Tråde

“Efteråret findes; eftersmagen og eftertanken
findes; og enrummet findes; englene,
enkerne og elsdyret findes; enkelthederne
findes, erindringen, erindringens lys …”¹Inger Christensen: alfabet, 1981

Simresøndag. Det må det være. Jeg er alene hjemme. Jeg har selv simret i min seng, sløset, lavet en blækklat i sengen, sovet, slumret. Langsomt, langsomt er jeg vågnet og drikker snart eftermiddagskaffe. Den trækker. Men først satte jeg simremad over, der skal stå og simre, mens jeg nu vil skrive.

Men hvad skal jeg skrive om? Der sker noget med mig når jeg ikke skriver, jeg mister min intensitet, og jeg bliver rastløs og ked af det, og det er efterhånden et stykke tid siden, at jeg sidst skrev. For nogle uger siden var jeg i Jylland, hvor jeg kontemplerede over hvad og hvorfor og hvordan jeg skal skrive – men det er i det større spil. Det større billede. Det gjaldt selve formålet eller meningen med at skrive. Det kommer jeg ind på senere. Knausgård hjalp mig med at tænke.

Men nu da jeg vågnede vidste jeg det ikke, først blot at jeg måtte skrive – men om hvad? Så kom jeg i tanke om det. Om temaer, tråde.

***

Ariadne der gav Theseus en tråd, så han kunne komme ud af labyrinten efter at have slået monstret ned. Vi har alle et indre monster, der skal mødes, uanset udfaldet, og vi har alle brug for at komme ud af labyrinten. Det bør tilføjes at Theseus, den sjuft, forlod hende, efterlod hende på Naxos – måske endda mens hun fødte. Men hun blev fundet af den store gud Dionysos, med hvem hun senere blev gift. Der er mange lag i dén historie – men det må også blive en anden gang.

Så er der skæbnegudinderne. I den nordiske mytologi havde vi nornerne. Der var åbenbart flere norner, men tre af dem kender vi som Urðr (Urd), Verðandi (Verdande) og Skuld. Disse navne kan oversættes til fortid, nutid og fremtid. Ved at spinde livstråden på håndtenen bestemte de over et menneskes livsforløb og dets længde.

Skæbnegudinderne findes også i den græske mytologi, hvor de kaldes moirerne. Selve ordet skæbne er på græsk Moira. Her har de tre skæbnegudinder såvel navne som præcist definerede opgaver: Klotho (den spindende), Lachesis (som giver mennesket hans lod) og Atropos (den uafvendelige). De spinder, udmåler og klipper i menneskenes livstråd.²Kilde til norner og moirer: wikipedia og lex.dk.

De tre skæbnegudinder.  Flamsk gobelin, ca. 1520.

Det besnærende for mig ved skæbnegudinderne er, at de hvisker til os på tværs af årtusinderne, at vi er underlagt kræfter vi ikke selv er herrer over, at vi er nødt til at være ydmyge overfor disse kræfter, overfor livet og overfor døden. At vi i lighed med Ikaros ikke kan flyve ind i himlen, uden at smelte i solen. At vi må besinde os på de livsvilkår vi lever under, og på dem vi nu engang er disponerede for at være genetisk og temperamentsmæssigt.

Det betyder ikke, at vi så skal være passive. Et af Karens Blixens mottoer var “Je responderay”. For Karen Blixen betød ordet ansvar at “svare an” på skæbnen, på det livet byder én, og handle derefter, at tage ansvar for sig selv og ikke blive et passivt offer. Hun overtog i øvrigt dette motto efter sit livs kærlighed, Denys Finch-Hatton.

Shakespeares tragiske helt Macbeth møder tre skæbnegudindelignende kvinder ude på heden. De spår ham en fremtid som konge. Men i stedet for at afvente og påtage sig – svare an på – sin skæbne manipuleres han af sin hustru til at gennemtvinge den. Så selvom man kan svare an på sin skæbne, kan man ikke forcere den uden at gøre sig til forbryder.

