Ro over landet

Mørket er ved at snige sig ind i krogene. Jeg har tændt et enkelt hvidt stearinlys, og lytter til Mozarts Requiem. Katten ligger under den uldplaid, jeg har lagt ud over mig. Jeg drikker lakridsthe og lytter, mens jeg lader mørket og roen sænke sig over mig. Dagen er blevet brugt til at rydde op i og gøre det rum rent, der både tjener som mit soveværelse, arbejdsværelse og det rum hvor jeg læser og skriver. Jeg har gjort klar til skrive i julen.

Det er dagen før juleaften. En juleaften, der i år for mange vil være anderledes end vanlig. Mange vil være færre end tidligere år og nogle vil endda være alene for første gang.

Nogle vil være i isolation, nogle er syge og nogle vil skulle arbejde forbandet hårdt for at hjælpe de mennesker, der er blevet syge.

For mit vedkommende skal jeg også være alene. Jeg skal ikke have mine børn i år. Og jeg har besluttet mig for på sin vis at “afmontere” julen. Jeg har ikke købt ret meget til mig selv. Jeg vil ikke forbruge ret meget, og jeg dør næppe af sult eller mangel på noget.

Året sluttede og begyndte for mig ved vintersolhverv for et par dage siden. I bevidstheden om at hvis dette år har lært os noget må det være besindighed. En besindighed på at værdsætte, det der er og på at vi ikke kan tage så meget for givet.

For nogle dage siden blev jeg igen igen mindet om dette med ikke at gå ud, ikke at pleje omgang etc. Det er noget vi alle har måtte acceptere i årets løb. For mig var det dog en let bitter påmindelse om at jeg, selv hvis alt var normalt, stadig ville sidde her i julen. Måske er det derfor jeg har afmonteret julen: fordi den netop minder mig om dette faktum, uanset om der er corona eller ej. Eller også hilser jeg netop muligheden for at skrive velkommen. Jeg har nu aldrig været bange for at være alene, eller for ensomheden.

Men jeg begyndte så at tænke på, hvad det er julen betyder for os, hvis vi fraser det kristne budskab. Faktisk hørte jeg forfatteren Peter Adolphsen kalde julen en “kristen appropation” af en gammel hedensk fest i radioen i dag, og det er jo sandt. I førkristen tid holdt man jól eller jólablót i forbindelse med vintersolhvervet. 

Så hvad betyder julen for os nu?

To ord kommer til mig, hygge og relation – og et tredje udtryk, men det vil jeg lige vente med.

Før virusset lammede flytrafikken, kunne man når man var i lufthavnen finde bøger på engelsk om den danske hygge. Det gælder også i museums- og souvenirbutikker, hvor der kommer turister. Hyggen er blevet en dansk eksportvare på linje med butter cookies, lego og H.C. Andersen. Det er tilsyneladende vores evne til at hygge os der gør os danskere mere egnede til lykken.

For nylig skrev jeg i en messengergruppe at jeg egentlig synes at julen er hyggelig. Men efter at have spekuleret over det i et par dage fortrød jeg det. For på mange måder synes jeg at “hygge” er et afskyeligt begreb. Det kan bruges til at forhindre folk i at ødelægge den gode stemning ved at tale om det, der virkelig betyder noget: “Nu skal vi hygge os!” Det er det jeg kalder tvangshygge. Et eksempel er filmen “Den tid på året”, hvor alle forsøger at flygte da hovedpersonen vil tale om den måde familien har behandlet lillesøsteren, og netop ødelægger julestemningen ved at tale om det der betyder noget.

Det andet ord, jeg kom til at tænke på er ordet relation. Og det er i radikal forstand det modsatte af hygge. Hvis man vil den ægte relation er man ligeglad med hyggen. Bevares, det udelukker ikke at man kan have det let og godt sammen. Og det betyder at det netop ofte er sådan. Let og godt og roligt.

Men den ægte relation betyder også at man heller ikke er bange for at stemningen bliver ødelagt, at man er der for hinanden uanset hvad.

Det er både fravær af relation og fraværet af ægte relation, der gør højtider som julen svær for mange mennesker. De som er alene eller de som husker eller gennemlever julen i dysfunktionelle hjem. Hvor relationer netop er svære. Og i år vil det være ekstra slemt for mange.

Derudover, for dem, der ikke er opvokset i dysfunktionelle hjem vil julen være anderledes, fordi de ikke kan være sammen som normalt. Vi bryder os ikke om at tingene ikke er som vanligt. “Rør blot ikke ved min gamle jul!” I år er verden blevet vendt op og ned, og der er blevet rørt ved den gamle jul.

Sidst men ikke mindst tænker jeg på julen som fred, julens fred. Min mor, der bestemt ikke havde det så nemt med julen, kunne sidst på aftenen, når alt hurlumhejet var ovre, nærmest ånde lettet op og sige, at “Nu er der endelig ro over landet!” Det var julefreden, der lagde sig i julenatten. Måske er det derfor jeg så godt kan lide julesangen “Stille Nacht”, der desværre blev fordansket til “Glade jul”, hvilket jo er misforstået.

Og denne fred, denne ro, denne julens ånd der svæver over vandene og forhåbentlig lægger sig over landet, også og ikke mindst i det indre landskab, er for mig hvad julen egentlig handler om. Det er ikke et spørgsmål om, hvad og hvor meget vi spiser, hvad vi får i julegave etc. Hvor pænt og hyggeligt det er, eller om det hele er som det plejer. Eller om vi går i kirke, for den sags skyld – men det er jo nemt for mig at sige, eftersom jeg aldrig går i kirke.

Dén – julefreden, julens ånd – handler om hvem vi er og hvordan vi er sammen, selv hvis vi blot er alene. Det er spørgsmålet om, hvordan vi relaterer til os selv og hinanden. Det er det der skaber forudsætningen for om julefreden kan og vil sænke sig. I det indre og i mellemrummene, som mørket der nu helt omsvøber mig og min kat.

Jeg ønsker dig derfor en glædelig jul (eller oldnordisk: jól). Og at julefreden får rum til at sænke sig, uanset hvor du er og hvem du er sammen med. Selv hvis du blot er alene.