling”? De er efter min mening sjælens budbringere, og at lytte til dem betyder at vi anerkender vores sjælelige, indre liv.

Det bliver mere og mere klart for mig at det, der lægger mig på sinde, kernebudskabet i denne blok, er at bidrage til en forøget bevidsthed om de indre billeder, der dannes af og lagres i vores indre sky. Det er også de billeder, vi får gennem vores drømme. Jeg ved ikke om AI nogensinde kommer til at kunne drømme på samme måde som mennesker gør. Det er det en berømt scifi roman spørger om i sin titel Do Androids Dream of Electric Sheep? Hvad AI kan og vil komme til at kunne i en ikke alt for fjern fremtid kan virke skræmmende nok i sig selv.

Det der lige nu forekommer som et virkelig væsentligt spørgsmål for mig er om vi mennesker er ved at glemme vores egne indre billeder i den malstrøm af billeder der møder os ud fra via SoMe og streaming. Det er blandt andet det vi talte om da jeg deltog i podcasten Den forbudte Skole.

Leonardo Da Vinci: Johannes Døberen 1513-1516.

Det er disse indre billeder, og vores evne til at skabe dem og lege med dem, som jeg gang på gang vender tilbage til under betegnelsen imagination eller det imaginære. Måske giver det mere mening på dansk at kalde det forestillingsevnen, fordi ordet fantasi har en let nedvurderende klang.

Jeg frygter et tab af denne evne som en mulig konsekvens af billedmalstrømmen og billedhungeren. Og jeg synes at dette tab er den største fare ved den artificielle verden vi allerede lever i nu. Også selv om de andre konsekvenser, der nævnes i artiklen bestemt ikke er uvæsentlige.

Og for nu at vende tilbage til Louvrebesøget. Vi kan jo bruge vores forestillingsevne til at overveje, hvad – eller hvilken sky – det er Johannes peger på i Da Vincis kunstværk – eller hvad det mon er Mona Lisa smiler af.

Et snapshot af maleriet fortæller os ikke så meget, som vi forestiller os.

Leave a Reply

Your email address will not be published.