Ydmyg

Kære læser

I løbet af det seneste år har jeg for alvor lært at være ydmyg.

Min tanke med denne blok var at hæve tingene op på et mere alment niveau i forhold til mine tidligere skriverier. Men det sidste års hændelser har fået mig til at reflektere over en indstilling, som både kan være almen og personlig.

Jeg håber derfor, at du kære læser, på trods af, at jeg  jeg tager udgangspunkt i mine egne erfaringer kan finde en genklang og genkendelse i det, jeg skriver nu.

Der er tre måder, hvorpå jeg har lært at være ydmyg. I forhold til min krop, i forhold til at vide og i forhold til at være mor.

Jeg har i løbet af det sidste år oplevet at min krop har voldt mig smerter; i armen, i hænderne og i knæet . Som intuitiv og indadvendt har kroppen og det sanselige altid ligget langt fra mig. Kroppen var der, og bar mig som en båd igennem livet, men jeg var ikke rigtigt forbundet med den og jeg har aldrig været særlig god til at passe på den, selvom jeg for nogle år siden oplevede et rus af sanselighed og bevidsthed om det kropslige.

De aktuelle smerter i min bevægelse minder mig om hvor skrøbelig jeg er, og hvor afhængig jeg er af, at kroppen fungerer. Heldigvis er jeg nu kommet i kyndige hænder.

Så er der det med det at vide. Jeg har altid benyttet mig af min evne til hurtigt at opfatte ting og mit intellekt. Jeg sætter det at vide højt. For nyligt, da jeg indgik i forskellige nye grupper, gik det op for mig at jeg ikke behøver at vide alt.  Viden er i lige så høj grad en kollektiv som en individuel foreteelse, en proces – og der ikke nødvendigvis et færdigt produkt. Jeg behøver ikke at udmærke mig ved at vide – men ved at lære – og erkende at jeg kan lære ved at lytte og ved at dele.

Jeg kan nu sidde og tænke nogle tanker – fx om Jungs syn på Wotan i forhold til Tyskland i 1930’erne- i en given sammenhæng – og nu glæde mig inderligt over at en anden  i gruppen sætter ord på dette, eller at nogen har en teologisk indfaldsvinkel til begrebet Selv – og så fremdeles.

Jeg behøver ikke at vide alt. At vide noget er lige så meget en rejse som en endelig destination. Der kan ligge lige så meget rigdom i at give slip på at vide – og i at slippe det, fandt jeg en ydmyghed. Det er okay ikke at vide alt, ikke at være perfekt.

I forhold til at være mor. Jeg oplever, hvor jeg kommer til kort, hvor jeg kunne gøre det bedre, hvor mine børn kritiserer mig – og det gør de i deres alder, og jeg er den der står først i køen til at modtage denne kritik. Og at opleve, hvornår jeg ikke er ideel og overskudsagtig. Hvor de ting jeg planlægger falder til jorden. Hvor mit eget forhold til min mor har konsekvenser for min egen evne til at være mor.

Og hvor alle disse spekulationer falder sammen som et korthus, fordi det dybest set ikke handler om at være mor, men om at være et menneske. Om ikke at være den bedste mor – men om at være god nok.

Under stjernerne er vi alle sammen lige menneskelige.

Og det er her det bliver alment. Jungs hele psykologi handler dybest set om én erkendelse – hvis man skal skære det ind til marven: at være hel – fremfor at være perfekt. At give slip på det perfekte kræver, at man tør ydmyge sig. Ikke i forhold til andre. Dette handler ikke om at være ydmyget eller om ydmygelse – men om at føle sig ydmyg. Som en mindre del af den større helhed. Dybest set at turde føle at noget er større end end én selv, uanset hvad vi kalder dette noget.

Kroppen, viden, at være den perfekte kvinde, mor whatever. Når der går skår i alle ens forestillinger om, hvem jeg er og jeg ikke ved, hvad eller hvem jeg er. Når jeg ikke er det, jeg troede eller gerne ville tro. Det er ikke nødvendigvis et spørgsmål om at turde give slip på disse forestillinger om det perfekte, nogle gange bliver vi tvunget til det af omstændighederne i  livet.  Nogle gange er det livet, der skal til: smerter, sygdom, tab, forlis.

Der kan gå lang tid før erkendelsen virkelig rammer. Om at “jeg er et ydmygt  menneske”.  “Extraordinary ordinary”, som jeg har hørt det udtrykt.

At erkende at du kun er en del af og i en større helhed. Og når det er sket – når tiøren omsider er faldet –  er det et meget fredfyldt sted at være.

Kærlig hilsen, Kristine.

One thought on “Ydmyg”

  1. Hej Kristine,
    Jeg er fuldstændig enig i dine tanker om det, at vi skal være ydmyge. For mig har det været en naturlig følelse i rigtig mange år.
    Jeg elsker at færdes i naturen, og gennem disse oplevelser har jeg automatisk fået følelsen af, hvor lille en brik man er i det store billede. Ufattelig lille og stort set uden betydning for helheden.

    Det betyder ikke, som du også skriver, at man skal være ydmyg i sin adfærd i forhold til omgivelserne. Det et to meget forskellige ting, som man ikke må blande sammen.

    Tak for inspirerende skriv!

    Hilsen
    Peter

Leave a Reply

Your email address will not be published.