Om Kynisme

“Jeg er en verdensborger” Diogenes af Sinope

Da Rusland for tre år siden invaderede Ukraine skrev jeg et indlæg om frygt og kunsten ikke at blive skør. Nu efter 3 år synes verden at være blevet skør i en skala, som vi næppe kunne forestille os.

Derfor kom jeg igen til at tænke på, hvad der kan hjælpe os nu. Måske en god dosis kynisme?

Kynisme har overordnet set to betydninger:

Den moderne betydning, der handler om at undervurdere det gode og mistro andres motiver. Det er selvsagt ikke dén kynisme, jeg taler om her, eller den kynisme, jeg vil dosere (om).

Dét, jeg vil tale om, er derimod kynisme i den oprindelige betydning som en filosofisk retning i antikken, som også havde indflydelse på Stoicismen. Det er iøvrigt væsentligt at bemærke, at en af de første kynikere, Antisthenes, var en nær elev af Sokrates, som anses som værende fader til dialogen eller samtalen – en disciplin vi har dyrket i Vesten lige siden (mere eller mindre kontinuerligt) og som vi ikke må glemme. Slet ikke nu.

Før jeg opridser nogle af Kynismens grundtræk og diskuterer, hvordan vi kan implementere den i vores liv, vil jeg kort fortælle om grunden til at Kynismen blev associeret med hunde. Udtrykket kyniker stammer fra oldgræsk κυνικός (kynikos) ‘hundelignende’ og κύων (kyôn) ‘hund’ (genitiv: kynos). Den første kyniker, Antisthenes, underviste i Cynosarges i Athen. Det var et kultsted og et gymnasium. Cynosarges betyder “den hvide hunds sted”. Men derudover blev kynikerne kaldt hunde fordi de insisterede på at leve på gaden og på grund af deres afvisning af gældende sociale normer.

Nicolai Abildgaards maleri (public domain (1761-1809)) illustrerer den antikke anekdote om et besøg, som Alexander den Store aflagde hos Diogenes. Filosoffen lå og solede sig, da verdensherskeren trådte hen til ham og sagde: Bed mig om lige hvad du vil! og Diogenes svarede: Flyt dig lidt! Du skygger for Solen! Kilde: lex

Jeg siger naturligvis ikke, at vi skal leve som hunde på gaden. Men kernen i kynismen kan måske hjælpe os. Lad mig nu opridse seks punkter, som kan give mening for os, omtrent 23 århundreder efter kynismens opblomstring.
Nu, hvor vi står i en vestlig verden, hvis hidtidige orden synes at være kollapset på kort tid og hvor vi spørger os, hvad meningen er.

Det er seks punkter, der måske kan hjælpe os til ikke at give efter for frygt, men istedet holde hovedet klart og højt.

Eudaimonia
Eudaimonia er et abstrakt substantiv, der er sammensat af eû, der betyder god eller vel, og daímon, der betyder ånd eller guddom. I det antikke Grækenland var en daimon en budbringer mellem mennesker og guder/det guddommelige. Således er fx Eros en daimon i Platons symposium.

Eudaimonia oversættes ofte med glæde, men fremfor at være en emotion er det snarere en tilstand. Af ordets etymologi kan vi udlede, at det handler om at have det godt i overensstemmelse med det guddommelige. Og i overenstemmelse med det, som det guddommelige vil med én. Med ens formål.

Med til eudaimonia hører en stræben efter at lave i overensstemmelse med naturen. Såvel ens egen natur som den omgivende natur.

Forudsætningen for at være i denne tilstand er, at man lever et dydigt liv og at man forsøger at leve i overensstemmelse med ens fulde potentiale, at leve et fuldt liv. Dyderne som er væsentlige for eudaimonia er fornuft, visdom, mod, retfærdighed og mådehold.

Askesis
Askese var et væsentligt træk ved Kynismen. Det var vigtigt at gøre sig fri af materielle goder, der lå ud over det basale, og det var en væsentlig grund til at nogle kynikere levede i en tønde. Askese var en måde, hvorpå man kunne gøre sig fri af rigdom, magt og berømmelse. Askesens formål var at gøre sig fri af alt det, der ikke giver mening, hvis man lever i overenstemmelse med Naturen og fornuften.

Atuphia
Ligger i forlængelse af askese. Det betyder mental klarhed. Helt bogstaveligt “frihed fra røg” (τύφος, tuphos)”. Røg som betegnende falsk tro, tankeløshed, dårskab og indbildskhed. For mig at se har atuphia en dobbelt betydning: at vi undlader at lade vores bevidsthed begrænses og forgiftes af falske forestillinger, dumhed, indbildskhed, psykisk inflation etc., og at vi i vid udstrækning undlader at lade vores bevidsthed og hjerne blive forurenede af alkohol, nikotin, sukker og andre stimulanser. At vi holder hovedet klart.

Arete
Arete er forbundet med eudaimonia, idet det netop er igennem arete at vi kan leve op til vores fulde formål, at vi udlever vores potentiale. Det hentyder til excellence i livførelse, og i udviklingen og udfoldelsen af vores talenter. Det betyder ikke at vi skal hævde os i forhold til andre, men at vi skal udfolde os i overenstemmelse med os selv og til glæde for andre. Det betyder også, er min tolkning, at vi ikke skal sætte vores lys under en skæppe – og abslout også at vi skal hjælpe andre med at lade deres lys skinne. 

