Der synes at være en aktuel trend der handler om læsning som en ensomhedens strategi, og som en modstand mod at lade sig rive med af verdens hurtighed. Læsning som en meditativ praksis, der får den individuelle læser til at skabe et rum, hvor hun eller han hæger om sin opmærksomhed .
Muligvis er det ikke en ny trend. På et tidspunkt gik læsning fra at være en kollektiv til at være en fortrinsvis individuel beskæftigelse. Det skyldtes at flere blev i stand til at læse, og derfor var det ikke længere nødvendigt at én person læste for andre. 1 Mere om dette i et senere indlæg Men i den tid, hvor læsning har været en individuel beskæftigelse, har den tjent som et refugium for den enkelte. En mulighed for fordybelse.
Forfatteren og essayisten David Forster Wallace sagde, at den egentlige frihed ligger i opmærksomhed:
“The really important kind of freedom involves attention and awareness and discipline and being able truly to care about other people and to sacrifice for them over and over in myriad petty, unsexy ways every day.” 2 https://fs.blog/2012/04/david-foster-wallace-this-is-water/
I disse tider, hvor vores opmærksomhed er blevet en kommerciel vare, samtidig med at de tidsperioder, hvori vi kan holde vores opmærksomhed fanget, tilsyneladende bliver kortere er det altså væsentligt at hæge om denne opmærksomhed. At gøre det til et bevidst valg, hvad vi vil rette vores opmærksomhed imod. At tage vores opmærksomhed til os og tage ansvar for den.
Tiden er fortvivlende kort, så det gælder om at være bevidst om, hvordan vi vil bruge den, og hvad vi vil være opmærksomme på . Og her synes læsning at være en disciplin, der fungerer som modstand imod at blive passivt fanget ind af Verden og dens strømme af information:
“My hunch is that a good portion of the reading public wants an escape from the intense flow of the Internet; they want silent reading, private contemplation – and there is a nagging sense that paper and only paper can induce that state. The popular gravitation back to the page – not the metaphorical page, but the fibrous thing you can rub between your fingers – is a gravitation back to fundamental lessons from the history of reading.” 3Franklin Foer: World without Mind.
Bogen – den fysiske papirbog – er ikke død, som Negroponte ellers udråbte den til i 2010 4https://www.wisdomhousebooks.com/single-post/2017/09/18/Whatever-happened-to-the-%E2%80%9Cdeath-of-print%E2%80%9D . Der er en sanselig side af det at læse en papirbog med æselører, kaffepletter, notater i margen mm. Det er et frirum fra de sociale mediers overvågning af vores gøremål; det vi læser, det vi køber, de steder vi opholder os, det vi liker. Vi kan ikke nås, når vi sætter og i en lænestol, en karnap, i et hjørne eller i et badekar og læser i en bog, og lader os opsluge. Vi er i en anden dimension; den sande virtuelle verden, imaginationens sted.
At sætte sig i stilhed med en bog er dermed både en modstand og et privilegium, som Jonathan Franzen siger:
“At være fortabt i indadvendthed er læserens store privilegium, og nu tænker jeg, at det næsten er en form for modstand at insistere på at være alene og i stilhed læse en bog. Det har fået en ny kraft. Det er stadig et privilegium. Du er heldig, hvis du har de personlige ressourcer, der gør, at du får noget ud af at tilbringe tid alene. Mange kan ikke holde det ud, men det er også blevet til en form for politisk handling, synes jeg. Det er en meget konkret måde ikke at rette ind på«. 5Jonathan Franzen i interview i Politiken 10/7-2019
Franzen nævner i den sammenhæng det at holde ud at være alene – eller Ensomheden. Det er interessant. Læsning fordrer ensomhed – det at kunne udholde at være alene og hengive sig i længere tid til en bog. Det er et privilegium. Både at have de uddannelsesmæssige og økonomiske ressourcer – men selve den evne at kunne holde ud at være alene er i sig selv et privilegium.
Dette indlæg er anden del af en serie.
3 thoughts on “Læsning som modstand”