“Man kan ikke bade to gange i den samme flod“
I dag opdagede jeg tilfældigt at det er to år siden, at jeg endegyldigt nedlagde min gamle blog Prima Materia for at starte på denne. Jeg synes ellers at det er længere tid siden – men det ser ud som om at jeg i længere tid ikke skrev på nogen personlig blog, for det sidste indlæg blev skrevet i 2017.
Og jeg ved ikke, om det så er et udtryk for at tiden går langsomt eller hurtigt. At jeg ikke kan huske nøjagtigt, hvornår hvad skete.
Det der er væsentligt nu er noget andet end det der var væsentligt dengang, mit fokus har forandret sig. Tiden har det med at omforme os uden at vi egentligt lægger mærke til at den gør det.
Paradokset er at vi forbliver de samme – og alligevel ikke. Det får mig til at tænke på Heraklit og det ovenstående fragment. Selvom vi opfatter det strømmende vand – floden – som det samme, er vandet strømmet videre. Formen er måske den samme – men indholdet er foranderligt, flydende.
Vi er foranderlige og flydende – og vi ved ikke, hvad der kommer til at ske. Noget af det, der er sket med mig er, at jeg ikke længere i samme grad som før har brug for den sikkerhed, der ligger i at vide, hvad der skal ske. Tingene må gerne være flydende og foranderlige – jeg må gerne være det.
Noget andet, der er sket er, at jeg ikke længere har så meget brug for at forandre verden, eller redde den – jeg har ikke brug for at være god. Jeg sætter ikke så stor lid til kærligheden som en omkalfatrende kraft længere. Andre ting er vigtige, det indre liv, integritet, imagination.
Måske har jeg ikke selv brug for at blive reddet. Og hele pointen er måske at det ikke betyder så meget, hvad jeg har brug for – som jeg engang troede. Der er mindre gøren, mindre hast – mere ro, mere væren. Mere accept af at tingene udvikler sig som de vil og skal i tidens fylde, og jeg kan strømme med. At det faktisk er en mulighed vi alle har i dette ellers så hektiske samfund.
I Tao kommer tiden imod os, som en bølge. Når noget kommer imod os, giver tanken om alt det vi kan og vil og skal udrette til kort. Dér handler det mere om at forstå tidens kvalitet – hvornår er tiden moden og hvornår er den ikke er moden. De 64 heksagrammer i I Ching kan ses som små karakteristika af mulighedsåbninger i tiden, dens kvalitet.
Det samme udtrykkes i Prædikerens bog:
Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.
Det handler ikke kun om, hvor meget tid vi har – men hvordan den er. Med erkendelsen af tiden rinder ud – som LOC synger “Tænk, det tog mig et halvt liv at forstå, at tiden rinder ud” – bliver kvaliteten paradoksalt vigtigere end kvantiteten.
Og den ro, der kommer med tiden, handler dybest set om at lade tingene udfolde sig og vide dybt i sin intuitive væren, hvornår tiden er den rette. Og erkende at det ikke kun er op til os selv.