Autarkeia
Autarkeia betyder at være autonom, selvberoende og uafhængig af samfundets normer og begrænsninger eller af materiel overflod. Det er således tæt forbundet med frihed og en væsentlig forudsætning for at leve i eudaimonia.

Parrhesia
Parrhesia ligger i direkte forlængelse af autarkeia og har med fri tale, ligefremhed, uortodoksi og uimponerethed at gøre. Det er modet, evnen og tilbøjeligheden til at være ærlig og direkte i tale og skrift. Det er med parrehesia, at Diogenes opfordrer Alexander den Store – verdens daværende hersker – til at træde til side for solen. Forbundet til parrhesia, men som et bredere begreb er det græske begreb for frihed, eleutheria.

Til sidst vil jeg nævne anaideia som et træk ved Kynismen, som jeg har svært ved at forlige mig med. Det betyder skamløshed og det hentyder til, at kynikerne for at udfordre nomos – samfundets normer – sked, havde sex, spiste råt kød og på andre åbenlyse måder chokerede i det offentlige rum. Måske er det, vi kan lære af anaideia som et træk ved kynismen – det som det peger på under de åbenløst skamløse handlinger – at stille spørgsmål ved de normer vi lever under og spørge os selv, hvilke normer vi vil leve under. Og stå op – uden skam – mod de kræfter, der ønsker at ødelægge vores frihed.

Kynismen som filosofisk retning handler i sin grundsubstans om sandhed, frihed og et radikalt mod til at leve i overenstemmelse med den man er. Ikke på en narcisstisk, selvhævdende, inflateret måde, men i overenstemmelse med ens inderste natur og naturen generelt.

Da jeg skrev denne tekst havde jeg en indre samtale med en ven, og jeg kom til at tænke på, om ikke den kyniske filosofi løber som en rød tråd igennem århundrederne og med et stille ekko, en tusindårig susen, hvisker i det thelemiske udtryk “Do what thou wilt shall be the whole of the Law”. Og i den jungianske tanke om individuation. Begge ideer er blevet misforstået og miskonstrueret i tidens løb til at handle om narcissistisk og hyperindividualistisk selvudfoldelse.

Men i grunden handler begge, ligesom kynismen, om at leve i eudaimonia: i god overenstemmelse med det daimonske.

Kosmopolit
Dertil kan man tilføje, at det var Diogenes der opfandt kosmopolitismen, idet han adspurgt om, hvor han kom fra svarede “jeg er borger i verden”. Og hvis man lever i eudaimonia, vil jeg mene, lever man som verdensborger i dobbelt forstand: man har hjemme alle steder, for hele kosmos er ens hjem og måske er man også kosmopolit i den forstand, at man lever et sted mellem det menneskelige og det gudommelige – nemlig i det daimonske rum, mundus imaginalis, mellem de to sfærer. Det ville både Crowley og Jung nok kunne nikke genkendende til. Og her bliver det måske lidt indforstået, for her begynder jeg at lade Jung og Crowley have en imaginær samtale, på tværs af årtusinderne, med Diogenes, en mand, der levede i det 4. århundrede før vor tidsregning.

Husk at have hjertet med
Lad mig blot afslutte med at sige, at kynismen intet har at gøre med den betydning vi tillægger den i dag. Den er i sin grund ikke hjerteløs eller misantropisk. Den er det modsatte, modig, og husk at et andet ord for mod er courage, som kommer af det franske ord for hjerte.

Hav hjertet med i det du gør og tænk over de seks punkter, og på hvordan du kan leve efter dem i dag i dit moderne liv og i verden som den ser ud nu. Jeg siger ikke, at vi skal leve som gadekøtere, eller at vi skal bo i en tønde, men at essensen af kynismens visdom kan extraheres og give mening i det 21. århundrede.

Diogenes (i tønden) af John William Waterhouse (1882 Public Domain)

Kyniske leveregler
Lev (1) i overensstemmelse med din daimoniske natur, (2) mådeholdent og uafhængigt af magt, rigdom og berømmelse og (3) med en klar bevidsthed.
(4) Dyrk dine talenter og evner, lev virtoust og praktiser din kraft, hvad den end er. (5) Vær selvberoende og (6) vær ikke bange for at sige sandheden og lev for, og så vidt muligt i, frihed.

Syvende og Sidst – men ikke mindst: sig uden skam nej til dem, der forsøger med demagogiske, antidemokratiske og andre midler at mindske frihed. Både din og andres.

***

Dette har været en introduktion til Cynism light. Jeg vil opfordre læseren til at læse mere om den, for der er flere guldkorn at hente. Der er visdom at finde hos grækerne.

Kilder:
Wikipedia, Lex og Perplexity.

Forslag til videre læsning eller tre bøger om Kynisme, som jeg selv vil læse på et tidspunkt:

The Cynic Philosophers: From Diogenes to Julian. Edited by Robert F. Dobbin. Penguin Books, 2012.
Desmond, William: Cynics. Taylor and Francis, 2014.
How to Say No: An Ancient Guide to the Art of Cynicism / Diogène le Cynique and Mark David Usher. Princeton University Press, 2022.