I den græske mytologi bestod forbrydelsen netop i at begå hybris, at forbryde sig imod sin skæbne. Ud fra denne arkaiske grundtanke kan vi ikke undslippe skæbnen og skæbnegudindernes ten og kniv. Hverken når det kommer til den kvalitet tråden er spundet med, dens længde eller hvornår den klippes over. Men dette syn på tilværelsen støder det moderne menneske, som Liz Greene skriver i sin fremragende bog Skæbnens astrologi. ³Liz Greene: Skæbnens astrologi, 1991.

Vi moderne mennesker vil gerne tro at vi selv kan bestemme over både de ting, hvori vores liv består, og nu snart også hvor lang tråden skal være. Men det kan vi ikke. De senere år har vist også at vi, selv i det sekulariserede moderne vesten er underlangt kræfter, der er langt større end os. Dertil kommer Bruno Latours provokerende bogtitel: Vi har aldrig været moderne ⁴Bruno Latour: Vi har aldrig været moderne, 2006. Måske er vi slet ikke så moderne som vi bilder os ind?

***

Dette var lidt af en sløjfe på den røde tråd, som jeg ellers ville skrive om i dette essay. For det, som det skulle handle om var ikke så meget skæbnen eller skæbnetråden, som de temaer, mit liv handler om. Jeg leger med tanken om at ens livstråd ikke er spundet af blot én tråd, men af flere. Og hvad er det så for temaer eller tråde, der udgør mit liv eller de ting som jeg skriver om og som optager mig? Og vil det at jeg skriver om dem måske inspirere dig, kære læser, til at se på, hvilke tråde eller temaer, der udgør dit liv eller blot som optager og giver dig liv?

Måske kan jeg nu blot sige at jeg er optaget af følgende emner: Jungs analytiske psykologi; Divination; Historie, kultur og litteratur. Et af de temaer, som har præget mit liv er Ensomhed, som jeg har skrevet om og i den modsatte side af det spektrum ligger en interesse for begrebet Eros – relation; måske det modsatte af ensomhed?

Eller måske er de snarere hinandens forudsætninger. Det er ikke muligt at kunne skabe dyb relation, hvis man er bange for sin ensomhed, for det at være i sin ensomhed kræver relation til selvet i jungiansk forstand – og dermed bliver det muligt at relatere til verden og til den Anden.

Ensomhed er netop et skæbnebegreb. For nogle mennesker bliver ensomheden skæbne. Og jeg taler med vilje om ensomhed, og ikke blot om det med at være alene. Eller, alene kunne fortolkes som være ene med altet: Al-ene – og det er måske det som kan opleve som nåde, når man mestrer sin ensomhed?

Jeg tror at nogle mennesker må leve med ensomhed uden at flygte fra den eller forfladige den eller falde for alle de fælder der kunne være. Ensomheden i sig selv kan åbne op til indre muligheder for berigelse.

Det er egentlig derfor at jeg tog det indledende digtsted med fra digtsamlingen Alfabet. Jeg opdagede, da jeg skulle finde det, at jeg havde revet det ud af bogen, af Inger Christensens samlede digte. Jeg tror at jeg engang har haft det hængende på min væg. For netop denne del af digtet er det jeg mest holder af; Netop dette, at efteråret, eftertanken, enrummet, englene og erindringen og erindringens lys findes. Og edderkoppen og ensomheden …

Den afrevne side fra Inger Christensens digtsamling Alfabet.⁵ Det slår mig nu at jeg har nævnt to kvindelige danske forfattere, der ikke modtog nobelprisen, selvom de havde fortjent den begge to.

Og også om edderkoppen kan man sige at den spinder sin tråd. Den spinder et helt net, et spind, et mønster, og måske spinder vi alle hver vores mønster med de tanker vi gør os, de relationer vi har, de interesser vi nærer. Og om de tråde, som udgør mit liv og er temaerne for denne blog må jeg nok skrive om en anden gang, og om min tavse dialog med Knausgård, ligesom jeg må skrive mere om skæbne, om Eros, og om hvorvidt erindringen og erindringens lys mon er det samme?

Etc.

***

Imens jeg har skrevet har maden simret færdig, det er mørknet, dagen er gået på hæld.