“The best lack all conviction, while the worst
Are full of passionate intensity”1 Yeats: the second coming.
Jeg har tænkt meget over mod, og på hvordan jeg kan samle og udvise mod i disse dage og uger. For mig bliver året, tiden, væren altid tungere hen mod vintersolhverv.
Jeg har en tendens til at blive deprimeret – eller melankolsk – på dette tidspunkt af året. Melankolien er saturnisk i sin kerne. Saturn (Kronos) åd sine børn, og har med tiden at gøre, og tidens langsomme – eller hurtige – ubønhørlige vandren mod døden. Melankolien handler for mig i høj grad om at forlige sig med dette faktum at jeg skal dø, og modet – som svar – handler om at finde ud af, hvad jeg vil bruge min dyrebare tid til.
Mod er altså ikke for mig en enorm heroisk kraft. Snarere handler det om at forlige mig med de saturniske træk i min natur. Og fornyligt fik jeg øjnene op for Saturns magt i mit horoskop. Saturn ligger ved siden af Solen i Cancer (Krebsen). For at kunne opfylde mit værensmål, vil jeg altid skulle forholde mig til Saturn. Livet og døden er tæt forbundet her. Og er jeg blev egentligt først opmærksom på dette gennem samtaler med en ven igennem de sidste par år, og efter at have passeret min livsmidte. Medmindre jeg skulle blive 100 år – og det har jeg på fornemmelsen ikke bliver tilfældet. Snarere har jeg fået en meget stærk fornemmelse af min egen dødelighed, min egen skrøbelighed. Jeg havde en snak med en veninde om det, og hun – som er på min alder – har ikke den samme fornemmelse. Jeg tror at det hænger sammen med at jeg har oplevet begge mine forældre dø. Jeg er forældreløs. Jeg er enebarn. Og det gør noget ved ens karakter.
Nuvel, jeg skriver ikke alt dette, fordi jeg har ondt af mig selv, eller fordi jeg angler efter læserens medlidenhed. Et andet træk ved at have Saturn i ens Soltegn er også en vis – kynisme er ikke det rigtige ord – resiliens. Døden vandrer med én – døden og den Store Moder. For Saturn er forbundet med netop hende. Og dette giver også en vis robusthed i kernen.
Jeg skal “bare” lære at komme overens med Saturn: Med døden, med tiden, med ensomheden og med længslen – og med kroppen. Det er det Saturn vil med mig i mit horoskop. Det vil tage et liv. Og det er først nu, at jeg er begyndt at forstå det.
Læseren vil på nuværende tidspunkt – hvis vedkommende er nået så langt – måske spørge sig selv, hvad formålet er med alt dette? Jo, det handler om at komme overens med alle disse ting, og finde mod til ikke at blive tynget ned, at nå overfladen igen og trække vejret. Og det skal vi alle – finde mod til at leve.
Det er et eksistentielt faktum – og vi har alle sammen hver vores at kæmpe med – uanset hvor vi positionerer os i livet, i vores tro, i vores overbevisninger, i vores eskapisme. I disse tider er vi blevet ramt af noget i vores forfængelige og forkælede vestlige kultur, som har udfordret de gængse livspraktikker, og det vi har været vant til. Trygheden og tilliden synes at være i fare. Det har skabt en polarisering – som jeg vil vende tilbage til i et fremtidigt indlæg.
Vi har brug for mod, for courage. Hjertets mod – vi har brug for at finde ud at hvordan vi skal forholde os. Kan vi blive ved med at leve som hidtil – eller skal vi hurtigst muligt tilbage til tiden som den var før? Med den nagende viden, at man ikke kan komme tilbage til tiden som den var før. Tiden er foranderlig. Du kan ikke bade i den samme flod to gange. Der er ikke noget før. Der er måske et nu – og hvad vil du gøre med dette nu, og nuet derefter?
Så hvordan samler vi mod? Til at komme overens med disse eksistensvilkår? Nøgenheden i døden, tiden, længslen, ensomheden. Det er min overbevisning at vores positioner, vores overbevisninger og vores eskapismer, vores strategier for at dulme os med stoffer, sukker og netflix- netop blot er slør, der skærmer os mod at se disse eksistensvilkår i øjnene. Har vi mod til at se bag sløret?
Jeg mener ikke at der nødvendigvis er et problem med eskapisme. Jeg benytter mig selv af eskapisme som strategi på en daglig basis. Min ekskapisme består i at læse. Min strategi er ikke idealisme, eller at kæmpe. Jeg tror ikke (længere) på at jeg vil eller kan forandre verden i nogen nævneværdig grad. Men sagen er bare, at idealismen – som Jung er citeret mange gange på SoMe for at have sagt – også kan være et misbrug.
Der er ikke noget galt i eskapisme. Hele forskellen er bevidsthed. Bevidsthed om at vi eskaperer. Bevidsthed om at vores idealistiske positioner blot er overbevisninger. Ikke nødvendigvis Sandheden. Ikke noget der giver os ret til at udskamme eller slå den anden ihjel.
sandheden er ofte mere ydmyg.
Så hvad er mod? Modet til at se sin egen skrøbelighed, så vel som den Andens i øjnene – og se forbi sløret til mennesket. At have mod til at tale stille, at skabe relation frem for afstand. Relation til det indre Selv såvel som til den Anden. At turde se på nuancerne og sandheden der måske gemmer sig et sted i skyggerne.
Mod er at beslutte sig til hvordan man vil bruge sin dyrebare tid – og sin dyrebare bevidsthed. Og mod er måske allermest at turde se i øjnene hvad der sker med hjertet2Cohen: What happens to the heart. Se videoen https://youtu.be/2AMMb9CiScI igennem livet …
To be continued …